I ugerne efter det netop overståede kommunalvalg var vi vidne til et hidtil uset cirkus af konstitueringsprocesser, som mildest talt ikke klæder demokratiet. Det, vi har set, er julelege, der hører til i børnehaver, og ikke blandt voksne valgte ledere. Hvad, vi har set, er latterligt og uansvarligt. Disse konstitueringer er en del af den demokratiske proces; demokratiet er generelt skrøbeligt, og hvad der måske i særlig grad er skrøbeligt, er det lokale demokrati. Kommuner og regioner har et stort ansvar for at forvalte demokratiet ordentligt, og det er der en stribe politikere, der ikke har evnet ved det netop overståede valg. Jeg siger ikke, at det er let at formulere procedurer for konstitueringsprocesser, men jeg er sikker på, at det er muligt at formulere noget, der er bedre end det ingenting, som vi nu har, og som gør helt bizarre forløb mulige. Kommunalpolitikere taler ofte om det lokale selvstyre, og de taler om, at vi skal værne om det. Det er rigtigt, men de første, der skal gøre det, er kommunalpolitikerne selv.