Færre spørgsmål til ansættelseskontrakter

Et stigende antal djøfere undlader at gå tilbage til arbejdsgiver, når de står med en ansættelseskontrakt i hånden, som måske ikke er helt optimal.

De kunne måske godt ønske sig en ekstra ferieuge udover de fem, der står i kontrakten, og de kunne måske også godt tænke sig et længere opsigelsesvarsel, men i stedet skriver de bare under på den kontrakt, deres nye arbejdsgiver har stukket dem i hånden, uden yderligere kommentarer.

Den tendens oplever konsulenterne i DJØF, når de rådgiver medlemmer, der står med et nyt job på hånden. Og især dimittenderne og dem, der er blevet fyret fra et tidligere job, er meget tilbageholdende med at stille spørgsmål til den ansættelseskontrakt, de står med i hånden, selvom den måske ikke er skruet sammen, som de ønsker det, siger Helene Rafn, chefkonsulent i DJØF.

”Tidligere var det de færreste, der havde problemer med at gå tilbage til arbejdsgiveren, hvis der var nogle punkter i den ansættelseskontrakt, de blev tilbudt, som de gerne ville have justeret. Og en del forsøgte også gerne at presse lønnen højere op, og hvis det ikke lykkedes, var indstillingen, at de jo bare kunne finde et andet job – ofte stod de allerede med andet job på hånden,” siger Helene Rafn.

Men sådan ser virkeligheden sjældent ud i dag. Helene Rafn understreger dog, at krisen ikke skal afholde djøferne fra at gå tilbage til arbejdsgiveren, hvis der er nogle forhold i kontrakten, de gerne vil have forbedret.

”Vores erfaring er, at det faktisk godt kan lade sig gøre at få nogle ting ændret, men man skal selvfølgelig ikke gå tilbage med 25 små ting, man gerne vil have lavet om. Man skal vælge nogle få ting ud, der virkelig betyder noget for en, fx at få fjernet en konkurrenceklausul, få et forlænget opsigelsesvarsel eller mere ferie,” siger Helene Rafn.

Arbejdsgiverne bliver ikke sure

Djøferen kan altså sagtens gå i dialog med arbejdsgiveren om at få ændret ansættelseskontrakten, det er bare tilgangen, der er afgørende for, at det bliver taget positivt op, og om der rent faktisk også bliver ændret i kontrakten efterfølgende. For man skal selvfølgelig også have for øje, at i det øjeblik man ikke accepterer den kontrakt, arbejdsgiveren er kommet med, 100 procent, så er tilbuddet om jobbet i princippet ikke gældende, før arbejdsgiveren accepterer den nye kontrakt med de ændringer, du er kommet med.

”Men vi oplever det ikke som noget problem. Vi hører ikke om arbejdsgivere, der bliver sure – tværtimod. Jeg tror faktisk, de ser det som noget positivt. For når de ansætter en djøfer, så ansætter de også en medarbejder, der skal varetage en stilling, hvor forhandling er en del af jobbet. Og hvis man så bare lægger sig ned på ryggen og siger ja og amen til det tilbud, man har fået, så er det jo ikke det mest fantastiske billede arbejdsgiveren får af ens kompetencer som forhandler,” siger Helene Rafn.

Ifølge hende kan det altså kun komme godt igen, hvis man går ind og forhandler på et sagligt plan og undlader at stille ultimative krav.

”Og man skal selvfølgelig ikke forvente, at man får alt igennem,” siger Helene Rafn.