Personfaktoren

08-09-2009
3 min.

Op af stolen - Clement Behrendt Kjersgaard.

Ved folketingsvalget i 1998 talte man om en ’præsidentialisering’ af dansk politik: Nyrup vs. Ellemann-Jensen. Danmark var klar til ’personfaktoren’ Det var ti år efter Murens fald, hvor politik mistede en hel del af sin ideologiske overbygning og måske endda af sin alvor. Seks år efter at Clinton blev præsident i USA, og hans valgkamp introducerede ’spin’-begrebet for offentligheden. I ’præsidentialiseringen’ lå to ting: En bevægelse fra ideer til personer og en bevægelse fra mange personer til to – den, der er statsminister, og den, der påstår at kunne blive det. Fogh har bidraget til den logik ved at gøre statsministerposten vigtigere end nogensinde før. Det virker også rationelt at forvente, at vælgerne med mellemrum ’får nok’ af en statsminister og hans hold – næsten som om magten MÅ skifte med otte til ti års mellemrum. Politik er kedeligt: Oppositionen skal egentlig kun holde sammen på sig selv (ikke altid en selvfølgelighed) og … vente.

Men spørgsmålet er, om ’personfaktoren’ kan blive så stærk, at den slår rytmen i stykker? Her er hypotesen: En statsminister fra et parti kan blive afløst af en anden statsminister fra det samme parti (eller fra den samme lejr), og hvis personfaktoren er stærk nok, burde forskellen på de to personer i sig selv kunne tilfredsstille vælgernes krav om fornyelse. I stedet for at finde kronprinser, der hele tiden er 15 år yngre end den siddende statsministerkandidat, bør det ideelt fungerende parti kunne udskifte både leder og projekt (de to ting er ét fedt) med otte års mellemrum og i virkeligheden beholde magten hos sig selv (selvom det er meget at bede noget parti om at have TO projekter og TO ledelser, når erfaringen viser, at det er svært nok at etablere halvt så meget!).

Grunden til denne overvejelse er naturligvis statsministerskiftet: Fogh til Løkke, der på papiret lignede sådan en mulighed, men der var aldrig tegn på, at Venstre ville bruge statsministerskiftet som led i en sådan strategi: Alt, hvad der er sket fra april til august, har skullet signalere kontinuitet, der i sagens natur er det modsatte af forandring. Den indlysende forklaring er det, Løkke selv ophøjede til efterårets dagsorden: ’Krisen, klimakonferencen og kommunalvalget’. Kommentatorerne stillede sig i foråret tilfreds med, at Løkke venter til årsskiftet med at sætte et nyt hold og en ny dagsorden.

Det bliver svært: Set fra statsministerstolen er der ikke mange oplagte ministeremner og ikke mange oplagte reformdagsordener – for var der det, var de selvsagt blevet brændt af i løbet af otte lange år ved magten. Der er naturligvis også det ikke ubetydelige faktum, at partiet Venstre ER enigt med sig selv om, hvad man skal og ikke skal – cementeret af, at projektet har indbragt tre solide valgsejre. Alligevel er der en åbenlys gevinst ved at vove en ny dagsorden: Nemlig at man altså kan fratage oppositionen rollen som fornyeren. Helle Thorning-Schmidt har siddet i fire år – længere end nogen anden partileder med undtagelse af Pia Kjærsgaard.



Det var oplagt, at Lene Espersen skulle være den, der prøvede med fornyelsen – og i august fik K demonstreret vanskeligheden ved at bevæge sig uden for den almindelige politiske diskussions snævre, slidte bane, da partiet helt på eget initiativ blev viklet ind i en burkadebat, der fremstod så fejlhåndteret, at den afslørede sig selv som … spin. Erfaringerne vil ikke ligefrem invitere til eksperimenter. Måske bliver Lars Løkkes startstrategi alligevel forlænget – til noget, der skal give en fjerde valgsejr: V og K skal sidde stille og vente på, at nedslidningen rammer – oppositionen.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.