Video-retssager sparer timer på landevejen

Klokken halv syv om morgenen én gang om ugen møder politijurister i Esbjerg op ved en bus og bliver kørt ned til retten i Sønderborg. To timer den ene vej og to timer den anden. Bussen er retur ved 18-tiden. Det er de nødt til, for efter politireformen er der kun er én politigård tilbage i Syd- og Sønderjylland – dén i Esbjerg.

Og så kunne det endda være endnu flere, der skulle med bussen, hvis det ikke var, fordi nogle retsmøder i dag køres over videokonference, fordi Domstolsstyrelsen for et halvt år siden som pilotprojekt installerede udstyret til det hos politi, arrester og retter i netop Syd- og Sønderjylland.

En ændring af retsplejeloven gør det tilladt i visse typer sager, og Domstolsstyrelsen har udviklet teknologien til det med støtte fra ABT-fonden – Anvendt Borgernær Teknologi.

Når dommeren beslutter at køre et retsmøde pr. videokonference, går den store gevinst rent økonomisk til politiet, som kan slippe for kørsel med fx arrestanter frem og tilbage mellem arrest og ret. En fristforlængelse af en varetægtsfængsling tager typisk 15-20 minutter i retten, men måske ti gange så lang tid på landevejen.

Projektet fik for nylig IT-branchens og Videnskabsministeriets pris for Grøn IT.

Dommerne roser det:

”Det er let tilgængeligt, det er teknisk let at bruge, og det giver næsten lige så god en fornemmelse som at have den sigtede til stede i retten,” siger byretspræsident ved retten i Sønderborg, Karen Thegen.

Grethe Albret Troelsen, formand for de offentlige anklagere, mener også, det er en god ide dér, hvor det er praktisk muligt.

”Men det kan aldrig løse alle vores problemer med transport efter politireformen. Det kan fx være vanskeligt for os at håndtere en videokonference, hvis der er tale om flere sigtede, psykisk syge eller meget urolige arrestanter.”

Lad det ikke falde til jorden

Der skal 100 mio. kr. til, hvis videokonferencer skal udrulles til alle landets domstole, arresthuse og politigårde.

”Det vil vi meget gerne,” siger Domstolsstyrelsen direktør, Adam Wolf.

”Vi mener, der er en gevinst for samfundet som helhed. Borgere og virksomheder, som skal møde som vidner, får også glæde af det. Og en retssag kan forløbe på ny en måde, som opleves som moderne.”

Men Domstolsstyrelsen har ikke 100 mio. kr. til det. Så nu regner man på udgifterne og de samfundsmæssige gevinster, og så bliver der sendt en fælles ansøgning fra domstole, politi og Kriminalforsorg om at få pengene fra ABT-fonden. Fondens tre mia. kr. er øremærket til at støtte nye, mere effektive måder at anvende teknologi på i det offentlige.

Der er for meget på spil for samfundet til, at det her må falde til jorden, fordi Domstolsstyrelsen ikke selv har pengene, lyder det fra Michael Karvø, direktør i det uafhængige videncenter Center for Digital Forvaltning.

Find dog midlerne på tværs af Justitsministeriet eller på tværs af staten, opfordrer han. Andre myndigheder kan lære af det visionære projekt og bruge det selv.

”Hvis dommere, som er gode kritiske og konservative folk, siger god for metoden og teknologien, så er det altså noget, som vi andre også kan bruge,” fastslår han.

”Men den klassiske ’høste-så’ problematik, hvor en myndighed skal til lommerne for at investere i et nyt system, som en anden myndighed høster rationaliseringsgevinsten ved, gør, at vi ikke nødvendigvis får udviklet de løsninger, som kunne gøre tingene billigere for os alle sammen i fremtiden.”