Kloge Åge blandt hurtige nyheder og kampagner

08-09-2009
2 min.

Et nyt netbaseret nichemagasin om politik, erhverv og samfundsforhold er gået i luften. Indblik Nu satser på at lyse op blandt hurtige nyheder og kampagnejournalistik som en klar og saglig vidensstjerne. Det kan blive svært, spår medieprofessor.

”Det skulle gerne være her, man går til, hvis man vil være klogere på det, der sker. Og hvis man vil være sikker på, at det man læser, er korrekt. Vi tager helikopterperspektivet og nuancerer stoffet,” forklarer chefredaktør cand.scient.pol. Lars Mortensen om konceptet bag det nye abonnementsbaserede internetmagasin Indblik Nu.

Han har længe savnet en mere kyndig journalistisk behandling af det samfundsfaglige stofområde i de danske medier, og det skulle der være rådet bod på i Indblik Nu, for her er det eksperterne selv, der kommer til orde. Cirka 220 professorer, seniorforskere og direktører, der er håndplukket fra danske uddannelsesinstitutioner, interesseorganisationer og tænketanke, skal i artikler som eksempelvis ’USA som den uundværlige supermagt’, ’Euroen: It’s the economy, stupid!’ og ’Det grå guld som arbejdskraftsreserve’ give en klar og uvildig formidling af faktuelle forhold og problemer.

Den videnskabelige kronik som forbillede

Forbilledet er ifølge Lars Mortensen både længde- og indholdsmæssigt den gode, videnskabelige kronik, idet artiklerne ikke har holdninger, men i stedet skal nuancere og perspektivere.

”Vi bliver præsenteret for alt for mange meninger og for lidt oplysning, og selv ekspertkilder bliver i stigende grad spurgt om deres mening frem for deres viden,” oplever han.

På den måde er Indblik Nu ikke mindst tænkt som et medie, der med professor i retorik på Københavns Universitet Christian Kocks ord skal prøve at være den troværdige vejleder i junglen af samfundsproblemer.

”Der er for lidt journalistik, der giver en troværdig indsigt, fordi den ofte har en dagsorden i den ene eller anden retning,” mener professoren, der som medlem af magasinets 11 mand store rådgivende panel selv bidrager med ideer til artikler og skribenter.

Kompetent site med dilemma

Indblik Nu henvender sig efter Lars Mortensens opfattelse til samfundsinteresserede danskere, der typisk holder en daglig avis, eventuelt læser Mandag Morgen og snarere ser Deadline på DR2 end nyheder på TV3. Chefredaktøren ser ikke specielt andre medier, men derimod tiden som en vigtig konkurrent til det nye magasin.

”Folk har travlt. Men måske vil man direkte kunne spare noget tid ved at læse Indblik Nu, fordi vi her samler op og giver et overblik over det væsentlige i hele nyhedsflowet,” siger han.



Professor i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet Stig Hjarvard er enig i, at Indblik Nu er velskrevet og fagligt godt funderet.

”Det virker som et prisværdigt initiativ, hvor dygtige folk, der er gode til at formidle deres stof og samtidig har faglig tyngde, skriver om aktuelle emner,” siger han.

Mens indholdet således får rosende ord med på vejen, er Stig Hjarvard imidlertid tvivlende over for, om internetmagasinet vil få synderlig stor succes som medie.

”Jeg ville nok mene, at baggrundsartiklerne i så fald skulle kombineres med noget stof, der var lidt mere unikt, fx nye tal og nye interview, så man tænkte, at her får jeg noget, jeg ikke kan få et andet sted. Men det er et site som fx samfundsfagslærere i gymnasieskolen vil være lykkelige for at henvise deres elever til, fordi det er kompetente folk, der skriver om relevante emner,” fastslår han.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.