Vil de ansatte selv forhandle løn?

Individuel lønforhandling på de statslige arbejdspladser er ikke noget nyt. Siden 2005 har det således været muligt gennem forsøgsordninger. Jeg må imidlertid konstatere at det indtil videre ikke er en ubetinget succes. For nu at skære helt til benet, så kræver mere individuel forhandling på de statslige arbejdspladser, at medarbejderne reelt oplever, at de får noget ud af det – både i forhold til øget tilfredshed og motivation, men også på bundlinjen på lønsedlen. 

DJØF ser muligheden for individuelle lønforhandlinger, som et tilbud til de arbejdspladser, hvor ledelse og medarbejdere selv ønsker at prøve kræfter med at forhandle lønnen individuelt. Og så længe det giver værdi for medarbejderne, så vil DJØF og jeg, som formand for Overenskomstforeningen, fortsat mene, at muligheden bør være til stede. Vi går efter den løsning eller model, hvor der samlet set er mest værdi for vores medlemmer og arbejdspladsen.

Nu kan man så læse, at ”Ansatte i staten vil selv forhandle løn.” Det står i en hvidbog, som Personalestyrelsen for nylig har udsendt om statens arbejdspladser. 75 % af de ansatte i staten mener – i følge Personalestyrelsen – at det er deres leder, som er bedst til at vurdere lønnen, og at vurderingen skal ske i en dialog mellem lederen og medarbejderen.

DJØF og Personalestyrelsen har hele vejen igennem været enige om, at et forsøg med lønforhandling direkte mellem leder og medarbejder kan være et godt redskab til at skabe større gennemskuelighed, forventningsafstemning og forståelse for lønforhandlingsprocessen. Det er i sig selv gavnligt for en arbejdsplads.

Men nok så vigtigt, så betyder individuel lønforhandling en meget mere tæt dialog mellem opdragsgiveren – typisk chefen – og medarbejderen. Her kommer det nemlig typisk frem, hvordan det egentlig går for den pågældende medarbejder, er hun/han på rette spor, eller skal der justeringer til, for at medarbejderen opnår de ønskede resultater mv. Det vil sige: Her burde sådanne vurderinger komme frem i en konstruktiv og værdiskabende ånd – både for arbejdspladsen og medarbejderen! Men lønforhandling er faktisk ikke nogen let sag.

Mange medarbejdere finder, at den direkte dialog mellem chef og medarbejder, er både positiv og givende. Samtidig viser forsøgsordningerne også, at individuel lønforhandling stiller krav til de enkelte kontorchefer, som skal forhandle direkte med medarbejderne. Hvis forhandlingerne skal have en reel værdi, så er der behov for, at cheferne er entydige og klare omkring prioriteringer, og at de evner at sætte ord på, hvad der skal til, for at en medarbejder kan få lønforhøjelse. 

Erfaringerne med forsøgene med individuel lønforhandling viser sig samlet set at være meget blandet. Nogle arbejdspladser har gennemført forsøg, men forlader det igen, andre arbejdspladser har gennemført forsøg med delt begejstring, men vil gerne fortsat vil give forsøget en chance, og endelig er der arbejdspladser, som synes, det fungerer vældig godt.

Hvor erfaringerne er mindre gode skyldes det typisk, at der har været for stor overvægt af engangstillæg, at forhandlingerne ikke har været oplevet som reelle forhandlinger, men som løndiktat fra ledelsen, og at processen omkring lønforhandlinger ved nyansættelser ikke har været tilfredsstillende.

Så når jeg læser i Personalestyrelsens hvidbog at ansatte selv vil forhandle løn, og at 75 pct mener lederen i dialog med medarbejderen bedst kan vurdere om lønnen er den rigtige, så føler jeg mig meget sikker på, at de samme 75 pct. alle forudsætter, at der er velfungerende processer omkring den individuel lønforhandling, at der reelt er penge i det, og at cheferne, skal evne at forklare hvordan de prioriterer, og dermed hvilke indsatser, resultater eller adfærd, der giver lønforhøjelse.