Rend mig i den kreative klasse

I djøfbladet nr. 7, 2010 kommer forfatter og samfundsdebattør Lars Olsen med en række påstande, der godt kan falde en og anden djøfer for brystet.

Alle påstandene kan man faktisk genfinde i Lars Olsens seneste bog: ’Eliternes triumf – da de uddannede klasser tog magten’.

Barsk, men nyttig læsning. Bogens tese er, at det danske folkestyre har udviklet sig fra, at folket styrede landets anliggender til, at det nu er folket, der bliver styret af landets uddannede eliter. Dermed er man efter Lars Olsens opfattelse hurtigt, men nærmest umærkeligt, vendt tilbage til en situation, som også herskede før demokratiets reelle gennembrud. En situation, hvor det er de begavede, de kulturelle og de velbjergede, der har overvægt i at formulere den offentlige mening og dermed bliver styrende i alle offentlige anliggender. Eliterne har så at sige ikke den rette indlevelsesevne til at forstå og afkode det, der bestemmer almindelige folks arbejds- og hverdagsliv. Det skyldes hverken manglende vilje eller evner hos eliten, men det forhold, at de så at sige lever i to adskilte verdener. En adskillelse, der er blevet kraftigt intensiveret i de sidste 20-30 år.

Påstanden er, at det er blevet storbyernes middelklasse, der sætter dagsordenen og præger de politiske beslutninger. Den almindelige befolkning, hvordan den ellers måtte blive defineret, er efter Lars Olsens opfattelse fuldstændigt afkoblet den demokratiske påvirknings- og indflydelsessfære.

Den usynlige adskillelse mellem den akademiske elite og den jævne befolkning er vokset markant i de senere år, og mens den akademiske elite med stor sandsynlighed har vundet magt, prestige og økonomisk velstand med den tiltagende globalisering, har meget brede dele af befolkningen betalt prisen, idet arbejdsmarkedet er blevet voldsomt brutaliseret i den frie konkurrences hellige navn. Dertil skal lægges, at mange af de arbejdspladser, hvor de almindeligt faguddannede og de ikke-uddannede kunne finde reelt arbejde, er blevet flyttet til udlandet. 

Akademiseringen af samfundet er sket overalt – og især inden for undervisningssektoren, hvor akademisk snobberi er særligt udtalt inden for de højere politiske niveauer. Al undervisning indrettes herefter på de højtuddannedes præmisser med udbredt akademisk hovmod over for alt manuelt fagligt arbejde. Dette er naturligvis til stor skade for mange af de unge, der ikke har akademiske forældre at trække på.

Lars Olsens analyser bygger af og til på et lidt tyndt empirisk materiale. Flere af udsagnene er også baseret på en lidt idealiseret og naiv forestilling om tidligere tiders store samfundsmæssige samhørighed og faste klasserelationer.

Den traditionelle klassekamp er imidlertid blevet erklæret død og erstattet af en stærkt iscenesat værdi- og kulturkamp, hvor islam og muslimer kan identificeres som de fremmede – og de uønskede. Det er simpelthen lettere at orkestrere modsætninger mellem forskellige kulturer end klasser, som ingen alligevel vil kendes ved. I denne værdikampens sump er der umærkeligt blevet åbnet op for centralisering af en række offentlige serviceydelser, der både kan bruges til at fremme egentlige nedskæringer, og privatiseringer af det, der bliver tilbage. Ligeledes kan man i den økonomiske forbrugsfest for brede dele af befolkningen skjule det faktum, at indkomstfordelingen er blevet mere og mere skæv.  

Man kan på flere områder godt være kritisk – ja, endog tvivlende – over for dele af Lars Olsens analyse, men man kan på ingen måde afvise, at han har fat i nogle særdeles væsentlige samfundsmæssige problemstillinger. En ting er helt sikkert, og det er, at almindelige menneskers daglige virke tilsyneladende ligger under den politiske elites radar.

Med disse ord skal bogen varmt anbefales til at kunne indgå i en kvalificeret debat om, hvorledes vi bør indrette det politiske system i fremtidens Danmark. Som jeg ser det, er den allerede begyndt i djøfbladet.