Velkommen til en ny energipolitisk tidsalder

Man kunne altid kende ham eller hende på hans eller hendes Maosko, et indkøbsnet i kraftigt bomuld, et medlemskab af Greenpeace og et kryds til venstre for midten. Sådan var verden engang inddelt i grønt eller sort. Men i dag kan det lige så godt være designerjakkesæt, der går hånd i hånd med genbrugsindkøbsnet og ønsker om at stoppe klimaforandringer.

Sociologer kategoriserer den type under betegnelsen LOHAS (Lifestyles of Health and Sustainibility). Det er en organisk bevægelse, der ikke handler om ideologisk udgangspunkt, men om at leve et sundt liv, som ikke sætter alt for mange fodspor på verden. Men LOHAS-typen er sjældent asket.

En LOHAS har stadig dyre møbler, smart tøj – og et abonnement på ugens kasse fra Aarstiderne. Og i højere grad køber danske forbrugere CO2-kvoter for at destruere dem og dermed lægge pres på den strømproduktion, som foregår på fossile brændsler.

Der er med andre ord sket et tydeligt paradigmeskift på mikrosociologisk niveau, hvor det er blevet forbrugermainstream at være klima- og miljøbevidst. Forbrugerne kobler klassisk kapitalisme med en grøn livsstil. Og med indkøbet af CO2-kvoter kobler forbrugerne makro- og mikroniveau.

Paradoksalt nok er den forandring ikke rigtig slået igennem i den politiske verden. CO2-kvotesystemet har skabt en ny arbejdsdeling i energipolitikken mellem Folketinget og EU. Kvotesystemet er fælleseuropæisk og regulerer udledningerne for europæiske el- og energiproducenter og tung industri.

Det betyder, at nationale initiativer som yderligere afgifter på fx strøm ikke har effekt på de samlede europæiske udledninger. For selvom man skærer i de danske udslip i de kvoteomfattede sektorer, betyder kvotesystemet, at udslippet sker et andet sted i Europa. Det er det samlede antal kvoter, der afgør, hvor meget CO2 der bliver sluppet ud.

Til gengæld har Folketinget mulighed for – og pligt til – at ændre på udslippet fra transport, opvarmning af boliger og landbruget – populært kaldet biler, bønder og boliger. Det er vedtaget på EU-plan, at de tre områder er nationalt anliggende - hvert land har fået et individuelt reduktionsmål og Danmark skal sænke sit udslip for den del af det danske samfund med 20 procent i 2020.

Men de nationale tiltag, der er vedtaget det sidste halve år, afspejler ikke den nye virkelighed. Skattereformen er et eksempel. Reformen bidrager med flere penge til statskassen via flere energiafgifter, men den ender med kun at spare Danmark for 0,4 millioner tons CO2. I modsætning hertil ville Skattekommissionens forslag have leveret 1,9 millioner tons CO2 og samtidig have kostet energikunderne mindre i skat end regeringens skattepakke. For den endelige skattepakke griber ikke ind over for landbruget – i stedet skruer pakken op for elafgifterne. Men da el er kvoteomfattet, har den del af skattepakken ingen effekt på klimaet.

Den anden store reform i år, Grøn Vækst, for landbruget bringer os heller ikke tæt nok på vores klimaforpligtelser. Reformen skærer ganske vist i drivhusgasudslippet fra landbrugets produktion af grise og køer, men ser man på Energistyrelsens fremskrivninger, vil vi med de nuværende skridt kun skære syv procent af biler, bønder og boligers udledninger i 2020. Der mangler endnu 13 procentpoint.

Det skaber et klart valg for danske politikere. Enten skal vi effektivisere vores landbrugssektor med blandt andet mere biogas, vi skal isolere vores huse, udskifte olie- og naturgasfyr med eldrevne varmepumper og skabe en nem overgang til elbiler. Eller også skal vi til udlandet og købe de udledningstilladelser, som staten Danmark mangler for at nå sin klimaforpligtigelse. Dét er det ægte politiske valg i den ny energipolitiske tidsalder.