Den engelske model

6.10.2010

af

Antallet af politiske rådgivere i ministerierne stiger. Det øger behovet for klare retningslinjer for, hvad de kan bruges til, mener en af landets mest erfarne embedsmand, Erik Lindegaard.

Der er ingen tvivl om, at kommende regeringer vil betjene sig af mindst lige så mange politiske rådgivere som den nuværende, hvilket vil sige 20-30 stykker. Måske endnu flere, for udviklingen går i retning af flere politiske rådgivere i ministerierne.

Derfor haster det med at få lavet nogle klare spilleregler for de politiske embedsmænds arbejde: Hvad må de egentlig blande sig i, hvilket mandat har de etc.

Det mener den erfarne topembedsmand Erik Lindegaard, tidligere direktør i Miljøstyrelsen og medforfatter til bogen ’Politikere og embedsmænd – samspil om ledelse i den offentlige sektor’.

”Der er behov for mere klarhed om, hvilket råderum de politiske rådgivere har. I dag hører jeg, at det fx er uklart, hvilke opgaver ministrene kan overlade til dem, om de har instruksbeføjelser over for andre i ministerierne, om de kan udtale sig på ministerens vegne, eller hvordan de indgår i de interne kommandoveje i ministerierne,” forklarer Erik Lindegaard og tilføjer:

”Og praksis er forskellig i ministerierne.”

Erik Lindegaard henviser til flere af vores nabolande, hvor retningslinjerne for de politiske rådgivere i ministerierne er langt bedre og mere detaljeret beskrevet end i Danmark.

”Intet tyder på, at vi får færre politiske rådgivere i fremtiden, hvilket vi måske allerede vil se ved et eventuelt kommende regeringsskifte. Uden klare spilleregler risikerer vi at få nogle uheldige sager, hvor brugen af politiske rådgivere bliver problematisk. En sådan udvikling bør vi komme i forkøbet ved at få lavet nogle klare retningslinjer for deres arbejde,” siger Erik Lindegaard.

Med betænkning 1443 fik Anders Fogh Rasmussen i 2004 lagt de overordnede rammer for de særlige politiske rådgivere, men der er aldrig blevet udarbejdet nærmere retningslinjer for deres arbejde.

Klare spilleregler i England

Erik Lindegaard henviser blandt andet til England, hvor der er en lang tradition for brugen af politiske embedsmænd (special advisers og expert advisers, red.). Hvor de første dukkede op i Danmark for cirka 20 år siden, går den engelske tradition næsten 40 år tilbage.

Og antallet er vokset kraftigt under Blair og Brown, så der i dag findes cirka 100 politiske rådgivere i ministerierne.

”Bortset fra at der er flere politiske rådgivere i England, og at der er en længere tradition for at bruge dem, er der nok ikke den store forskel på, hvad de politiske rådgivere bliver brugt til i England og Danmark,” siger Erik Lindegaard og fortsætter:

”Men på ét væsentligt punkt er der en forskel: Englænderne har helt klare spilleregler for, hvad de politiske embedsmænd må og kan blande sig i mv.,” forklarer Erik Lindegaard, der mener, at det er en klar fordel for de neutrale embedsmænd at have helt klare retningslinjer for, hvem der løser hvilke opgaver.

Juniorministre eller statssekretærer

I England, Norge, Sverige og Tyskland findes der vice- og juniorministre eller statssekretærer, der kan supplere og aflaste ministeren i det daglige arbejde, i modsætning til Danmark, hvor der kun er én minister med politisk mandat i hvert ministerium.

Erik Lindegaard anbefaler, at vi i Danmark får en lignende ordning – med politisk valgte juniorministre eller statssekretærer, der udpeges sammen med ministeren.

”De danske ministre er i dag langt mere presset, end de var for ti år siden. De er ikke blevet aflastet i nogen af deres opgaver − mange opgaver er tværtimod blevet mere krævende, og nye er kommet til. Fx det internationale arbejde og EU-arbejdet. Opgaverne og deres betydning er vokset meget, og danske ministre bruger efter min vurdering ikke nok kræfter på området i dag. Også den interne koordinering i regeringen kræver i dag langt mere for ikke at tale om medierne, hvor især nyhedskanaler jagter ministrene døgnet rundt,” siger Erik Lindegaard, der mener, at dette næsten er en umulig opgave for ét menneske.

”Løsningen er at udnævne en juniorminister eller statssekretær. Hidtil har det været afvist med den begrundelse, at det nuværende system fungerer godt, men denne begrundelse holder ikke længere. Selv den dygtigste minister har kun 24 timer i døgnet, og ministerarbejdet lider under det,” forklarer Erik Lindegaard, der samtidig ser ordningen som en mulighed for at ’uddanne’ nye minisitre.

”Der er ingen tvivl om, at det vil lette overgangen fra at være folketingspolitiker til at blive øverste leder af et ministerium, hvis man har et par år som juniorminister eller statssekretær bag sig,” siger Erik Lindegaard og tilføjer:

”Og i den periode kan de selv og partilederen så også passende finde ud af, om evnerne og lysten rækker til at blive ’rigtig’ minister.”

Den neutrale embedsmand sikres

Netop de klare spilleregler for de politiske embedsmænd er helt afgørende for, at DJØFs søsterorganisation i England ikke ser nogen problemer med den voksende brug af politiske embedsmænd i den engelske centraladministration.

”Rollerne er klart adskilte mellem den politiske og neutrale embedsmand – det er accepteret af alle og fungerer godt. Blandt andet fordi de ’neutrale’ embedsmænd er sikret, at de altid kan og skal være neutrale i deres rådgivning til ministrene – modsat de politiske embedsmænd,” siger Charles Cochrane, der er direktør hos The Public and Commercial Services Union i England med ansvar for politik og kommunikation.

Han forklarer, at der tilbage i 1990’erne var flere sager, hvor de politiske embedsmænd på en uheldig måde overskred deres kompetencer. Og i en konkret sag var der meget kritik af, at politiske rådgivere havde givet ordre til de neutrale embedsmænd.

”Men siden har vi fået helt klare spilleregler for, hvad de politiske rådgivere kan blande sig i, og hvilke kompetencer de i øvrigt har i forhold til embedsværket. Det har fjernet risikoen for, at de politiske rådgivere kommer til at blande sig i noget eller udstikke ordre om konkrete sager, som de bør holde sig fra,” forklarer Charles Cochrane.

Cameron startede som politisk rådgiver

Ved forårets valg i England var der ’store skiftedag’ blandt 100 politiske rådgivere. De nye politiske rådgivere kommer fra mange forskellige steder i samfundet, men de færreste har en traditionel karriere som embedsmand bag sig.

”Mange kommer fra erhvervslivet, medierne, partierne eller organisationerne. Og når de mister deres job som rådgivere i forbindelse med et valg, vil en del vende tilbage til deres oprindelige jobs,” forklarer Charles Cochrane.

Men en del vælger også at bruge deres erfaring som politisk rådgiver som springbræt til at starte en karriere som politiker.

”Mange af de rådgivere, der har forladt ministerierne i forbindelse med forårets valg, vil vi sandsynligvis se igen, når de ved næste valg opstiller som politikere. Det er et karrieremønster, som er blevet mere og mere udbredt i England,” fortæller Charles Cochrane.

Og at en start som politisk rådgiver kan føre vidt, er det seneste parlamentsvalg i England et rigtig godt og konkret bevis på:

Den nyvalgte premierminister, den konservative David Cameron, havde tilbage i 1990’erne job som politisk rådgiver i det engelske finansministerium, hvor han rådgav den daværende finansminister, Norman Lamont.

Han har også fungeret som rådgiver for den tidligere formand for the Conservative Party, Michael Howard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet