Husk jeres tavshedspligt

Det irriterer mig grænseløst, når en nævenyttig bankrådgiver ikke vil give mig de oplysninger, som jeg skal bruge, blot fordi han ikke kan identificere mig gennem et telefonrør. Der er sådan en indbygget mistillid i det, som føles krænkende. Ikke desto mindre er der alligevel god grund til at holde fast i, at personoplysninger skal behandles med stor fortrolighed. Tavshedspligten og fortroligheden er helt afgørende, ikke bare for vores privatlivs skyld, men også for at vi kan passe ordentligt på hinanden. Tavshedspligten og fortroligheden er igen kommet på dagsordenen, da det kom frem, at man ved en enkelt opringning kan få oplysninger om sin nabos gældssituation i RKI. Med mellemrum kan det have alvorlige konsekvenser, når oplysninger, der overfladisk betragtet er uskyldige, lækkes.

For et par år siden hjalp jeg en pige til at gå under jorden, fordi hendes far ikke ville lade hende vælge sin ægtefælle selv. Da faderen tidligere er dømt for alvorlig æresrelateret vold, var der overhængende fare for hendes helbred. På trods af situationens alvor videregav blåøjede medarbejdere under tavshedspligt alle de oplysninger, der til sidst betød, at hendes familie fandt hende. Det kunne have kostet hende livet.

Politiet udleverede afgørende oplysninger til kvindens mor, da hun grædende bad om vidende til datterens velbefindende. Men moderen var dybt og afgørende involveret i den ugerning, der blev begået mod datteren, og oplysningerne skulle bruges til at finde hende for at straffe hende for den ydmygelse, hun havde udsat familien for. Politiet havde kendskab til hendes flugt og vidste, at forældrene under ingen omstændigheder måtte få nogen oplysninger. Alligevel forbarmede en af betjentene sig over den grædende kvinde. Nu var familiens jagt på hende så sat ind.

Kvinden havde udsat sin familie for en utilgivelig ydmygelse, og den var opsat på at finde deres uvorne unge og begyndte således at trawle myndigheder og virksomheder igennem for at få oplysninger. Vi var omvendt blevet så forskrækkede over den lemfældige omgang med oplysninger, at vi forsøgte at sløre og slette alle tilgængelige spor. Således skiftede vi hendes folkeregisteradresse til et hemmeligt sted i Danmark. Hun fik ad to omgange nyt navn, først i Danmark og sidenhen i hendes nye hjemland. Hun opgav kontakten til alle, hun kendte i Danmark på nær et par enkelte meget tætte venner.

Vi blev efterhånden ret stive i skæg og blå briller. Alligevel gik det galt. Hendes uddannelsessted og hendes bankrådgiver gav oplysninger til familien. Ligesom det lykkedes dem at få fat i den hemmelige adresse fra Folkeregistret og informationer hos de sociale myndigheder. Hertil kommer den nok mest alvorlige brist, nemlig at en klaphat i Indenrigsministeriet og/eller på den danske ambassade i hendes nye hjemland videregav oplysninger til familien om hendes nye identitet i hendes nye land. Alt, hvad familien gjorde, var at give dem en sang fra de varme lande om, at faderen var syg, og at de derfor havde behov for at få fat i hende. I andre situationer udgav de sig ganske simpelt for at være hende.

Et år efter, hun stak af hjemmefra, bankede de på hendes nye hoveddør i et nyt land. Til hendes held var det hendes onkel og ikke hendes far, der fandt hende. Han lod hende løbe, og faderen indstillede herefter eftersøgningen af hende. Hun lever i dag i et tredje hjemland uden kontakt til sin familie – men med en mand, hun selv har valgt, og deres første barn.

Med til historien hører dog, at politiet også bidrog positivt til hendes flugt og frigørelse. De var nemlig yderst behjælpelige med at få skippet hende ud af landet. Så nok er systemet hullet som en si, men de gode viljer er faktisk til stede. Men det samlede indtryk er nu engang, at Danmark ikke er et land, man kan gemme sig i. Det er rart, når det gælder forbrydere, men ikke så heldigt, når det gælder nogle af vores samfunds allermest udsatte og ubeskyttede borgere – nemlig kvinder, der er udsat for vold fra deres mænd eller familier. Derfor − husk nu jeres tavshedspligt!