Djøfernes stressfaktor nr. 1: Arbejdslivsbalancen

”På tre år er der sket en signifikant stigning i andelen af djøfere, som angiver balanceproblemet som deres væsentligste stressfaktor,” forklarer politisk konsulent i DJØF, Lisbeth Kjersgård.

Problemet er rykket op på førstepladsen, hvor arbejdets karakter – indhold, tidspres, uforudsigelighed m.v. – ellers lå.

Blandt de djøfere, som seriøst overvejer jobskifte, er andelen, som gør det, fordi de ønsker en bedre balance, næsten fordoblet på tre år. Balancehensyn indgår nu som medvirkende årsag for to ud af tre djøfere, som ønsker at skifte job.

Professor, dr.jur. Linda Nielsen, der var formand for regeringens Familie- og Arbejdslivskommission, fastslår:

”DJØFs undersøgelse bekræfter, at man er nødt til at tage balanceproblemet alvorligt ude på de enkelte arbejdspladser.”

”Det skal ind som et markant punkt, som man i fællesskab udtrykkeligt tager stilling til. Det skal være andet end et stykke glittet papir. I kommissionen foreslog vi, at det bør være et fast led i APV´en.”

Hun påpeger, at det er sigende, at hver tredje djøfer i undersøgelsen end ikke ved, om det er en del af personalepolitikken på deres arbejdsplads.

På samfundsmæssigt plan kom kommissionen med en række forslag. Bl.a. en hjemmeserviceordning og ret til flere fridage ved børns sygdom – en ret, som også skulle kunne udbredes til fx erhvervsaktive bedsteforældre.

”Men der er ikke sket meget og slet ikke i det tempo, som vi kunne ønske os,” siger Linda Nielsen.

Lars Qvistgaard, formand for DJØFs Overenskomstforening, siger det samme: Der gøres alt for lidt for at skabe rammer for bedre balance – både fra politisk side og på den enkelte arbejdsplads.

”I en tid, hvor mantraet er, at vi skal arbejde mere, skal vi have bragt det grænseløse arbejde og omkostningerne ved merarbejdskulturen blandt djøferne til debat.”

Karrierekultur

Djøferne arbejder i gennemsnit 42 timer om ugen – det gælder uanset, om man er ansat i offentlig eller privat sektor.

Det fleksible arbejde på computeren om aftenen og i weekenden et nødvendigt onde for djøferne for at få tingene til at hænge sammen, når de skal arbejde så meget, viser undersøgelsen.

”Mange kan og vil ikke undvære det fleksible arbejde. Men det bevirker samtidig, at syv ud af ti arbejder endnu flere timer, end de ellers ville have gjort,” forklarer Lisbeth Kjersgård.

Under halvdelen af djøferne i undersøgelsen oplever, at de i tilstrækkelig grad får hjælp fra nærmeste leder til prioritering af opgaverne.

Lars Qvistgaard siger, at lederne har et særligt ansvar for at sikre, at der er sammenhæng mellem opgavemængde, ambitionsniveau og ressourcer.

”Det gælder også de politiske ledere.”

Linda Nielsen siger, at arbejdspladserne skal lære at sætte grænser for det grænseløse arbejde, og at djøferne skal lære at sætte grænser for sig selv og deres ambitioner:

”Bare dét at få fælles aftaler om, hvor meget man åbner sin mailboks og sin arbejdsmobil om aftenen og i weekenden, kunne hjælpe. Det lyder banalt, men det er nogle gange det banale, der virker.”

Men i udprægede karrierekulturer koster det hurtigt på karrieren at sige fra og sætte grænser. Syv ud af ti djøfere i advokatbranchen og i departementerne oplever ifølge undersøgelsen, at det i nogen eller høj grad er karrierefremmende at arbejde meget.

”Man er nødt til at adressere problemet kollektivt og i praksis skabe en mere bæredygtig arbejdskultur, hvor karriere og balance ikke nødvendigvis står i et modsætningsforhold,” siger Lisbeth Kjersgård.

Christian Buskjær Christensen, 32, cand.scient.soc., konsulent i kommune, er lige vendt tilbage fra 12 ugers barselsorlov, to børn på hhv. 11 måneder og tre og halvt år.

”Balanceudfordringen er på højde med udfordringerne i jobbet. Ikke mindst lige nu.”

Hvorfor?

”Der er store ambitioner til begge dele af livet. Både i forhold til at være familiefar og karrieremand. Og fordi vidensarbejde som bekendt er fleksibelt. Du trækker ikke skarpe grænser mellem arbejde og fritid. Som lige nu hvor jeg taler i telefonen med dig fra DJØF med Daniel på armen.”

Hvad gør du for at holde grænsen?

”Faktisk er det at have børn positivt medvirkende. Det gør, at der er åbenlyse andre behov, der skal tilgodeses end arbejdet. Mine børn får mit pendul til at svinge den anden vej.”

Kristine Moody, 34, cand.oecon., leder i privat virksomhed, 13 medarbejdere under sig, ingen børn.

”Jeg er selv ret god til at styre tingene. Balanceproblemer oplever jeg i mine omgivelser i form af stort arbejds- og forventningspres, hvor nogle har svært ved at sige fra. Og når man i perioder har for få opgaver og i andre for mange.”

Hvad gør du for at holde grænsen?

”Jeg er god til at gå til tiden. Jeg bruger kun min hjemmearbejdsplads, hvis jeg har været nødt til at gå før tid. Hvis jeg bliver bedt om at lave noget med for kort tidsfrist, bliver kvaliteten derefter, eller andre opgaver bliver nedprioriteret.”

”Og så har jeg prøvet at have et job, hvor det var stort set umuligt. Så jeg sagde op og fandt et nyt.”

Den typiske djøfer med ondt i balancen mellem job og familie

Syv ud af de 70 på deltagerlisten til det første – og overtegnede – arrangement i en ny række på fire DJØF-møder rundt i landet ’Giv det en chance – kom i balance’, var mænd.

Men den typiske djøfer, som henvender sig til DJØF med ondt i familielivsbalancen, er ikke en kvinde. Det er både mænd og kvinder. Det er til gengæld typisk en dygtig og engageret type, som hører til dem, som hele tiden bliver involveret i nye opgaver og projekter, og som typisk er på en arbejdsplads, hvor man ikke har klare retningslinier og en kultur for, hvornår nok er nok.

Kilde: Lisa Mulvad, udviklingskonsulent i DJØFs Karriere- og Kompetencenter, som yder individuel rådgivning.

De fem største stressfaktorer for djøferne:

• At skabe sammenhæng mellem arbejds- og privatliv: 39 % (mod 26 % i 2005)
• Arbejdets karakter – tidspres, uforudsigelighed mv.: 35 % (mod 56 % i 2005)
• Egne kvalitetskrav og ambitioner: 27 %
• Afbrydelser i løbet af dagen fra emails, telefoner mv.: 26 %
• Uklar/manglende prioritering af opgaver: 21 %

De fem stress-faktorer, som flest har valgt som enten 1., 2. eller 3. største stressfaktor.

Der er ikke forskel mellem offentlige og privat ansatte.

Kvinder har dog oftere stressfaktoren ’At skabe sammenhæng mellem arbejdsliv og privatliv’ som 1. prioritet end mændene.