De unge ledere

9.9.2009

af

Vores alder har ingen betydning, siger landets yngste kvindelige borgmester Marie Stærke, og det er hendes kommunaldirektør og nærmeste rådgiver Peter Frost helt enig i. Måske er deres unge alder ligefrem en fordel?

Borgmesterkontoret i Køge Kommune ligger i borgernes øjenhøjde. Vinduerne ud mod torvet lader forbipasserende få et indblik i dagligdagen hos kommunens øverste ledelse. Makkerparret er den socialdemokratiske borgmester Marie Stærke og kommunaldirektør Peter Frost, som er sat stævne til en samtale om, hvad alder betyder for ledelse.

”I et job som borgmester skal man ikke forveksle alder med erfaring. Det sagde jeg allerede, da jeg stillede op. Du kan ikke læse dig til det. Du lærer det først, når du står midt i det,” understreger Marie Stærke, der fik hængt borgmesterkæden om halsen som kun 27-årig.

”Jeg blev valgt midt i Danmarkshistoriens største vandforureningssag og skulle pludselig forholde mig til ventiler, rundkørsler og grundskyldspromiller.”

Ung og innovativ

”Men der er ganske givet en sammenhæng mellem min alder og arbejdsform. Jeg er knap så firkantet og mere åben over for nye tiltag i stedet for at insistere på, at vi skal gøre, som vi plejer. Et konkret eksempel er prøvevalget for de 16-17-årige ved kommunalvalget i november,” siger Marie Stærke og fortsætter:

”Jeg er ikke i tvivl om, at andre tillægger min alder betydning. Billedet af en borgmester, der er en ældre herre, kan jeg jo ikke leve op til,” siger Marie Stærke med et skævt smil.

”Jeg spiser frokost med mine veninder, går til koncert med min mand, chatter på Facebook. Min stil er anderledes.”

Det var en omvæltning for Marie Stærke pludselig at være borgmester. Fra at rende rundt som studerende på Københavns Universitet fik hun en sekretær, der styrede kalenderen og arrangerede møder:

”Det var en udfordring at finde ud af, hvad jeg kan sætte andre til, fordi jeg i princippet kan bede om hvad som helst,” fortæller Marie Stærke.

Tænker ikke over alder

I dag er hendes nærmeste rådgiver og sparringspartner kommunaldirektør Peter Frost, der som Marie Stærke selv har kombineret en relativt ny dåbsattest med et toplederjob. Han var kun 32 år, da han første gang satte sig i en direktørstol, og for lidt mere end et år siden fik han som 38-årig kommunaldirektørstolen i Køge – en rolle, der har udfordret ham:

”Det slående er jobbets helt ekstreme mangfoldighed. Det adskiller sig fra toplederstillinger i departementer og styrelser, fordi intet er for småt eller stort til at ryge forbi mit bord. Som kommunaldirektør kommer jeg i berøring med alle typer fagområder, som refererer til det overordnede politiske niveau. Men den kompleksitet gør det også kanonspændende,” fortæller Peter Frost begejstret.

”Jeg går ikke og tænker over min alder. Og jeg har erfaring fra flere forskellige direktørstillinger, så jeg tror, man skal passe gevaldigt på med at generalisere. Unge ledere er ikke nødvendigvis grønne og uden erfaring, men de er nok mere åbne over for at eksperimentere i ledelsesstilen.”

Det kan direktør og medlem af Køge Byråd Flemming Christensen (C) nikke genkendende til:

”Det har ingen betydning, at de er unge. De har logisk nok ikke samme erfaring arbejds- og livsmæssigt. Men de går til opgaverne med en særlig ukuelighed, som mange med flere års erfaring ikke har. Det skinner igennem i det daglige arbejde, at de ikke har en forudindtaget holdning.”

Åben ledelsesstil

Selvom de begge tilsyneladende ikke tillægger alder betydning, mener de alligevel, at den kan influere på den måde, de leder kommunen på. Peter Frost forklarer med overbevisning i stemmen:

”Både Marie og jeg er eksponenter for at køre en åben dagsorden i forhold til offentligheden. Når noget bliver vedtaget, arbejder vi for at komme ud med budskabet så hurtigt som muligt. Vi har også fokus på at markedsføre Køge hen over kommunegrænsen. Det er et konkret resultat af vores ledelsesstil. Vi ser tingene i et bredt, offentligt perspektiv.”

Generelt er offentlige topledere relativt usynlige i offentligheden og udtaler sig sjældent til pressen. Det image af en umælende kommunal topledelse er en mærkesag for Peter Frost at ændre på:

”Køge Kommune er en virksomhed med mange ansatte. For at styrke vores image, også i forhold til rekruttering, er vi nødt til at markedsføre os i offentligheden. Tidligere stod embedsmænd i skyggen af politikere. Det gør vi op med.”

Som erfaren leder vil KL-formand og borgmester i Rudersdal Kommune Erik Fabrin gerne stille spørgsmålstegn ved den tætte forbindelse mellem alder og åbenhed, som Peter Forst og Marie Stærke oplever:

”Det, at man er ung, fører ikke automatisk til åbenhed. Det har noget at gøre med ens personlighed. En god leder kan ikke være lukket. Måske er det derfor, at de fleste lukkede, unge ledere ikke sidder så længe,” siger Erik Fabrin spørgende og tilføjer:

”Måske er det i virkeligheden selvbedrag? Unge ledere er åbne for alle mulige indtryk, men det har ikke noget at gøre med at føre en bevidst og åben ledelsesstil.”

Svendeprøven

Ikke alene er Marie Stærke ung, hun er også kvinde. Og som nyvalgt borgmester skulle hun vise, at hun havde læst sine lektier. Det skete i forbindelse med det første budget, hun havde ansvar for at få i hus. Hun insisterede på at kunne det til fingerspidserne, og at hun selv skulle styre og køre alle forhandlingerne i budgetprocessen.

”Jeg blev helt klart testet: Kan hun nu det med jordforsyninger? Og hvordan er det nu med budgetgarantien? Jeg måtte ikke fejle. Derfor var jeg dobbelt så tilfreds, da jeg ikke bare lykkedes med at få lagt budget, men også med at håndtere hele processen. Det var min svendeprøve, både i forhold til byrådspolitikerne og offentligheden,” fortæller Marie Stærke.

Den opfattelse deler Flemming Christensen:

”Marie blev vist kastet for løverne første gang, hun skulle lave budget. Kunsten er at lede processen og få enderne til at nå sammen, og det evnede hun. Alderen er ikke afgørende.”

Troværdighed og tillid

I Peter Frosts job som kommunaldirektør har udfordringerne været af en anden karakter. Han forklarer med en fornyet intensitet i stemmeføringen:

”Jeg har mere oplevet, at mine udfordringer kom af, at jeg repræsenterede en anden vinkel i ledelsesstilen. Jeg har skullet overbevise medarbejderne om, hvorfor det var den rigtige vej, når det, de kendte fra tidligere, var anderledes.”

Han uddyber efter en kort tænkepause:

”Altså, der tales hele tiden om ledelse: Ledelsesuddannelse, -teori, -udvikling osv. Alt sammen vigtigt, men det må ikke stå alene. Man må aldrig glemme det menneskelige aspekt i ledelse, for når alt kommer til alt, så handler det om basale værdier som troværdighed og tillid. Det menneskelige aspekt er i virkeligheden det vigtigste ved ledelse.”

I baggrunden nikker borgmesteren.

Randi Kirkegaard, fællestillidsrepræsentant i Køge Kommune, kan bekræfte, at mange medarbejdere på forhånd var skeptiske over kommunaldirektørens unge alder.

”Men Peter overraskede fuldstændig og kom hurtigt ind i tingene. Og allerede fra start meldte han åbent og ærligt ud, at han vil det med personale. Han sørger hele tiden for at have medarbejderne med,” siger hun.

Kvinder og kvoter

At den øverste politiske leder er kvinde, har dog ikke haft en sneboldeffekt ned gennem organisationen: Kun én ud af fem direktører er kvinde. Men da talen falder på kønskvoter, er holdningen klar hos dem begge.

”Peter blev ikke valgt, fordi han er mand. Da Peter søgte, var der dog ikke mange kvinder i ansøgerfeltet. Og det kan jeg da godt ærgre mig over. Men det strider mod mine ligestillingsprincipper, hvis man med kvoter skal belønnes for at være kvinde. Der synes jeg i virkeligheden, kvinden sættes i en svag rolle,” siger Marie Stærke meget bestemt.

Peter Frost erklærer sig 100 procent enig:

”Problemet med kvoter er, at man ikke får taget fat på det grundlæggende problem: At skabe en ny balance mellem familie- og arbejdsliv. For det skaber altså et bedre samarbejde, hvis der er en god blanding af kvinder og mænd i ledelsen. Der er rigtig mange, der snakker om det, men mange steder sker der faktisk ikke noget,” siger han og fortsætter:

”Lige siden jeg trådte ind ad døren her, har jeg signaleret, at der også skal være plads til familien. Min sekretær, og andre, har nævnt, at de stadig er lidt i chok over, at jeg ikke tjekker mails hver weekend. Når man har fri, så har man fri, for der skal være plads til familien. Selvfølgelig skal man være fleksibel i pressede situationer, men det skal ikke være reglen, at man arbejder fra tidlig morgen til sen aften.”

Offentligheden venter

Det er tydeligt, at både Marie Stærke og Peter Frost er villige til at tage nye chancer og gå andre veje end dem, deres forgængere har tegnet stregerne til. Og gerne i en klart uformel atmosfære. Peter Frost forklarer med et glimt i øjet:

”Det er meget Marie, der står for det, men det er vigtigt for os begge at fremme en arbejdsglæde, så tingene ikke bliver for højtidelige,” siger han.

”Det er du nu også meget god til. Den der uformelle tone betyder helt vildt meget. Der skal også være plads til at fortælle vitser i en travl arbejdsdag,” tilføjer borgmesteren.

Telefonen på bordet ringer gentagne gange, og udenfor står TV2/Lorry utålmodigt og tripper, mens de venter på borgmesteren. Borgmesteren skal på TV, og kommunaldirektøren går i retning af sit kontor, for der skal ikke hentes børn i dag.

Den urokkelige afvisning af alderens betydning for deres lederroller hænger stadig og duver i lokalet, for det er svært at komme udenom, at den unge ledelse i Køge i kraft af deres alder ser med friske øjne på en traditionel dansk kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet