Præsident for retfærdighed

Det er svært ikke at være en lille smule nervøs, når man går ind gennem Prins Jørgens Gård og skal erobre den stejle stentrappe, der fører op til Højesterets massive dør. Få bygninger hviler så tungt i deres egen autoritet, og mange advokater har våde håndflader og mærker denne særlige utilpashedens tørhed i halsen, når de skal ind og procedere en sag her. Så kan man håbe for dem, at de møder foran den nye retspræsident, Børge Dahl, som er en afvæbnende, behagelig og lattermild mand.

Den karakteristik går igen hos alle kilder. De roser den 66-årige dommer, som nu har indtaget landets højeste juridiske embede, og peger på hans engagement, integritet, charme og ikke mindst juridiske hjerne, som, siger de, kan tænke ud over den konkrete sag og se den i et længere perspektiv. De siger også, at han har temperament og kan være temmelig utålmodig, men det er træk, der drukner i goodwill.

Kritikerne er umiddelbart ikke til at få øje på, bortset fra dr.jur. Jesper Berning, der kritiserer Dahl for at tale ”fra dybet om viljen til at nå den rette afgørelse i retfærdighedens navn – et begreb, som man næsten troede var afskaffet med professor Alf Ross”. Berning synes også, at retspræsidenten har alt for snæver erfaring fra det virkelige liv, hvilket vil gøre det svært for ham at forstå erhvervslivets vilkår.

“Det lover ikke godt,” skriver Jesper Berning i et debatindlæg i Jyllandsposten.    

“Men arbejdsretlige sager er den virkelige verden, der rykker ind i retslokalet,” påpeger Pernille Knudsen, advokat i Dansk Arbejdsgiverforening.

Hun har mødt i Arbejdsretten, hvor Dahl i mange år har været formand, og har desuden arbejdet sammen med ham i andre arbejdsretlige sammenhænge. Hun beskriver ham som hård, men retfærdig i retten og som en utrolig dygtig, lyttende og vellidt person, der er i stand til at skabe en god atmosfære. Sådan oplever hendes kollega i DA, vicedirektør Povl-Christian Jensen, også Højesterets nye retspræsident.

“Han er et levende, meget bestemt og engageret menneske, der har vist stor ansvarsfølelse i det arbejdsretlige system - og her vil han virkelig blive savnet,“ siger Povl-Christian Jensen, der som repræsentant for arbejdsgiverne selv har været voldgiftsdommer i arbejdsretten med Dahl som formand, en post han med sin nye stilling nu vinker farvel til.

Også på arbejdstagerside er karakteristikken overordentlig positiv. Leo Lybæk Hansen, advokat i LO, siger, at han ”i meget høj grad har haft sit hjerte med i arbejdet.”

Man bliver lille

Børge Dahl kommer oprindeligt fra Hadsund. Hans far var arbejdsmand. Moren hjemmegående. Der var fire børn i hjemmet. I roesæsonen stod hele familien op klokken fem og tog af sted for at hakke roer. Det lå i kortene, at man skulle ud og tjene efter syvende klasse. Det gjorde storebroren, men Børge ville i gymnasiet. Han læste bøger og klarede sig glimrende i skolen. Også mælkemanden, hvor han havde en tjans og kørte med ud med hestevogn og bragte mælk ud, lagde mærke til, at drengen var påfaldende god til at regne og kunne mere end at løbe op og ned ad trapper og få hesten ud i engen.

Spørgsmålet om, hvorvidt Børge skulle i gymnasiet, var ikke til diskussion. Han insisterede, forældrene kunne sige, hvad de ville. Heldigvis var han så dygtig, at han fik støtte til en plads på en kostskole, Rungsted Statsskole, som familien ikke havde penge til.

Afstanden mellem Hadsund og Rungsted var mildt sagt stor. På mange måder var det som at komme til en anden verden, mange forekom at være ustyrligt rige, og allerede fra dag ét trådte de sociale forskelle frem i klassen. Selv om skolen sad inde med oplysninger om eleverne og deres baggrund, spurgte læreren hver og en om, hvilken stilling deres forældre havde. De var direktører, højesteretssagførere og alt muligt andet, som virkede meget fint på en 16-årig fra Hadsund.       

”Og så sidder man jo dér og bliver lidt lille.”

Efter gymnasiet kom han i militæret og blev premierløjtnant, bagefter begyndte han at læse jura - et sikkert valg i forhold til matematik eller sammenlignende litteratur, to vidt forskellige retninger, som han en overgang også havde overvejet. Han blev cand.jur., kandidatstipendiat på Københavns Universitet, arbejdede en kort overgang hos Forbrugerombudsmanden, blev lektor på universitetet og professor i erhvervsret.

Da advokat Pernille Knudsen for tyve år siden gik til mundtlig eksamen i arbejdsret, var Børge Dahl censor og gav hende en karakter, hun var stærkt utilfreds med. Om aftenen tog hun mod til sig og ringede for at få en nærmere forklaring.

”Og så fik jeg en privat forelæsning på en lille time, og han gav mig nogle guldkorn, som jeg fik utrolig stor glæde af. Og jeg kendte ham altså ikke dengang. Det viser lidt om, hvor engageret og venlig han er,” siger Pernille Knudsen, der dog også har set hans temperamentsfulde side i retten.  

Dygtig og praktisk 

Børge Dahl har ud over at være formand for Afskedigelsesnævnet og Ledernævnet også været formand for Dansk Forening for Arbejdsret og Udvalget for Faglige Voldgiftsretter, hvor Jens Kristiansen, der er professor i arbejdsret ved Københavns Universitet, kender ham fra. Og han siger:

“Børge Dahl er først og fremmest en dygtig jurist, der har et indgående kendskab til alle dele af retssystemet. Han er en stor analytisk kapacitet, der har sans for den praktiske dimension, især for at resultatet skal kunne løse den tvist, parterne står med, og de to egenskaber er meget sjældent sammenfaldende hos én person.” 

Og så må det være på høje tid at spørge manden, der har været dommer i Højesteret i 14 år, om hvad han vil med stillingen som retspræsident. 

“Det her er en institution, hvor man bliver præsident, fordi kollegerne vælger en. Det centrale i vores arbejde er vores afgørelser, og dem skal man være mindst fem om at træffe, så derfor er det ikke et spørgsmål om, hvad den enkelte vil, men om hvad vi kan blive enige om i fællesskab,” siger Børge Dahl og besvarer således spørgsmålet så diplomatisk, at man bliver nødt til at stille det igen.

“Jeg vil gerne være med til at efterlade en institution, som udvikler sig i takt med, at omgivelsernes behov ændrer sig,” lyder det fra ham, og han nævner dommene – Højesterets produkt – som det mest nærliggende eksempel på synlig udvikling.

”Vi er blevet bedre til at skrive domme, synes vi selv, men vi kan nok blive endnu bedre.”

En del jurister synes stadig, at jeres begrundelser er for korte, og at argumentationen derfor nogle gange kan være svær at følge.

”Hvis man ser, hvad der er sket de seneste 20 år, så er vores domme blevet meget fyldigere, og det er nemt at dokumentere. Ugeskrift for Retsvæsen fylder i dag tre gange så meget, og det er ikke bare på grund af antallet af sager. At skrive mere udførligt og præcist er en proces, der har været i gang i mange år. Der er tradition for, at vi skriver ovenpå de tidligere instansers afgørelser, mens for eksempel den norske Højesteret skriver domme, der kan stå alene. Det kan man jo ikke bare lige gøre fra den ene dag til den anden, men det er da bestemt noget, som er en overvejelse værd.”

Ingen revolution

Det er Højesterets dommere, der har valgt Børge Dahl som ny præsident, men hvordan det er gået til, om de har stemt ved håndsoprækning eller ved at lægge en foldet seddel med hans navn ned i en hat, vil han ikke ind på.

Vil han gøre det anderledes end sin forgænger?

”Jeg vil gerne bestræbe mig på, at vi har det godt med hinanden internt i huset, som er en enestående arbejdsplads, og jeg vil gerne være med til at sørge for, at Højesteret lever op til sin forpligtelse i samfundet; opgaven er i virkeligheden at være med til at stå værn om retssikkerheden på lovens grund. Og det er jo fuldstændig den samme opgave som Torben Melchior har haft, og som dem, der var før ham, har haft.”

Så der vil altså ikke være nogen forskel på dig og Torben Melchior?

”Det er ikke til at sige. Umiddelbart træder man ind og fortsætter i det spor, der er lagt, hvilket betyder, at der ikke kommer til at ske revolutioner. Højesteret fejrer sit 350 års jubilæum i februar næste år, så der har jo været mange før mig, og der kommer mange efter. Men som retspræsident har man naturligvis bl.a. til opgave at søge institutionen løbende udviklet i overensstemmelse med tidens behov og en målsætning, som finder tilslutning. Når det kommer til domsskrivning, får den enkelte dommer løn for at danne en selvstændig mening, men når vi skriver dommene, er vi fælles om det, og her har retsformanden formidlerens rolle, idet han skal forsøge at få alle de forskellige synspunkter til at gå op i en højere enhed, så alle har det godt med resultatet. Vi har en oplevelse af at have et fælles ansvar for det samlede produkt, og hvis der er to standpunkter, så skal der også være plads til dem. Så når der er dissens, taler vi også med hinanden om, hvordan vi får dette udtrykt bedst muligt.”

En dag på kontoret

Børge Dahl cykler til arbejde og møder for det meste ved halv otte-tiden om morgenen. Typisk sidder han i retten fra 9 til 14 og skriver domme tre-fire dage om ugen. Derudover er han chef for personalet (19 dommere, 12-13 dommerfuldmægtige, 5-6 studenter plus kontor- og vagtpersonale - i alt lidt over 50 ansatte) og skal sammen med administrationschefen få det til at glide i denne forholdsvis lille institution.

Med til jobbet hører interne møder og møder med repræsentanter fra de andre domstole, med Domstolsstyrelsen, med nordiske og europæiske retspræsidenter, og med andre uden for Europa. Forholdet til de internationale domstole - navnlig EU-domstolen og Menneskerettighedsdomstolen - kan godt give problemer, fordi de har en anden - det vil sige mere dynamisk fortolkningsstil end danske domstole.

”Der er på den ene side behov for internationale domstole til at sikre en fælles minimumsbeskyttelse på nogle områder, men omvendt er det et problem, hvis velfærdsidealer bliver til retligt bindende standarder. Tingene skulle nødigt blive mere dynamiske end godt er,” siger Børge Dahl.

I Danmark kunne man godt forestille sig, at forholdet til for eksempel Sø- og Handelsretten kunne være noget anstrengt, idet Højesteret i 2007 underkendte 62 procent af de sager, der var indbragt herfra. Kan der virkelig være så stor forskel på jurister og dermed kvaliteten i de to domstoles afgørelser?    

”Det svinger fra år til år - det kan være 30 procent det ene år og 60 procent det næste, men statistikken er lavet på et meget lille tal. Hovedparten af Sø- og Handelsrettens afgørelser bliver ikke appelleret, så hvis man målte omgørelsesprocenten i forhold til den samlede mængde, så er der tale om marginaler. Og så er det i øvrigt heller ikke sikkert, at de indbragte sager var principielle. Det kan være sager, der i høj grad beror på en bedømmelse af beviserne, og den slags sager kan blive lavet om, når de appelleres, og det er sådan set ideen med et appel-system, at man får mulighed for at gøre det bedre ved at få fremstillet sagen på den rette måde.”

Du har sagt, at du gerne vil bidrage til, at ’retfærdigheden sker fyldest’. Retfærdighed er et ord, som jurister ellers har det meget svært med. Men ikke dig?

”Jeg synes, det lyder godt.” Børge Dahl ler hjerteligt.

Kan du definere retfærdighed?

”Det er helt åbenbart, at dommere skal dømme efter loven. Men loven er jo ufuldstændig - den skal tolkes, og det er det, man har dommere til og til at sikre - som der står i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - at folk får en retfærdig rettergang. Dommeri i sidste instans handler om, hvad det er for nogle regler, der gælder, og hvordan de efter deres indhold, baggrund og formål samfundsmæssigt og menneskeligt bedst anvendes i den konkrete sag. Alle regler udspringer af værdier. Man kan derfor, mener jeg, tale om retfærdighed, når resultatet ligger inden for rammerne og bedst tjener de samfundsmæssige hensyn og på den måde opleves som retfærdigt.”

Det ville også være mærkeligt, hvis en retspræsident ikke turde tage ordet i sin mund.