Slotsholmens magtfulde sekretærer

På invitationen til havefesten stod der black tie. Direkte oversat betyder det sort slips, men hvad ministersekretæren ikke vidste var, at det i den diplomatiske dress code refererer til den sorte butterfly, man bærer til hvid smoking. Så da Poul Nyrup Rasmussen mødte op i et mørkt jakkesæt, stod han ud som den kiksede undtagelse i et hav af smokingklædte herrer. Og så var ministersekretærens dage i Statsministeriet talte, fortæller Henrik Qvortrup og Niels Lunde i deres portrætbog ’Nyrup’. 

Ifølge tidligere ministersekretær Kresten Schultz Jørgensen, der i dag er direktør i kommunikations- og analysevirksomheden LEAD Agency, er historien et billede på den angstfyldte virkelighed, som ministersekretærer konstant navigerer i.

”Masser af ministersekretærer er blevet fyret efter et eller to fejltrin. At være ministersekretær er ’ondt i maven’ konstant og uafbrudt,” siger han og fortsætter:

”Det er enormt angstprovokerende. Det er din røv, der brænder, hvis noget kikser.”

Drømmejob for unge fuldmægtige

I sig selv lyder ministersekretærjobbet ikke specielt attråværdigt. Når man dertil ligger, at rollen som ministersekretær i sin mest karikerede form handler om at være ministerens konstant nærværende og tjenende ånd, der om nødvendigt stryger ministerens sokker, skulle man tro, at de fleste løb skrigende bort.

Men sådan er det ikke. Tværtimod drømmer mange unge fuldmægtige om at besidde posten, der vidt og bredt på Slotsholmen anses for at besidde stor prestige og muligheder.

For unge og ambitiøse fuldmægtige kan det imidlertid være svært at gennemskue, hvordan de kommer i betragtning til stillingen. Det er nemlig sjældent, at stillingen bliver slået op. 

Oftest står departementschefen i følgeskab med resten af den administrative ledelse for at plukke to til tre talentfulde fuldmægtige med et par års erfaring. De indkaldes til samtale hos ministeren, som foretager det endelig valg.

Fra tid til anden sker det dog også, at ministeren selv peger på en person, som har gjort sig positivt bemærket. Men aldrig - understreger flere nuværende og tidligere ministre – er der politiske undertoner i valget af ministersekretær. Og skulle en potentiel kandidat afsløre sit eget politiske ståsted, så ville det ifølge undervisningsminister Bertel Haarder (V) straks føre til, at vedkommende blev sparket ud til højre.

”Det ville være dybt, dybt pinligt, hvis en embedsmand fortalte mig, hvem de havde stemt på,” siger han.

Ministersekretærer har magt

Når jobbet som ministersekretær har så stor prestige og anseelse, så skyldes det i høj grad, at stillingen per automatik er utrolig tæt på det politiske spil og magten.

Eksempelvis fortæller de konservatives politiske ordfører Henriette Kjær, at hun i sin tid som socialminister brugte sine ministersekretærer til alt lige fra den mindste detalje til de største strategier.

”Ministersekretærerne er utrolig indflydelsesrige. Det skete ofte, at jeg politikudviklede med dem og vendte nye tiltag,” siger hun.

Den oplevelse har Kresten Schultz Jørgensen også haft i sin tid som ministersekretær i Forskningsministeriet.

”Som ministersekretær rådgiver du om det mindste og det største. Lige fra om slipset sidder ordentligt til, hvad ministeren skal synes om sine kolleger og den førte politik,” siger han.

Ministersekretærens store indflydelse skyldes også, at de tilbringer uendeligt mange timer med ministrene i biler, i lufthavne, til møder og i ministeriet. Det er på godt og ondt deres pligt at stå til rådighed for ministeren fra morgen til aften.

Netop det aspekt savner Pui Ling Lau, der har været ministersekretær for Poul Nyrup Rasmussen og ministersekretariatschef for Anders Fogh Rasmussen, ikke synderligt.

”At mestre hele paletten fra substans til praktik er en vigtig egenskab, men jeg nyder den dag i dag at kunne vælge at lade være med at besvare mobiltelefonen. Det er selvfølgelig sagt med et smil på læben, for når man siger ja tak til jobbet som ministersekretær, så siger man også ja til at stå til rådighed 24 timer i døgnet alle ugens syv dage,” siger hun.

En god ministersekretær er nævenyttig

For at være en god ministersekretær er det imidlertid ikke nok at være en arbejdshest. Vedkommende skal i høj grad også være selvkørende og pågående, mener Kresten Schultz Jørgensen.

”Typisk leder man efter en person, der er rimelig kvik på aftrækkeren og fremme i skoene uden at være oversmart eller selvpromoverende,” siger han.

Sidstnævnte problem har undervisningsminister Bertel Haarder dog aldrig været ude for.

”De ministersekretærer, som jeg har haft, har været embedsmænd til fingerspidserne. De ved godt, hvornår de skal træde et skridt baglæns,” siger han og fortsætter:

”De er ikke ligesom nogle af spindoktorerne.”

Faktisk har Bertel Haarder ved flere lejligheder ønsket, at hans ministersekretærer var endnu mere pågående. Han har blandt andet set sig nødsaget til at sige farvel til en ministersekretær, fordi vedkommende simpelthen var for ’ydmyg og selvudslettende’.