Professionel nærhed med fangerne

Una Jensen har et fast håndtryk, spillende brune øjne og sin daglige gang i en verden, hvorfra krimiforfattere henter deres inspiration. Den 37-årige viceinspektør på Nyborg Statsfængsel kan fortælle sine historier om indsmuglede mobiltelefoner, indsatte der indretter celler med fladskærme og surroundsound og rocker-konger på udgang med kortege.

Den lille vævre kvinde tager imod på sit kontor, hvor der er lunt og lyst og højt smørrebrød på bordet.

”En tradition i Kriminalforsorgen - én man ikke skal ændre på,” smiler Una Jensen.

Vil rette ryggen hos sine ansatte

Det skal man til gengæld på andre ting. Blandt andet har Una Jensen stået bag et projekt, der har forbedret fængselsmiljøet ved på utraditionel vis at inddrage de indsatte i processen. Projektet har betydet en bedre relation de to grupper imellem og de ansatte føler, de bedre kan gøre en forskel, der gavner samfundet. Netop den er vigtig at få fokus på, mener Una Jensen.

”De ansatte udfører et enormt professionelt arbejde, og det er befolkningen ikke bevidst nok om. Det er vigtigt at få ud, og det starter hos den enkelte, der skal blive fagligt bevidst og rette ryggen noget mere.”

Una Jensen er uddannet jurist fra Københavns Universitet og har brugt de sidste ni år af sin karriere på indsatte i danske fængsler. Først i direktoratet for Kriminalforsorgen, siden i Horsens og Østjyllands Statsfængsler og nu i Nyborg som viceinspektør. Hun har også været fællestillidsrepræsentant for DJØF. Retsvæsenet har tiltrukket hende, siden hun begyndte på studiet:

”Det handler om forbindelsen mellem mennesker og de store linjer i et retssamfund – hvordan vi juridisk håndterer de skæbner, der ligger der.”

Hellere på McDonalds

Interessen for skæbner, der ikke ligner hendes egen, dyrkede hun også, mens hun studerede. Una Jensen prioriterede at arbejde på McDonalds frem for - som de fleste - at arbejde som studentermedhjælp på et advokatkontor.

”Det var meget bevidst, at jeg blev i et andet miljø, hvor jeg fik input fra den virkelige verden. Det er kedeligt hele tiden at tale med folk, der er som mig. På McDonalds mødte man alt fra hjemløse og psykisk syge til kunder i jakkesæt og slips, der hentede mad til togturen hjem. Vi så samfundet i sin helhed – frem for bare et lille hjørne.”

Hun holder en pause: ”På samme måde oplever jeg i mit arbejde i dag en del af samfundet, man ikke anede eksisterede. Folk lever på en måde, man ikke troede fandtes, fx med misbrug og vold,”  siger Una Jensen, der selv er vokset op i ”et middelklassehjem i provinsen.”

Men hvordan påvirker det én dagligt at være tæt på det kriminelle miljø?

”Man skal være realistisk og ikke tage sit arbejde med hjem. Hvis man gør det, holder man ikke længe,” siger Una Jensen, hvis forhold til de indsatte er kendetegnet ikke ved professionel distance, men ”professionel nærhed.”

”Der er en grænse, man ikke går over, men det forhindrer os ikke i at arbejde tæt. De indsatte skal nå nogle mål. Men for at de skal nå dem behøver de ikke at vide private detaljer om mit liv,” siger Una Jensen, der ikke har familie og børn, men i sin fritid bruger en del tid på at læse. Gerne krimier.