Trods al vores viden og vores mangehovedet offentlige kontrol- og servicedyr, må vi på ny erkende, at vi ikke undgår økonomiske kriser. Vi vil ikke forstå darwinismens afdækning af, at vi ikke er gudsskabte, altid rationelt tænkende intelligensvæsener, men blot et højtudviklet og specialiseret flokdyr.
Det danske arbejdsmarked har længe været præget af:
3 millioner lønmodtagere i job,
1 million medborgere på overførselsindkomster.
Når en højkonjunktur hersker, falder tallet til 800.000, men når krisen kommer, er vi tilbage til 1 million mennesker på overførselsindkomster.
Vi ved endda også, at arbejdsløshed og manglende uddannelse er arveligt, så den store klump på 800.000 personer på overførselsindkomster skyldes seks årtiers fejlslagne velfærdspolitik.
At føre den rigtige velfærdspolitik må vi, Djøf, så overlade til LO, DA og Christiansborg – eller hvad?
Vi kan starte med at feje for egen dør, finde tallet for Djøf-relaterede overførselsesindkomster.
Ledighedsstatistikken er fyldt med både kendte og ukendte mørketal, så jeg vil skyde på 10 %. Det er højere end de tal, vi plejer at få, og samtidigt meget lavere end landsgennemsnittet på 25 %.
I krisetider er uddannelse og uddannelsesstøttende praktik måden til at forbedre arbejdskraften (og konkurrenceevnen) i stedet for at ødelægge den!
Vi får så en udvidelse af den danske flexicurity-model, hvor man, for at bevare fleksibiliteten, ikke udvider undervisningspligten, men tilbyder undervisning i en død ledighedsperiode.
Sådan skaber vi nye vidensarbejdspladser, men vi må også skabe velfungerende genplacerings-instrumenter for midaldrende ledige med en rimelig joberfaring samt effektiv jobrekonstruktion for de ældste jobsøgende.
Når Djøf så har løst sit eget lille ledighedsproblem - de 10 % udstødte samfundsvidenskabelige kandidater - kan (Djøf)lederne, mandskabet i det offentlige mangehovedet uhyre løse samfundets største opgave - de 25 % udstødte danske medborgere.
Ledige stillinger