Grunden til denne overvejelse er naturligvis statsministerskiftet: Fogh til Løkke, der på papiret lignede sådan en mulighed, men der var aldrig tegn på, at Venstre ville bruge statsministerskiftet som led i en sådan strategi: Alt, hvad der er sket fra april til august, har skullet signalere kontinuitet, der i sagens natur er det modsatte af forandring. Den indlysende forklaring er det, Løkke selv ophøjede til efterårets dagsorden: ’Krisen, klimakonferencen og kommunalvalget’. Kommentatorerne stillede sig i foråret tilfreds med, at Løkke venter til årsskiftet med at sætte et nyt hold og en ny dagsorden.