Bander og bredt samarbejde

28.4.2010

af

Mens skyderierne fortsætter i Københavns gader, arbejder kommunen på højtryk for at få overblik over den kriminalpræventive indsats og for at beslutte, hvilke tiltag der fremover skal satses på.

Københavns Kommune har allerede gang i mange projekter og tiltag, som skal dæmme op for kriminalitet og rekruttering af unge til bandemiljøet, men der mangler et fælles overblik, retningslinjer for indsatsen og overordnede mål, ligesom der mangler viden om, hvor mange ressourcer kommunen egentlig bruger på den kriminalpræventive indsats, og ikke mindst hvilken effekt det har.

Indsatsen handler ikke kun om den klassiske socialpolitik, men også om byens belysning, renhold og natteliv. Fritidsområdet er vigtigt, og det samme er selvfølgelig skoler og børnehaver, som har tæt kontakt med børnene og måske kan spore tegn på en uheldig udvikling. Integrationsområdet skal med, SSP (samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi. red) samt boligforeningerne. Og endelig sætter Lea Bryld pris på, at Københavns Brandvæsen er involveret.

”Brandvæsenet kan tage ud at hjælpe arbejdspladser, der bliver berørt af uroligheder. Vi har fx oplevet unge, der smed håndgranater ind på en daginstitutionslegeplads, da de flygtede fra politiet. Her kan brandvæsenet rådgive om, hvordan institutionerne bedst håndterer situationen, ligesom det kan tilbyde en vagtfunktion og personligt beredskab til særligt udsatte medarbejdere,” siger Lea Bryld.

Hun oplever, at der generelt er blevet taget godt imod centret. Flere lokale projekter har allerede ringet og inviteret det nye center ud for at se alle de gode ting, de har gang i. 

”Det præventive arbejde lever ofte i skyggen af det mere problemfyldte, så jeg tror, det giver stolthed ude omkring, at der nu kommer politisk bevågenhed og anerkendelse af feltet. Og så handler det om, at vi kommer ud med et åbent og lyttende sind og ikke med den store pegefinger,” siger Lea Bryld.

Samarbejde på tværs

Københavns Kommune er ikke ligefrem berømmet for at have et let og gnidningsfrit samarbejde mellem sine syv forvaltninger, men det afskrækker ikke den nye centerchef.

”Samarbejdet på tværs er en af de store udfordringer, fordi forvaltningerne hver især har deres egne interesser at varetage. Men det er et godt udgangspunkt, at der står et enigt økonomiudvalg bag beslutningen om at oprette Center for Sikker By, og indtil nu har samarbejdet været præget af en meget positiv og engageret tilgang. Bandekrigen gør også, at vi som kommune står på en brændende platform, hvor vi skal have flere af de kriminalitetstruede unge i job eller i gang med en uddannelse,” siger Lea Bryld.

Indtil videre er Center for Sikker By nok mest kendt for at ansætte den pensionerede chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi som deltidskonsulent.

”Han kommer ind med nogle andre øjne og kan stille gode spørgsmål til os om, hvorfor vi gør, som vi gør. Han har jo et hav af kontakter og kender området fra andre vinkler, end vi gør,” siger Lea Bryld om samarbejdet med Per Larsen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet