Djøfere bliver mobbet - også af chefen

20.10.2010

af

Otte procent af djøferne er blevet mobbet på arbejdet det seneste år. Næsten halvdelen bliver mobbet af chefen. Det er helt uacceptabelt, siger Per Hansen, formand for Offentlige Chefer i DJØF.

Djøfere bliver mobbet i lige så høj grad som den øvrige del af befolkningen. Men hos djøferen er det langt oftere chefen, der står for mobningen.

Ifølge en ny DJØF-undersøgelse med deltagelse af 1.563 djøfere er hver tolvte djøfer blevet mobbet på arbejdspladsen i løbet af det seneste år. Det er stort set det samme resultat som i en tilsvarende undersøgelse gældende hele arbejdsstyrken, som Arbejdsmiljøinstituttet gennemførte i 2005.

Men hvor mindre end hver tredje tilkendegiver, at det er chefen, der mobber, så gælder det næsten halvdelen af deltagerne i DJØFs undersøgelse.

Hvorfor djøferne i højere grad føler sig forfulgt af chefen, end den øvrige danske befolkning gør, har Per Hansen, formand for Offentlige Chefer i DJØF, ikke noget entydigt svar på.

”Det kan jeg sandt at sige ikke give dig et svar på. I stedet for at gætte vil jeg hellere sige, at vi må finde ud af, hvorfor vi adskiller os,” siger Per Hansen.

Som repræsentant for de offentlige chefer, hvad er din reaktion så på, at så mange djøfere bliver mobbet af chefen?

”Vi står tilsyneladende med en ledelsesudfordring, som vi skal tage meget alvorligt. Mobning på arbejdspladsen er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, og at det også er chefen, der mobber, gør kun overgrebet værre. Chefen har et stort ansvar for at vise, at den slags under ingen omstændigheder kan tolereres,” siger Per Hansen.

Når det er chefen, der holder for, kan det være ekstra belastende, medgiver Hanne Nørby, der er tilknyttet DJØF som erhvervspsykolog. Hun har haft en række djøfere i sin konsultation, der føler sig mobbet af chefen.

”Magtrelationen er det problematiske, når man føler, at chefen er ude efter en. For hvordan skal man forsvare sig, og hvem skal man gå til?” spørger Hanne Nørby.

Ude i kulden

Hanne Nørby siger, at de mobbeofre, der kommer til hende, ofte føler sig forbigået med hensyn til interessante opgaver og projekter. De føler, at de blive holdt uden for ’det gode selskab’ og ekskluderet fra fællesskabet.

Hun peger på, at det er utrolig vigtigt at forebygge mobning, for når djøferne først kommer til hende, er det mange gange for sent at rette op på relationen til chefen og kollegerne igen.

Den sender vi videre til Per Hansen:

Er der ikke noget galt, når næsten halvdelen af cheferne ifølge DJØFs undersøgelse tilkendegiver, at der i høj eller nogen grad er et tilstrækkeligt beredskab på arbejdspladsen til at håndtere problemer med mobning, mens kun 22 procent af de menige medarbejdere synes det samme?

”Jo, det er ikke godt nok. Vi ved fra erfaringer fra folkeskolen, at man langt hen ad vejen kan komme mobning til livs ved at erkende problemet, tale åbent om det og bliver enig om et fælles regelsæt. Det kunne vi lære af,” siger Per Hansen.

Hvad vil DJØF så gøre?

”Jeg opfordrer på det kraftigste vores chefmedlemmer til hellere at tage problemet op en gang for meget end en gang for lidt. Desuden gør DJØF, hvad vi kan for at lægge pres på lovgiverne. Regeringens nye strategi for arbejdsmiljøet frem til 2020 nævner for eksempel overhovedet ikke mobning og er alt alt for ukonkret i forhold til det psykiske arbejdsmiljø. Det kan gøres meget meget bedre,” siger Per Hansen.

Ifølge DJØFs undersøgelse er der ikke den store forskel på, om man er offentligt eller privatansat, eller om man er mand eller kvinde, når det gælder risikoen for at blive mobbet af chefen.


Luft for chefen

Efter et halvt år med mobning fra chefen gik Carsten Bech i strejke. Han sygemeldte sig, fordi han ikke længere ville finde sig i at blive ignoreret.

Carsten Bech fik nok den dag, han holdt oplæg for kollegerne om et nyt lønstyringssystem, som han havde været med til at implementere. Chefen sad der også, men midt under oplæget gik han uden forklaring. Og da Carsten Bech bagefter mødte chefen, kommenterede han intet, selv om han godt vidste, at det var et stort stykke arbejde, Carsten Bech havde lagt bag.

Men det var bare dråben. Forud for det havde Carsten Bech oplevet ikke at blive indkaldt til MUS-samtale, selvom alle hans kolleger blev indkaldt. Han oplevede også, at hans opgaver en efter en blevet givet til andre. Begrundelser fik han ikke, for chefen talte han stort set aldrig med, og hvis de mødtes, ignorerede chefen ham. Ikke så meget som et hej blev det til. Også kollegerne begyndte at vende ham ryggen.

Og så ville Carsten Bech bare ikke være med længere. Han gik ikke helt ned med flaget, som han siger, men han sygemeldte sig som en form for protest.

”Det var ikke på grund af belastningen. Vores økonomi er baseret på, at én af os kan være arbejdsløs. Men jeg gik i strejke, fordi jeg bare ikke synes, det var i orden.”

Undskyld og farvel

Carsten Bech vendte tilbage til arbejdet efter tre uger, for han havde nogle arbejdsopgaver, som ikke kunne vente længere, syntes han. Han vendte da også tilbage til en undskyldning fra chefen.

Carsten Bech mener, at chefen i bund og grund er ’en god fyr’, men at det var en ny direktør, der var skyld i, at Carsten Bech blev frosset ude. Hun ville tilsyneladende gerne af med en håndfuld ældre medarbejdere – Carsten Bech var én af dem.

”De regnede måske med, at jeg selv ville sige op,” siger han.

Det gjorde han ikke. Til gengæld endte det med, at han blev fyret. Han fik dog et job i samme organisation via en intern jobbank.

”Og der var heldigvis andre, der gerne ville bruge mig,” som Carsten Bech siger.

Carsten Bech har ønsket at være anonym, så han optræder ikke under sit rigtige navn, men redaktionen er bekendt med hans identitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet