Vi laver videnskab - ikke politiske debatbøger

14.4.2010

af

Professor Peter Munk Christiansen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet er ikke enig i Lars Olsens kritik af Magtudredningen. Han skrev bogen ’Den danske elite’ med Birgit Møller og den nu afdøde professor Lise Togeby.

Journalist og forfatter Lars Olsen mener, at I undervurderer de politiske brudflader mellem den almindelige befolkning og den politiske elite ved at skrive, at der ikke er noget elitært over Folketinget?

”Det er ganske enkelt forkert, at vi ikke bekymrer os om Folketingets repræsentation. En af konklusionerne på undersøgelsen af Folketingets medlemmer er, at: ’Folketinget er blevet mere afsondret fra det øvrige samfund’. Det er jo det samme, som Lars Olsen påstår. Jeg er faktisk ikke uenig med ham.”

Men I skriver også, at: ’Folketinget bedre afspejler befolkningens kønsmæssige, aldersmæssige og uddannelsesmæssige sammensætning’. Det tyder vel på, at Lars Olsen har ret, når han læser jeres bog, som om I mener, at Folketinget ikke er elitært sammensat?

”Nej, det er en misforståelse. Vi har undersøgt den politiske elites udvikling over tid. Det fremgår meget tydeligt af bogens analyser – hvis man ellers læser dem – at Folketinget på de tre nævnte egenskaber er kommet til at ligne befolkningen mere – og ikke mindre – i den periode, vi undersøger. Derfor er vores konklusion også korrekt – uanset om Lars Olsen kan lide den eller ej.

I vores bog opstiller vi et krav om repræsentativitet: Folketinget skal afspejle befolkningen. Samtidig skal eliten være dygtig, intelligent og hårdtarbejdende. Begge krav er ikke nødvendigvis opfyldt samtidig. Hvis vi var ligeglade med det sidste kriterium, kunne vi ligeså godt udpege 179 tilfældige medlemmer over 18 år til Folketinget, og det vil vi jo ikke.

Man skal huske på, at det tidligere ikke var almindelige arbejdere, der sad i Folketinget. Det var arbejdere, som havde gjort karriere i fagbevægelsen eller inden for A-pressen. De havde allerede en eliteposition, når de blev valgt til Folketinget. Det gjaldt også for mange andre end socialdemokrater. I dag bliver langt færre valgt ind i Folketinget på baggrund af en karriere uden for politik. Også i den forstand er Folketinget blevet mindre elitært.”

Lars Olsen påstår, at I har svært ved at se problemerne med Folketingets elitære sammensætning, da I selv tilhører den akademiske elite?

”Først vil jeg gerne sige, at hans præmis er forkert. Præmisserne for vores konklusioner er lagt klart frem. Dem kan alle tjekke. Han bruger os som ’stråmænd’, hvor han på baggrund af helt andre præmisser tillægger os konklusioner, som der ikke er belæg for i bogen. Og bagefter vil han vise, at det forholder sig anderledes.

Og dernæst vil det være interessant at få at vide, hvordan han kan se problemerne som akademiker og søn af en akademiker, når vi andre akademikere ikke kan. Hvis man skal følge hans logik, burde jeg have bedre muligheder for at se problemerne end ham, da min far kun havde en faglig uddannelse, og det er jo noget vås. Efter min mening er han ude i ren spekulation. Det er også helt ok, da han skriver en politisk debatbog − og ikke laver videnskab.

Når det så er sagt, kan man diskutere, om ikke der er et rigtigt problem med Folketingets sammensætning. Her kan jeg helt tilslutte mig en bekymring for, at for få af politikerne har erfaringer fra andre dele af samfundet end universiteternes samfundsvidenskabelige institutter.”

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet