Folk, der sættes på gaden

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor systemet skal behandle de fattige så hårdt. Antallet af folk, der må gå fra hus og hjem, er eksploderet de sidste ti år. Knap 4.000 mennesker blev sat på gaden i 2009. I 2002 var det kun 1.823. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere ydmygende end netop dét. Og tænk, hvis man oven i købet har børn. Stakkels unger. Hvordan i alverden forklarer de det over for kammeraterne i skolen dagen efter? Puha, det gør helt ondt at tænke på.  

For nylig faldt jeg så over et program om fogedens arbejde på P1. Som det ofte er med P1s programmer, fangede det mig i en grad, så jeg blev siddende i bilen, længe efter jeg egentlig havde parkeret, bare for at lytte programmet til ende.

Programmet følger en af dem, der eksekverer den tunge beslutning - fogeden. Programmet endte med at understrege for mig, at uanset hvor fantastisk godt en offentligt ansat gør sit arbejde, så bliver det aldrig bedre end de regler, der er vedtaget. I programmet møder vi nemlig et velovervejet og meget sympatisk menneske med stor empati og en god sans for, hvordan han skulle tackle den svære situation for de mennesker, der er kommet i klemme. Ham kan Roskilde Fogedret godt være stolte af. Men på trods af hans usædvanligt gode attitude, så ændrer det jo ikke på, at det er frygteligt at blive sat ud, og den måde, reglerne er lavet på, gør det kun værre. 

En af dem, der skal sættes på gaden, er ikke hjemme, og derfor lukker fogeden sig selv ind. Der er studenterbilleder på væggene, og selv opvasken står endnu. Beboeren har fået at vide, at hun ville blive sat ud og har fået datoen at vide, men fordi hun har valgt ikke at være hjemme, får hun ingen mulighed for at tage personlige ting med sig. Hele lejligheden ryddes. Indboet er ikke nok værd til at dække omkostningerne ved flytningen, konstaterer en betjent. Derfor skal det hele destrueres. Bestik, møbler, fjernsyn, billeder, håndklæder og papirer. Alt ryger. Intet bliver opbevaret. Hvad er det nu for noget? Hvorfor i alverden skal alle tingene destrueres? Prøv at tænk på dem, der mister alt i en brand, eller dem, hvis hus har været oversvømmet. Den sorg, det er for dem at miste alle deres ting, alt det de kender og har samlet sammen igennem deres liv. Det er dét, vi som samfund gør ved folk, der alene har gjort sig skyldige i ikke at kunne betale huslejen. Er det ikke at skyde gråspurve med kanoner?

Fogeden i programmet kommer med et såre simpelt løsningsforslag: Hvorfor ikke have en buffer på et par måneder, hvor tingene opbevares i nogle flyttekasser på et offentligt opbevaringssted? Så kunne folk få en chance for at få rettet skuden op og dermed undgå at skulle starte helt forfra.

Efter at have hørt udsendelsen er det svært ikke at give fogeden ret. For selvom indboet ikke er noget værd i auktionsøjemed, så koster det jo spidsen af en jetjager at genanskaffe. Tænk på, hvor mange år det tager en almindelig familie at anskaffe alt det, der skal til. Hvordan i alverden skal det så gå for en fattig familie? Hertil kommer, at en stor del af dem, der får konfiskeret sine ting, jo kun har ét sted at vende sig hen for at få tingene erstattet. Kommunen, og så er det jo alligevel os skatteborgere, der skal betale for nyanskaffelsen. Der er altså ikke rigtig noget økonomisk argument.

Således kommer det til at virke som en ren straffeaktion mod dem, der udsættes, og det synes jeg er uacceptabelt. Skal man tage fogedens ord for gode varer, så er det ”drastisk at blive sat på gaden”. Han fortæller, at børnene bliver placeret andre steder, og at kommunen jo ikke bare finder en ny lejlighed. Han fortæller, at familier går i opløsning som konsekvens af udsætningerne. Han efterlader ikke megen tvivl om, at det er rigeligt straf i sig selv at blive sat på gaden, og det samme indtryk får man af at høre reaktionen fra dem, der bliver sat ud. Vi behøver slet, slet ikke at putte salt i såret ved at konfiskere folks ting.

Tak til P1 for en øjenåbner om forholdene for nogle af landets allermest udsatte.