Ekspertsvigt - med efterfølgende bondeanger

Poul Erik Mouritzens indlæg er bemærkelsesværdigt ved, at der gives udtryk for, at embedsmændene med bistand af formanden, den administrerende direktør i Sygeforsikringen Danmark, fordrejede den eksisterende viden om blandt andet kommunale stordriftsfordele, og at han alligevel ikke tog afstand herfra i kommissionens betænkning, som det da også gøres opmærksom på i den til artiklen tilknyttede kommentarboks. Dette skulle angiveligt skyldes, at han – sammen med de to andre eksperter i kommissionen – angiveligt kun havde ’ét skud i bøssen’. Hvorfor dette skulle være tilfældet, står imidlertid hen som en uforklaret gåde. Og hvis det endelig skulle have noget for sig, opstår en anden gåde: Hvorfor så skyde så skævt?

Eksistensen af kommunale stordriftsfordele var nemlig den afgørende forudsætning for, at der fra et effektivitetssynspunkt kunne argumenteres for større kommuner. Og det var igen forudsætningen for, at amterne kunne nedlægges, idet større kommuner muliggjorde, at en række tidligere amtskommunale opgaver kunne overføres til kommunerne. Da selv større kommuner ikke kunne magte sygehusopgaverne, og da disse opgaver ikke ønskedes overført til staten, blev regionerne født.

Poul Erik Mouritzen skrev som antydet godt nok – sammen med de to andre eksperter i kommissionen – en mindretalsudtalelse på ni punkter. Men i mindretalsudtalelsen blev der ikke taget afstand fra, at der var kommunale stordriftsfordele. I kommentarerne til punkt to giver ekspertmindretallet ligefrem udtryk for, at det er muligt at indhøste effektivitetsgevinster ved kommunesammenlægninger jf.:

”Men indhøstning af de potentielle effektivitetsgevinster ved afskaffelsen af et administrativt led (det er amterne, der tænkes på, min tilføjelse) forudsætter naturligvis – som udnyttelsen af fordelene ved kommunesammenlægninger – at der er den fornødne politiske og administrative vilje til at hjemtage disse gevinster.”

Poul Erik Mouritzens indlæg kan derfor næsten kun læses som udtryk for bondeanger over, at han ikke – da muligheden var herfor – tog afstand fra den manipulation, der skete i Strukturkommissionen. De heraf følgende selvforskyldte kvaler kommer flere steder til udtryk i hans indlæg. Således anføres, at to afdelingschefer fra henholdsvis Finansministeriet samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der også var medlemmer af kommissionen, fik for stor indflydelse, idet de samtidig også var chefer for de mange AC’ere, der betjente kommissionen, ligesom bunkerne af papir var ekstremt store.

Det kan naturligvis undre, at en professor ved et Institut for Statskundskab tilsyneladende har været ubekendt med ’livets lov’ på Slotsholmen og i hvert fald har ladet sig overrumple heraf. Det kan også undre, at eksperter kan gøres møre – fratages overblikket – alene ved hjælp af bunker af papir. På universitetsplan må det vel være en opgave at lære de studerende at sondre mellem væsentligt og uvæsentligt. Det bør en professor naturligvis også kunne.

Man kan kun gisne om, hvorfor Poul Erik Mouritzen ikke sagde fra i tide. Og endnu mere kan det undre, at vi skal læse denne form for bekendelseslitteratur. Men der er næppe grund til mere at spekulere over en diagnose. En henvisning til de to sidste ord i bogens overskrift ’nyttige idioter’ rammer måske plet?

Det er åbenbart, at det ikke styrker tiltroen til brug af eksperter i kommissioner mv., hvis der kommer for mange eksempler på svigt af den art, som professor Poul Erik Mouritzen har begået i Strukturkommissionen – og så bliver det ikke bedre af, at andre forsøges gjort til syndebukke herfor.

Svar

Poul Erik Mouritzen har haft mulighed for at kommenterer ovenstående indlæg, men har ikke ønsket at indgå i en debat med Christen Sørensen.