På grund af klimatopmødet vedtog Folketinget i november Uropakken. Det betød blandt andet, at politiet præventivt kunne frihedsberøve cirka 900 demonstranter i demonstrationstoget ud til topmødet i Bella Center. Dr.jur. Jonas Christoffersen havde ellers, ved en eksperthøring i Folketingets Retsudvalg, givet udtryk for de juridiske betænkeligheder. Et flertal i Folketinget valgte dog ikke at følge hans udtalelser.
Ved behandlingen af Uropakken var Jonas Christoffersen indkaldt i kraft af sin post som direktør for Institut for Menneskerettigheder. Han fremlagde et 21 sider langt høringssvar, hvor han udtalte sig om lovforslagets indhold og mulige konsekvenser.
Han udtalte sig blandt andet om punktet, hvor Justitsministeriet har foreslået, at den maksimale tid for præventive frihedsberøvelser bliver udvidet til 12 timer. Tidligere var der tale om seks timer.
Jonas Christoffersen henviste til artikler i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til personlig frihed og personlig sikkerhed samt retten til forsamlings- og foreningsfrihed. Også Grundlovens § 79 om retten til forsamlingsfrihed var et vigtigt grundlag for drøftelserne.
Ministeriet havde forud for indkaldelsen af eksperthøringerne bemærket, at lovforslaget ikke ville rejse spørgsmål i forhold til ovenstående basale menneskerettigheder. Jonas Christoffersen var uenig.
I sit høringssvar påpegede han blandt andet, at: ”Det særlige ved præventive frihedsberøvelser efter politiloven er imidlertid, at indgrebet i frihedsrettigheden ikke har til formål at pålægge straf, men at foregribe strafbar adfærd i form af forstyrrelse af den offentlige orden. Indgrebet foretages altså inden strafbart forhold er begået, hvilket er betænkeligt i en retsstat.”
Instituttet opfordrede endvidere Justitsministeriet til at redegøre for praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på området, før Folketinget færdigbehandlede lovforslaget.
En eksperthøring er vejledende
Når Folketinget behandler ny lovgivning, bliver juridiske sagkyndige som hovedregel indkaldt til eksperthøringer. Det er almindelig kutyme og har været en fasttømret del af forfatningsretten igennem mange år.
”I Danmark har vi en fast praksis for, at Folketinget sender lovforslag i høring hos juridiske eksperter,” forklarer professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Henrik Palmer Olsen.
Ikke kun ministeriernes faste ekspertudvalg bliver indkaldt. Også uvildige juridiske eksperter fra universitetsverdenen kan deltage, men i sidste ende er det politikerne, der sætter dagsordenen i det danske demokrati.
”Vedtagelsen af et lovforslag er en politisk beslutning. Politikerne er ikke forpligtiget til at følge ekspertudsagn. De bestemmer selv, hvordan de vil håndtere et bestemt område eller en bestemt situation,” siger professoren.
Han udelukker ikke, at Uropakken er et eksempel på, at politikerne prioriterer politiske budskaber højere end sagkundskabens viden.
”Man kan sagtens forestille sig nogle situationer, hvor det for en politisk gruppering, der har et flertal i Folketinget, kan være vigtigere at få vedtaget et lovforslag end at erkende, at forslaget er problematisk,” siger han.
Tom Behnke fra Det Konservative Folkeparti bekræfter, at Uropakken er baseret på en politisk holdning: ”Der er ingen tvivl om, at Uropakken er et politisk ønske. Når vi skal formulere paragrafferne, læner vi os op ad juristerne i Justitsministeriet. Men Uropakken handlede både om jura og holdninger, så vi besluttede os for at lave eksperthøringer, hvor Jonas Christoffersen var en af eksperterne. Han sagde, at lovforslaget ikke var i strid med menneskerettighederne, og det var meget vigtigt at få det slået fast.”
Om Jonas Christoffersens høringssvar blev fulgt i det endelige lovforslag, siger Tom Behnke: ”Nej, hans udtalelser blev ikke fulgt fuldstændigt. Det gør vi aldrig ved en eksperthøring, for hvad skulle vi gøre, hvis der er tre eksperter, der mener tre forskellige ting? Vi er politikere, og det er vi, fordi vi har holdninger til ting. Og er der uenighed mellem det juridiske og det politiske, så vinder det politiske.”
En problematisk tendens
Lektor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter kritiserer, at politikerne ikke hører efter eksperternes råd.
”Der er en tendens til, at der er en større villighed til, at politikerne sidder eksperters råd overhørigt. Og det er problematisk, når man har en forestilling om, at politikernes lovgivning bør hvile på et oplyst grundlag og et menneskeretligt forsvarligt grundlag,” påpeger han.
Som politiker for SF og medlem af Retsudvalget stemte Karina Lorentzen imod det endelige lovforslag. Hun mener ikke, at det danske samfund kan være tilfreds med, at juridiske eksperter ikke bliver hørt: ”Jeg synes, det er et skråplan, at man alene laver lovgivning på baggrund af politiske ønsker. Når der er vigtige argumenter fra juridiske sagkyndige, så bør man lytte.”
Men det er ikke i strid med den danske forfatning, når politikerne vælger ikke at følge juristernes udtalelser i lovgivningsprocessen, mener Henrik Palmer Olsen. Han påpeger dog, at den danske stat kan komme i klemme, hvis de handler i strid med internationale konventioner: ”Hvis en juridisk ekspert udtaler, at et lovforslag vil komme i strid med menneskerettighederne, er det ret problematisk, at politikerne ikke hører efter. I hvert fald skal det være klart for politikerne, at de begår et folkeretsbrud, hvis de vedtager den pågældende lovgivning. Og hvis de er indstillet på at gøre det, kan den juridiske sagkundskab ikke gøre så meget ved det. Så er det en politisk beslutning, at man vil handle i strid med folkeretten,” forklarer han.
Jens Elo Rytter er ikke i tvivl om, at juristernes indflydelse på dansk lovgivning er blevet mindre:
”Man lytter mindre til eksterne eksperter, og samtidig har den juridiske sagkundskab inde i centraladministrationen mindre at skulle have sagt end tidligere. Jeg tror, at der er en stærkere politisering af den interne sagkundskab i systemet.”
Karina Lorentzen fra SF kritiserer, at regeringen ikke har valgt at følge Institut for Menneskerettigheders udtalelse i forbindelse med lovbehandlingen af Uropakken.
”I oppositionen stillede vi nogle ændringsforslag på baggrund af Jonas Christoffersens høringssvar. Vi stillede også over 220 spørgsmål i Retsudvalget for at give regeringen mulighed for at fortryde det her makværk af en lov, fordi vi ikke følte, at loven var færdigarbejdet,” siger Karina Lorentzen.
”Vi ved jo godt, at der ikke bliver flertal for de ændringsforslag, oppositionen fremsætter, men vi får i hvert fald markeret, at vi er uenige med regeringen. Det er et kæmpe problem, at regeringen ignorerer disse høringssvar. Regeringen kører sagkundskaben over,” siger Karina Lorentzen.
Signalpolitik går ud over demokratiet
Henrik Palmer Olsen afviser ikke, at signalpolitikken har en høj prioritet: ”Jeg vil da bestemt ikke udelukke, at nogle kan have en interesse i at lave signalpolitik, hvor politikerne får det til at se ud, som om de vedtager en lov, der vil fungere, selvom eksperterne ved, at loven faktisk ikke vil komme til at virke.”
Selvom politikerne er hjørnestenen i et demokrati, er Jens Elo Rytter bange for, at demokratiet risikerer at blive mere populistisk, hvis politikerne ikke lytter til den juridiske sagkundskab: ”Jeg mener klart, at der i de sidste fem-ti år har været en tendens til, at lovgivningsprocesserne går hurtigere. Man er mindre lydhør over for de indvendinger, der kommer fra eksperter, og i den parlamentariske proces er man nogle gange mindre villig til at tage hensyn til betænkeligheder fra Folketingets mindretal.”
Cirka tre uger efter Institut for Menneskerettigheders høringssvar vedtog et flertal i Folketinget Uropakken med samme indhold som det oprindelige lovforslag, ministeren havde fremsat fire uger tidligere.
Til sin eksperthøring og det efterfølgende resultat af lovbehandlingen udtaler Jonas Christoffersen selv: ”Der er forskel på at blive hørt og på at blive fulgt. Jeg blev hørt, men jeg blev ikke fulgt.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER