Kulturpendleren

”Jeg har altid pendlet imellem at være djøfer og mere kulturagtig. Ikke fordi det er modsætninger, men det ene er mere det administrative, og det andet er mere det kreative,” fortæller Uffe Stormgaard fra sin stue på Frederiksberg.

I en alder af 72 er det syv år siden, at han lagde fuldtidsjobbet på hylden. Det betyder ikke, at han slapper af. Han er således lige blevet færdig med novellesamlingen ’PISA og 14 andre noveller’, som han skrev i annekset på Frederiksberg samt i sommerhuset i Sydfrankrig. Det er hans tiende bog.

Ud over skriveriet er han også medlem af en række bestyrelser, blandt andet Revymuseets, og han har været formand for Dansk Flygtningehjælp og menneskeretsorganisationen Humanity in Action.

EF og filmverdenen

Karrieren begyndte i 1962 i det nyoprettede Kulturministerium. Uffe Stormgaard var blandt andet med til at oprette Filmfonden (senere Filminstituttet, red.) og Filmskolen. Samtidig underviste han i filmhistorie på aftenhøjskolen. Mest fordi han havde lyst til det.

”Jeg sad som juridisk sekretær for Filmfondens bestyrelse og Filmskolerådet, som var dem, der lagde 60’ernes politik – og dermed grundlaget for dansk films store internationale succeser. Der var jeg i otte år. Og så kom EF i 73. Der fik jeg tilbud om noget helt andet – nemlig et rent administrativt job i EF-Kommissionen.”

Fra det mere kreative miljø i filmverdenen arbejdede Uffe Stormgaard, som han selv udtrykker det, nu med 150 procent administration. Mens han sad i Bruxelles og administrerede, skrev han i samarbejde med Peter Brückner sin første roman. Den handlede om en rodløs dansk embedsmand i EF og hed ’I Danmark er jeg født’.

”Jeg har et gen, der siger, at jeg også skal foretage mig noget kreativt for ikke at forvitre. Jeg havde lyst til at skrive om EF-miljøet, som ingen på det tidspunkt havde skrevet noget om i skønlitterær form. Jeg tror, det er den eneste roman, der har medført fire spørgsmål i Folketinget,” siger Uffe Stormgaard og tilføjer, at spørgsmålene handlede om arbejdsmiljøet i Bruxelles.

Frankrig som arbejdsbase

I 1981 tog Uffe Stormgaard orlov fra EF for at tage med familien til Sydfrankrig og for at skrive.

”Der gik jeg så fra det absolut administrative til kun at skulle administrere mig selv.”

Han tjente penge ved at skrive fast om politiske og kulturelle begivenheder i EF til dagbladet Aktuelt, lave freelanceradioindslag og skrive hørespil til DR. I Frankrig skrev han også romanen ’Slangeyngel’, der udkom i 1986.

Mens han boede i Frankrig, blev han tilbudt jobbet som kulturredaktør på Aktuelt. Det tog han imod og var der i tre år, hvor han kombinerede personaleansvar med journalistisk arbejde.

”Det var min enorme nysgerrighed efter at opleve et så livligt og dagsaktuelt medie, der fik mig til at prøve det. Lærerigt, stressende og fantastisk intenst. For mig var det passende med tre år.”

Efter Aktuelt kom han til Ballerup Kommune som jurist og kulturchef, og efter ni måneder blev han kommunaldirektør, men beholdt samtidig posten som kulturchef.

”Det varede 14 år, og trods film, radio, kultur og EU har kommunaldirektørjobbet været det sjoveste job, jeg har haft. Der var det administrative, der skulle balanceres med det politiske, og jeg fik samtidig glæden ved at beskæftige mig med kulturen og opleve nærsamfundet, hvor tingene bliver vedtaget – og realiseret næsten for øjnene af en,” siger Uffe Stormgaard.

Han var i Ballerup Kommune, til han fyldte 65 år og blev pensionist – et ord han ikke bryder sig om at bruge. Han er stadig aktiv kulturkonsulent for kommunen.

Tilbage til PISA

Tilbage til den nyligt udgivne ’PISA og 14 andre noveller’.

”Det er 15 noveller, som alle sammen har en overraskende slutning. De handler om udviklingen hos forskellige mennesker og overraskende situationer, som de enkelte mennesker er bragt i. Det må være den ideelle bog at have liggende på natbordet, fordi ingen af novellerne er mere end 12 sider lange,” fortæller Uffe Stormgaard.

Novellernes hovedpersoner er så forskellige som en SOSU-assistent, en kurdisk flygtning, en jurist, en overlæge og en bankrøver. Uffe Stormgaards mission med novellerne er at fortælle nogle overraskende historier med udgangspunkt i forskellige miljøer, men altid med det enkelte menneske i centrum.

Drivkræften og tilskyndelsen til at skrive historierne fik han gennem en mangeårig meddjøfer og svømmekammerat. Når de to mødtes, var Uffe Stormgaard nærmest pålagt at have en ny novelle med, som vennen tog med hjem, læste igennem og kommenterede på med rød kuglepen.

”Da jeg så havde skrevet små 20 stykker, fastholdt han, at jeg skulle få dem udgivet. Jeg tøvede meget, men han sparkede til mig, og det hjalp.”

Ideerne til historierne fik Uffe Stormgaard gennem at opleve livet og verden omkring sig. Han satte sig kun ned for at skrive, når han følte, at han havde noget at byde på. Juraens kancellisprog har aldrig stukket en kæp i hjulet på Uffe Stormgaards skriveri.

”Jeg har altid lagt meget vægt på et mundret sprog. Kancellisprogets tid er for længst forbi. Det, der er vigtigt at kunne som jurist, er præcision. Det tror jeg egentlig også, jeg har taget med over i journalistikken og forfatterskabet,” fortæller han.

Han mener, at folk, der har lyst til at skrive, ikke skal lade sig stoppe af andre end dem selv. De skal ikke tænke på, om de bliver udgivet, men i stedet nyde skriveprocessen.

Uffe Stormgaard betragter ikke sig selv som egentlig forfatter, men er glad for at have haft muligheden for at veksle mellem den stringente jura og den mere fabulerende skrivekunst.

”Hvis jeg ville have været forfatter, så havde jeg nok siddet på det berømte kvistværelse og skrevet og skrevet. Var jeg blevet lykkeligere? Næppe. Jeg har altid haft det godt med vekselvirkningen. Jeg er som så mange djøfere nok bare et kreativt menneske med en juridisk baggrund,” afslutter han.