Det er svært at følge kommunevalgenes historie før 60’ernes kommunalreform, men i løbet af 60’erne viser der sig en borgmestereffekt. Borgmesteren scorer mange af de nærtstående partiers stemmer: En konservativ borgmester er fx den største ulykke, der kan overgå de radikale og Venstre. Og de repræsenterede partier scorer så de sørgelige rester fra de nærtstående urepræsenterede partier.
Det er markeringsmulighederne, der trækker læsset. Borgmesteren sidder på et informationsmonopol og kan markere sig i enhver sag. De partier, der blot sidder med ved bordet i kommunalbestyrelsen, må så nøjes med småbidderne og særstandpunkter.
I 70’erne ses en ny tendens: Vælgerne hævner sig på den siddende regering. Borgmestrene fra oppositionen scorer de allerhøjeste personlige stemmetal. Det får indflydelse på partiernes politik. Alt skal sættes ind på at erobre borgmesterposten.
Partiernes lokale politik bliver alfaderlig og altfavnende. Samtidig skabes utraditionelle flertalskoalitioner ved kommunalbestyrelsens konstituering. Fx hvor Socialdemokratiet gik sammen med venstrefløjen (FKY) og højrefløjen (Z) for at erobre borgmesterposten.
Og man gik videre. En samlet mindretalsopposition kan handle hurtigt, tilbyde et ambitiøst medlem af flertalspartiet borgmesterposten og splitte flertalsgruppen.
Allerede i 70’erne ses kreative eksempler herpå. Endda hvor flertalsgruppen slår tilbage og lokker en af de ambitiøse fra oppositionen over til flertalsgruppen ved hjælp af borgmesterkæden og dermed genvinder konstitueringsflertallet. Årsagen til denne form for demokrati findes i den kommunale styrelseslov. Der er ikke parlamentarisme i kommunerne. Vinderen tager det hele, en gang for alle.
Så har borgmesteren et sikkert flertal bag sig. Borgmesteren er urørlig og kan fortolke og administrere lovgivningen efter behag og indføre en administration, som er en blanding af refusionstænkning og magtmisbrug i stedet for at gennemføre moderniseringerne ved hjælp af en vidensakkumulerende ledelse.
Sidste nye initiativ er at fyre fastansat, faguddannet personale og udskifte dem med langtidsledige i tilskudsjob.
Lovoverskridende administration kræver, at de kommunalt ansatte (ikke mindst ledere) holder helt kæft med ulovlighederne, ellers vælter konstruktionen med et brag. Derfor er det kommunale system nu den største trussel mod ytringsfriheden og retssikkerheden.
Så ræven skal vogte gæssene – for politiet skal have et direkte pålæg fra statsministeren, hvis de (som i Farum) skal gå ind at efterforske den åbenlyse, vildtvoksende og lovstridige kommunale kreativitet.
Men ved det sidste kommunevalg skete noget nyt!
Borgmestrene kan ikke længere leve op til vælgernes forventninger, som Folketinget nu har løftet op i skyhøjde, mens de har fjernet kommunernes økonomiske selvstyre.
Derfor straffer vælgerne nu borgmesteren for regeringens skattestop.
Så borgmesterposten er ikke længere en attraktiv, magtfuld og velbetalt livstidsstilling.
At 2009 blev en rekord i særprægede koalitioner skyldes, at det er nemmere og mere politisk acceptabelt at vælte en borgmester, der blev straffet af vælgerne.
Et logisk resultat af en elendig kommunal styrelseslov og en forhastet kommunalreform!
Vi behøver en ny reform, hvor den lovfortolkende, den udøvende og den dømmende magt adskilles, og hvor der indføres et effektivt tilsyn med, at kommunen administrerer efter lovenes hensigt
Det indebærer en konsekvent parlamentarisme, hvor et flertal altid kan gennemføre en ny konstituering:
At borgmesterposten deles op i:
At politiske poster, information, markeringsmuligheder og kommunale honorarer fordeles ligeligt og i overensstemmelse med valgresultatet.
Det skal ske ved hjælp af en udvidet (forholdstalsvalgs)mindretalsbeskyttelse, der fører frem til det ønskede resultat:
Når der intet er at røve, er der ingen gevinst ved at organisere en røverbande!
Når der ikke er magt at misbruge, vinder fagligheden nok over magtliderligheden!
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER