Nyt job - Jonas Birk Jacobsen

12.2.2010

af

Juridisk holdspiller i Telenor.

Jonas Birk Jakobsen, 28, cand.merc.jur., har fået nyt job som koncernjurist i teleselskabet Telenor A/S. Han kommer fra et job i Banedanmarks entreprenørafdeling.

Hvordan fik du jobbet?

”Det var helt traditionelt. Jeg sendte en ansøgning til Telenor og fik jobbet efter tests og samtaler. Jeg havde en rigtig god fornemmelse, da jeg sendte ansøgningen.”

Hvad er forskellen mellem Telenor og Banedanmark som arbejdsplads?

”Telenor er en global koncern og verdens syvendestørste teleselskab, så det er klart, at det er en helt anden verden end Banedanmark.”

Hvordan?

”Det, jeg umiddelbart oplever som den største forskel, er, at der er langt mere fart på i Telenor. Arbejdsgangene er mere smidige og effektive. Og så er gennemsnitsalderen i Telenor lige over de 30. Jeg kan vel godt sige, at den er noget højere i Banedanmark uden at fornærme mine tidligere kollegaer.”

Hvad er dine opgaver som koncernjurist?

”Jeg er primært juridisk sparringspartner for salgs- og indkøbsorganisationen, når kontrakter skal forhandles og konciperes. Her spiller man som koncernjurist en afgørende rolle i projektforløbene, fordi man er garant for det juridiske indhold. Derudover leverer jeg generel juridisk rådgivning til alle dele af Telenorkoncernen.”

Hvad glæder du dig mest til?

”Til at blive en central spiller på et stærkt hold, som sikrer den juridiske kvalitet i en af verdens hurtigst voksende televirksomheder. Jeg glæder mig til at arbejde med et ungt team i en branche i konstant bevægelse, hvor hele holdet skal levere en stor indsats, hvis målet om at vinde markedsandele skal nås.”

Hvad er det mest udfordrende?

”Umiddelbart vil jeg sige, at det er at komme ind i fagsproget i telebranchen. Man kan ikke undgå at føle sig lidt tumpet i starten, når man som nyansat sidder i en projektgruppe med kollegaer med bred teknisk indsigt og skal bede om at få alle begreber og forkortelser forklaret.”

Mobilbranchen hører til de brancher, hvis tilbud og produkter vi alle har en mening om. Er det ikke en udfordring?

”Nu skal man huske på, at jeg er vant til at sige, at jeg arbejder i Banedanmark, så jeg er hærdet.”

Hvad med den økonomiske krise og mobilbranchen?

”Der, hvor jeg er i min karriere, er tryghed ikke så vigtigt som de faglige udfordringer. Men jeg er nu ikke bekymret for at miste mit job i Telenor.”

Fremtidsdrømme?

”En stilling i udlandet kunne være interessant på sigt. Det er der mulighed for i Telenorkoncernen.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet