Brug de nyuddannede - vi kan ikke undvære dem

Jeg vil meget nødigt male Fanden på væggen i disse krisetider, for kriser kan uddybes af sortsyn. Omvendt er det desværre nødvendigt at fortælle om dystre forventninger til arbejdsløsheden, hvis det skal lykkes at få taget problemet alvorligt så tidligt, at det er muligt at afbøde virkningerne. Derfor vil jeg gerne dele de forventninger, vi har i DJØF, til udviklingen i antallet af arbejdsløse djøfere i dette efterår.

Den private sektor ansætter næsten ikke unge akademikere i øjeblikket. Og de arbejdende kandidater afskediges. Ikke i meget store tal, men alligevel så meget, at stigningen i antallet af arbejdsløse djøfere fra juli 08 til juli 09 er 64 %. Billedet fra den offentlige sektor er ikke helt så grelt, men her stagnerer ansættelsesomfanget, og vi ser endda flere afskedigelser.

Sammenlignet med tidligere beskæftigelseskriser ser mønsteret meget dystert ud. Arbejdsløsheden er endnu ikke steget i store tal, men kurven er uhyggeligt stejl. Det vidner om en lang vej, før det vender.

I DJØF forventer vi, at de nye kandidater – dimittenderne – som kommer ind i arbejdsløshedsstatistikken i september og oktober, vil blive udsat for en gysende oplevelse med et arbejdsmarked, der er gået helt i stå. Det er desværre ikke urealistisk at komme til at se arbejdsløshedsprocenter i den gruppe på langt over 50 %.

Jeg ser to opgaver lige forude. For det første må alle kræfter med regeringen og Folketinget i spidsen tage ansvaret for at iværksætte en indsats for at sikre, at samfundet ikke taber en eller flere veluddannede årgange på gulvet. DJØF har stillet en række forslag, som både minister og partier har modtaget med interesse. Nu venter vi på handling. Men vi kan ikke vente ret længe, for så mindskes værdien af uddannelsen. På lidt længere sigt bliver der katastrofal mangel på højtuddannede.

For det andet må arbejdsmarkedssystemet indrette sig på at modtage de nye arbejdsløse på en kvalificeret måde. Vi hører gentagne historier om en helt grotesk behandling. Det ser ofte ud, som om det er de enkelte sagsbehandlere i jobcentre og A-kasser, der er grebet af vanvid. Men det er desværre mistroiske regler, der dirigerer indsatsen. Det må laves om.

Det er tåbeligt at tro, at mennesker har brugt årevis på at slide med studier på et meget lavt leveniveau for pludseligt bliver aldeles arbejdssky, når de skal udfolde alt det, de har lært. Et arbejde har faktisk været målet for al deres indsats gennem 5-6 år. Systemet må geares til at bruge deres engagement – ikke til at ydmyge dem.