Djøfisering er et reelt problem

I djøfblad nr. 16 blev pressens historier omkring døfisering udnævnt til et presse-selvsving. Men der er ikke kun tale om en myte.

En let karikeret beskrivelse af andre faggruppers oplevelse af os som stand er som følger: Der har de sidste 20-30 år faret en hvirvelvind over dette land anført af uerfarne djøfere i Finansministeriet. Djøferne indfører systemer, kontrol, regler og administrative procedurer, der ødelægger autonomi og arbejdsglæde for stort set alle andre offentligt ansatte faggrupper – jf. f.eks. Flemming Steen Pedersen i Berlingske Tidende den 28. sept., hvor lægerne klager over ”tab af anerkendelse, indflydelse og handlemuligheder”. Kritikken rettes ganske vist mod politikerne, men at det er djøfernes indtog i chefkontorerne, der er årsagen, er der næppe tvivl om.

Når denne opfattelse hos andre faggrupper kobles med, at de løsninger, vi – som faggruppe – leverer, ofte ikke virker, så har vi et reelt problem. Dette forhold kan illustreres på tre afgørende områder.

I forbindelse med finanskrisen sad der djøfere både i de finansielle institutioners ledelser, regeringens kontrollerende organer og i Nationalbanken. En ting er, at vi ikke forudså krisen, men det var jo i høj grad djøfere, der var hovedarkitekter bag de komplicerede finansielle produkter, som de ikke selv forstod, og som var en væsentlig årsag til krisen. Vore økonomiske modeller har altså alvorlige mangler.

I forbindelse med regeringsinitiativer som strukturreformen er det djøfere, der udtænker det bagvedliggende rationale, beskriver de forventede resultater og udformer de regler, hvorunder det foregår. På trods af at reformen udmøntes af andre djøfere i kommunerne, så bliver resultaterne alligevel ikke som forventet. Samtidig har djøfernes indtog i kommunerne ikke bedret disses evne til at styre deres budgetter. Vores administrationstænkning er altså behæftet med alvorlige mangler.

Det offentlige indfører i stigende grad kontrolsystemer og resultatløn drevet af djøferes ledelsesmæssige tænkning. Resultatet er, som indledningsvis beskrevet, ikke motiverede højtydende offentlige ansatte, men i stedet demotiveret personale. Når den nyeste forskning viser, at det ikke er resultatløn, men autonomi, beherskelse af sit fag og forståelse af formål, der giver topydende medarbejdere (jf. Jørn Boisen i Weekendavisen 17. september), så skaber det ydermere mistanke om, at formålet med resultatlønnen ikke er bedre resultater, men højere lønninger til djøferne selv. Enten misbruger vi altså vore stillinger, eller også er der noget galt med den ledelsesmæssige teori!

Ovenstående er trukket stærkt op, men vi gør klogt i som forening at erkende, at vores kandidater, som stand betragtet, ikke leverer tilstrækkelige gode løsninger.

Bliver vi som stand ikke bedre til at levere holdbare løsninger, så skal vi ikke regne med, at vi kan bevare de attraktive uddannelses- og karrieremuligheder, som djøfere har opnået siden 2. verdenskrig. Muligheder som vi delvis har overtaget fra andre faggrupper. På baggrund af beskrivelsen ovenfor skal vi næppe forvente, at andre faggrupper holder hånden over os, hvis der begynder at blæse andre vinde.

Vor stands fremtid afhænger af, om vi er villige til at diskutere fundamentale ændringer af uddannelser, ledelses- og administrative principper, økonomiske styringsmodeller osv. Og at tage samme op til revision, der hvor praksis viser, at de ikke fungerer.

Så mit forslag er, at DJØF tager kritikken alvorligt og erkender, at kritikken er funderet i reelt manglende evne til at udvikle og levere holdbare løsninger på mange områder. Vi kan som faggruppe på langt sigt kun imødegå denne kritik ved at finde ud af, hvordan vi i praksis bliver bedre til at levere holdbare løsninger. Det er den eneste sikre måde at bevare de attraktive uddannelses- og karrieremuligheder, vi har i dag.

Det kræver både analyse og diskussion. Djøfbladet bør være et naturligt forum for at starte en sådan diskussion!