CSR i årsrapporter: Varm luft eller sund fornuft?

Med den nye årsregnskabslov skal de 1.100 største danske virksomheder fra 2009 skrive i årsregnskabet, om de arbejder socialt ansvarligt og i så fald hvordan. Lovens fortalere er begejstrede og forventer, at loven vil agere løftestang og også tvinge CSR på dagsordenen i små danske virksomheder. Kritikerne derimod ser loven som et nyttesløst tiltag, der kun vil afføde tom reklame og falsk PR. En af dem er Svend Hylleberg, professor ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet.

”For det første retter det nye krav sig kun mod de største danske virksomheder og derfor et fåtal. For det andet er det jo frivilligt, hvor meget virksomhederne vil skrive i årsregnskabet. Endelig vil det jo være svært at kontrollere, om der overhovedet er hold i det, de skriver, eller om årsregnskaberne bare er fyldt med tomme sociale hensigtserklæringer,” siger Svend Hylleberg.

Han tror, at virksomhederne med det nye krav bare vil benytte CSR-afrapporteringen som anledning til at reklamere for en social ansvarlighed, der ikke behøver at have hold i virkeligheden. Og derfor forventer han ikke, at loven vil føre til andet end tom PR.

Det handler om kommunikation

Peter Neergaard, professor på Center for Corporate Social Responsibility på CBS, ser derimod positivt på den nye lov om obligatorisk CSR-kommunikation.

”Danske virksomheder løfter faktisk et stort samfundsansvar allerede, men er til gengæld dårlige til at fortælle omverdenen om det. Derfor udnytter de i dag slet ikke den positive konkurrenceeffekt, der kan være i at brande sig på sin sociale ansvarlighed. Baggrunden for loven er derfor mere at gøre danske virksomheder bedre til at kommunikere om deres CSR-indsats end at gøre dem mere socialt ansvarlige i sig selv. Og derfor synes jeg, at det her er et fornuftigt tiltag,” siger Peter Neergaard, som ikke er bekymret for, om det nye krav om CSR-afrapportering vil føre til falsk PR.

Det tror Peter Neergaard ganske enkelt ikke, danske virksomheder tør længere, efter de sidste par år har vist en række skrækeksempler på, hvordan falsk social markedsføring kan ramme en virksomhed som en boomerang og føre til voldsom negativ medieomtale. Og han nævner som eksempel, hvordan Jysk (Jysk Sengetøjslager, red.) sidste år fik ørerne i mediemaskinen, da det kom frem, at man benyttede en indisk leverandør, der brugte kemikalier og ikke overholdt sikkerhedsreglerne.

Derudover tolker Peter Neergaard også regeringens lovændring som et signal om, at man gerne vil igangsætte en proces, som lige nu kun vedrører landets største arbejdspladser. På sigt skulle det gerne starte en sneboldeffekt og få de mindre virksomheder med også.

Reelt samfundsansvar kræver lovindgreb

Svend Hylleberg er sådan set enig i, at det kan være godt med blødere initiativer, der kan få virksomheder til at sætte nye temaer på dagsordenen i direktionslokalerne. Men han mener dog, at hvis det, man ønsker, er at få det store flertal af danske virksomheder til at påtage sig et større samfundsansvar, så skal der et mere seriøst lovindgreb til.

”Virksomheder ændrer ikke adfærd bare for at tage sig godt ud som sociale aktører. De gør det, hvis de kan se en økonomisk fordel i det. Og problemet er, at der i dag mangler økonomiske incitamenter for virksomheder til for alvor at gå ind i CSR-området. Før der kommer klar dokumentation for, at det kan betale sig på bundlinjen at løfte et socialt ansvar, tror jeg, at man må indstille sig på, at der skal rigtig lovgivning til,” siger han.

Han havde derfor hellere set, at politikerne tog en beslutning om, hvad det er for en social og etisk adfærd, man ikke vil tolerere, og så gøre det strafbart at overtræde den grænse. Vil man fx acceptere, at danske virksomheder benytter børnearbejde eller leverandører med en 60 timers arbejdsuge?

Af samme grund ser Svend Hylleberg dybest set også den nye lov som et udtryk for ansvarsforflygtigelse fra lovgivernes side.

”Det her er en nem måde for politikerne at fraskrive sig ansvaret på. I stedet for selv at træde i karakter, prøver man nu at lade virksomhederne styre udviklingen selv og lægger samtidig op til fri fortolkning, og det synes jeg er for slapt,” siger han.

Peter Neergaard erkender, at det at indføre regulær lovgivning på visse virksomhedsområder kan have nogle fordele, men mener dog alligevel, at der stadig er flere fordele forbundet med at få virksomhederne til at flytte sig ad frivillighedens vej med såkaldt soft law.

”Problemet med at lovgive sig til en større social ansvarlighed er, at man vil være nødt til at sætte kravene meget lavt for ikke at komme til at hægte for mange virksomheder af fra starten. Derfor vil det blive den laveste sociale fællesnævner, der sætter standarden, hvis man lovgiver. Hvis man derimod indfører soft law, giver man virksomhederne mulighed for selv at gøre det bedre, end hvad lovgivningen ellers kunne kræve af dem. Og det mener jeg er en fordel,” siger han.