Personfaktoren

Men spørgsmålet er, om ’personfaktoren’ kan blive så stærk, at den slår rytmen i stykker? Her er hypotesen: En statsminister fra et parti kan blive afløst af en anden statsminister fra det samme parti (eller fra den samme lejr), og hvis personfaktoren er stærk nok, burde forskellen på de to personer i sig selv kunne tilfredsstille vælgernes krav om fornyelse. I stedet for at finde kronprinser, der hele tiden er 15 år yngre end den siddende statsministerkandidat, bør det ideelt fungerende parti kunne udskifte både leder og projekt (de to ting er ét fedt) med otte års mellemrum og i virkeligheden beholde magten hos sig selv (selvom det er meget at bede noget parti om at have TO projekter og TO ledelser, når erfaringen viser, at det er svært nok at etablere halvt så meget!).

Grunden til denne overvejelse er naturligvis statsministerskiftet: Fogh til Løkke, der på papiret lignede sådan en mulighed, men der var aldrig tegn på, at Venstre ville bruge statsministerskiftet som led i en sådan strategi: Alt, hvad der er sket fra april til august, har skullet signalere kontinuitet, der i sagens natur er det modsatte af forandring. Den indlysende forklaring er det, Løkke selv ophøjede til efterårets dagsorden: ’Krisen, klimakonferencen og kommunalvalget’. Kommentatorerne stillede sig i foråret tilfreds med, at Løkke venter til årsskiftet med at sætte et nyt hold og en ny dagsorden.

Det bliver svært: Set fra statsministerstolen er der ikke mange oplagte ministeremner og ikke mange oplagte reformdagsordener – for var der det, var de selvsagt blevet brændt af i løbet af otte lange år ved magten. Der er naturligvis også det ikke ubetydelige faktum, at partiet Venstre ER enigt med sig selv om, hvad man skal og ikke skal – cementeret af, at projektet har indbragt tre solide valgsejre. Alligevel er der en åbenlys gevinst ved at vove en ny dagsorden: Nemlig at man altså kan fratage oppositionen rollen som fornyeren. Helle Thorning-Schmidt har siddet i fire år – længere end nogen anden partileder med undtagelse af Pia Kjærsgaard.