Jeg tør godt stå alene

Man vil aldrig se Mette Davidsen-Nielsen springe ud i faldskærm. Det tør hun ikke. Der sætter hun grænsen. Men så er der andre ting, der har virket skræmmende på hende, men hvor der hverken har været nogen pardon eller skyggen af tvivl i hendes sind. Ja, hun gjorde det! Selvfølgelig gjorde hun det. Hvorfor ikke?

Det gjaldt, da DR 2 i 1997 skulle have sin første programredaktør, og hun søgte stillingen – og fik den. Og det gjaldt, da hun 1. september i år sprang ud i det og blev administrerende direktør for Information. Det sidste var en stor beslutning for hende, og hun kan sagtens se det barokke i situationen:

”Information har nu ansat en direktør, som har været redaktør for Casper og Mandrilaftalen”, siger hun og bryder straks ud i en karakteristisk latter - åben, smittende, overbærende.

”Men aviserne leder jo også efter nye og overraskende forretningsmodeller.”

Hvis Mette Davidsen-Nielsen selv skulle beskrive sin latter, ville hun måske benytte en af de anglicismer, der så ofte dukker op i hendes sprog, og tale om den klare feel good-fornemmelse. Det er jo herligt, det her. Forrygende morsomt og lige til at blive i godt humør af. Det er den stemning, der hurtigt kan brede sig i rummet. Men samtidig er der også hele tiden en tydelig modvægt. Det er alvor, vi har med at gøre. Information er alvor, og den tunge udfordring kan ikke viskes bort i et snuptag med en kæk latter. Den nye administrerende direktør ved det godt og har også mærket det på sin krop, i sine følelser:

”Jeg kan godt vågne om natten: Uuuhh! Nu har jeg ansvaret for Outzes gamle avis? Fordi tiden er så usikker for avisbranchen. Men samtidig er der en enorm overlevelseskraft i Information. Der er meget lidt konformitet, når man lige stikker snuden indenfor. Og det, synes jeg, er meget tiltrækkende.”

Derfor tror hun på det. Derfor tror hun på sig selv. Måske også, fordi hun atter i forbindelse med skiftet til Information har følt de kendetegn, der altid i hendes univers er følgesvende i vigtig menneskelig udvikling. Det er næsten blevet et motto, og Mette Davidsen-Nielsen har anvendt det flere gange:

”Al udvikling kræver sved i hænderne og hjertebanken”

Det er en beskrivelse, som måske kan få de store, uoverskuelige beslutninger lidt ned på jorden og give dem et skær af komik. Herregud – man mærker, at man lever, og værre er det jo heller ikke.

Mod til at gå direkte på tilværelsen

Talemåden om sved og hjertebanken stammer oprindeligt fra Mettes mor, Marianne Davidsen-Nielsen, som er psykoterapeut og forfatter til bøger som ’Den Nødvendige Smerte’ og ’Blandt Løver – om at leve med livstruende sygdomme’, og har været en vigtig inspirationskilde for datteren:

”Min mor har arbejdet så meget med døden, at hun går direkte på tilværelsen. Hun er modig og tør være sig selv. Og jeg har selv flere gange haft det sådan, at der har været ting, hvor jeg har tænkt, at her var det nemmere at lade være - men nu gør jeg det alligevel.”

Måske rumsterer denne naturlige afmålthed stadig et sted hos Mette Davidsen-Nielsen? Måske er det derfor, nogen vil mene, at hun kan være svær at komme helt tæt ind på livet af. Dette kan også være årsagen til, at en fremtrædende medarbejder på DR 2 i sin tid tildelte hende og med-kanalchef Gitte Rabøl øgenavnet ’lærerinderne’. Eller som programmedarbejder Torben Steno fortæller om chefparrets første år:

”Ingen af dem er store performere. Derfor var de altid meget velforberedte. Det var aldrig vanvittigt spontant. Snarere: Vi er lidt nervøse. Men de var enormt respekterede.”

Det er måske det samme, andre udtrykker på den måde, at hun er ’akademiker’ – og netop ikke ’journalist’. Men hvad er det med akademikeren Mette Davidsen-Nielsen, der tilsyneladende har det svært med at optræde på slap line? For hun synes bestemt at rumme en anden, mere sprælsk side også.

”Hun er ikke en person, man ville sætte ordet ’administrerende’ på som førstekarakteristikken,” slår DR 2’s nuværende chef Arne Notkin fast.

”Hun er ikke bogholdertypen. Man forbinder hende ikke med at være en supertjekket kommerciel direktør. Hun er kreativ, innovativ og godt selskab.”

Eller med Torben Stenos ord:

”Der er en lille anarkist i hende. Hun har aldrig været systemets pige. Hun er gået ind og har tilført systemet noget.”

Fra forsker i kulissen til leder i centrum

For det er jo netop det, der sker. Akademikeren Mette Davidsen-Nielsen, der med sin cand.comm.-eksamen fra 1993 måske syntes forudbestemt til at være en seriøs og grundig medieforsker helt i baggrunden af det store mediehalløj, forvandler sig til en påfaldende lederskikkelse, der beskrives som visionær, dristig og initiativrig. Populær og respekteret. Halløj, hvor det går.

Men hvad var det, der skete? Måske gik det sådan for sig, at Mette Davidsen-Nielsen på et tidspunkt fandt ud af, at det udelukkende var et spørgsmål om at tro tilstrækkeligt meget på sig selv og følge sin egen, indre dømmekraft. Eller som hun selv formulerer det med to sigende, slagordsagtige sentenser:

”Jeg behøver ikke at være i flok” og ”Jeg har altid haft det svært med at klappe i takt.”

Og så kan skruen ovenikøbet strammes en smule mere:

”Hvis der er noget ansvar i nærheden, skal jeg nok ta’ det.”

Det kan jo bl.a. også være derfor, hun fremhæver, at hun aldrig har været medlem af et politisk parti og heller aldrig tilhørt en subkultur. Selvom hun har haft det sidste meget tæt inde på livet. Så tæt, at det kom som et slag i ansigtet.

Det var i 1980, da hendes far fik et gæsteprofessorat i Cambridge, og hele familien flyttede til England. Til Margaret Thatcher, punkoprøret, Sex Pistols og ’Anarchy In The UK’:

”Jeg fik mit livs chok. Jeg gik lige fra noget pæn københavnsk borgerlighed og til skinheads og hanekamme og det hele. Jeg gik bare i en almindelig engelsk skole, og de blev gravide og sniffede lim – og alle sådan nogle ting, som var helt rystende for mig.”

Og selvom chokket selvfølgelig fortog sig, var der stadig et stort problem tilbage for teenageren Mette:

”Man skulle tilhøre en subkultur. Helst. Hvis man ikke ville gøre livet meget besværligt for sig selv. Jeg havde det dilemma, at de mennesker, jeg bedst ku’ li’, var punkerne. Men når jeg står op om morgenen, er jeg ikke særlig ’no future-agtig’. Det er jeg virkelig ikke! Det var rent faktisk et problem for mig, at jeg var i lidt for godt humør.”

Kunsten at melde sig ud

Det var ikke hende. Hun følte sig måske udenfor, men det var trods alt bedre end at være en fejlplaceret gæst i andre menneskers tilværelse. Hun kunne ikke bare melde sig ind. Faktisk havde hun altid været langt bedre til det modsatte, at melde sig ud. Hun havde gjort det, da hun i sin tid skulle gå til konfirmationsforberedelse og fandt ud af, at hun – trods sin fars og præste-farfars modstand - ikke ville konfirmeres, fordi hun ikke troede på Gud. Og sådan blev det.

Hun meldte sig ud igen, da familien vendte tilbage fra England, og det var meningen, hun skulle genoptage sin skolegang på Zahles Skole. Et sted, som efter konfrontationen med den barske virkelighed af punk og samfundsoprør i England virkede som et privilegeret, gyldent bur. Det gik ikke, og Mette Davidsen-Nielsen fortsatte i stedet på Falkonergårdens Gymnasium, mens hun samtidig, lidt tøvende og skeptisk, frekventerede det sortrandede københavnske punkmiljø. Koncerter i Saltlageret, Barbue, Ungdomshuset på Jagtvej. Ofte placeret på sidelinjen:

”Den rå, fysiske punk skræmte mig også. Bare at være i rummet. Jeg gik til koncerterne, men følte mig ikke tilpas ved det.”

Miljøets destruktive protest kunne ikke vække genklang i hende, men et eller andet sted var der alligevel et engagement, der skulle i spil efter gymnasietiden. Derfor begyndte hun - ud fra en ”ungdommelig, idealistisk betragtning” om at kunne gøre noget godt for nogen, der havde brug for hjælp – at læse jura. Det gik slet ikke. Igen blev hun nødt til at melde sig ud:

”Der følte jeg mig decideret ikke hjemme. Jeg kedede mig, så jeg ku’ græde, når jeg stod op om morgenen.”

En åbenbaring på tv-skærmen

Hvad så? Hun overvejede psykologi og journalistik, men til slut blev det kommunikationsuddannelsen og dens kombination af det akademiske og det praktiske, valget faldt på. Det var også på dette tidspunkt, der pludselig ”kom en flodbølge ned i andedammen”, som Mette Davidsen-Nielsen formulerer det. Hun tænker på mediebilledet. Hun tænker på, hvordan hun selv blev stærkt fascineret og revet med, da den amerikanske tv-kanal CNN og dens direkte transmissioner fra alverdens brændpunkter kom væltende ned i hovedet på de uforberedte danskere.

”Verden åbnede sig på en ny måde,” konstaterer Mette Davidsen-Nielsen. ”Der havde været noget østtysk over det hjemlige mediebillede, og derfor ku’ jeg sagtens sidde i timevis og se CNN.”

Det var begejstringen – og netop ikke 68-generationens mere dogmatiske og støvede misbilligelse – der var hendes tilgang, og som stadig er mærkbar i den lyse og pludrende energi i hendes stemme, når hun fortæller om perioden. Hun endte ligefrem med at skrive sit speciale om CNN – ’The Flow Must Go On’, hverken mere eller mindre. Men her stoppede det ikke. Hun måtte selv være en del af flowet:

”På det tidspunkt tænkte jeg, at jeg gerne ville arbejde med fjernsyn. Jeg havde fjernsynsfascinationen. Det var CNN, der gjorde det.”

Derfor søgte hun efter sin eksamen en forskerpræget stilling på DR og fik den. Hun skulle lave såkaldte prætest af nye programmer, men blev efterhånden mere direkte involveret i udviklingen af programmerne. Derfor sagde hun også sin mening, da hun syntes, at ledelsen var på vej i den helt forkerte retning med den nye kanal, DR 2:

”Jeg havde igen den der glad-i-låget-attitude og var meget frisk. Jeg sagde, ledelsen havde misforstået det med den nye kanal. Den skulle have profil, personlighed, identitet.”

Sådan blev det – og resten er et lille stykke dansk tv-historie. Hun blev opfordret til at søge en stilling som programredaktør, og både i denne funktion og senere som egentlig kanalchef – i parløb med Gitte Rabøl – lykkedes det hende og medarbejderne på DR 2 at få en bemærkelsesværdig smuk svane ud af den grimme ælling. Det var morsomt og seriøst, satire og debat, populært og begavet, men havde hele tiden sin helt egen ånd af charme og integritet. For Mette Davidsen-Nielsen var det slet og ret public service i nutid:

”Opgaven var at løfte de tunge public service-områder - videnskab, historie, politisk debat, eksistens, kultur. Og det er her, modet kommer ind i billedet. Public service er en ambition om at ville nogen noget andet end at få tiden til at gå. Vi vælger rent faktisk, hvad vi vil give. Det er en del af det store oplysningsprojekt, og jeg kan tage det med fra DR 2 til Information: Jo mere oplyste vi er, jo bedre er det. Der er måske en patos i det, som vi har været bange for i en periode, men det gælder om at formidle en eller anden substans – uden at man giver den for som en lektie.”

Ilden i øjnene

Men for Mette Davidsen-Nielsen gælder – og gjaldt – det også om at være en leder. Hun skal selv være overbevist. Og hun skal overbevise medarbejderne omkring sig. Som alle andre ledere skal hun få tingene til at swinge og resultaterne til at rulle. Hvad er det, hun gør?

Hun har tænkt over det, for en del af svaret ligger hende lige på tungen. Men hun har svært ved at få det til at stå helt klart. Der er tilløb, ophold, tænkepauser. Omveje. Efterhånden kommer det dryppende, mens det virker, som om hun selv nøje lytter efter sin egen beskrivelse, ord for ord:

”Jeg har en relativt naturlig autoritet, og jeg behøver ikke at ligge for højt eller for lavt. Jeg kan stå relativt meget modstand igennem. Ambitionen må være at bidrage med sin personlighed uden, at det bliver personligt. Det gælder om at turde være i et konfliktrum, for konflikter er bare en del af livet og også en del af arbejdslivet.”

Men der er mere endnu, og her er hun helt sikker i sin sag. Ordene kommer ilende med masser af optimistisk medvind:

”Jeg kan blive rigtigt, rigtigt begejstret for ting, og jeg kan blive meget besat af nogle bestemte projekter, som jeg synes, er vigtige.”

Hun taler ligefrem om vigtigheden af at kunne få ”ild i øjnene”. Den slags kan ses og mærkes langt omkring, og mange har fæstnet sig ved det.

”Hun er utålmodig, og det kan ikke gå stærkt nok,” siger de.

Eller:

”Hun har ledergenet i sig og den dér ambition. Hun kan godt lide at få sin vilje. Ellers var hun heller ikke nået dertil, hvor hun er.”