Til det spørgsmål kan der jo klart svares nej. Bortset fra en meget lille gruppe ”særlige rådgivere” i departementerne, som udpeges af ministrene og forlader deres poster med dem, er alle øvrige stillinger i ministerierne besat med embedsmænd. I de fleste andre europæiske lande har man en særlig gruppe af politisk udnævnte viceministre eller statssekretærer, som bistår ministrene i deres politiske arbejde.
Det har helt tilbage fra 1920’erne været diskuteret, om en sådan ordning også skulle indføres her i landet. Med jævne mellemrum har ministre og andre politikere foreslået det. Men hver gang er det løbet ud i sandet, formentlig fordi det politiske ønske ikke har været tilstrækkelig stærkt, og fordi embedsfolket, og især departementscheferne, af let forståelige grunde ikke har ønsket et nyt led skudt ind mellem dem og ministrene. I de senere år har indførelse af statssekretærer været en meget død sild.
Måske skyldes det, at behovet for denne ekstra assistance for ministrene, uden at nogen rigtigt har hæftet sig ved det, er blevet imødekommet fra en hel anden kant. I overensstemmelse med vores lange tradition for at gribe forvaltningsudvikling an på en pragmatisk og uformel facon er der gradvist sket en forandring af samspillet mellem ministre og departementschefer. Denne udvikling er beskrevet i en undersøgelse(1), som bygger på en række samtaler med en snes forhenværende ministre og departementschefer, der tilsammen dækker 15 ministerier i perioden fra begyndelsen af 1960’erne til et par år efter regeringsskiftet i 2001.
Sagt meget kortfattet tyder undersøgelsen på, at behovet for at indføre statssekretærer ikke længere er så aktuelt, fordi de seneste ”generationer” af departementschefer faktisk nu udfylder denne rolle på en måde, som imødekommer ministrenes behov for politisk assistance. For at nævne nogle enkelte eksempler så varetages arbejdet med den løbende, tværgående koordinering på Slotsholmen og med komplekse, langsigtede reformer nu af departementschefer i et omfang, som var utænkeligt for 50 år siden. Det er heller ikke længere uset, at departementschefer forhandler med de politiske partier – også med dem i oppositionen – når en intrikat sag skal bringes på plads. Hvor de andre EU-lande som regel repræsenteres ved ministre eller politiske statssekretærer i rådsforhandlingerne i Bruxelles, er det fra dansk side tit departementscheferne, som møder frem.
Det betyder ikke, at ministrene har fået mindre at lave. I den indbyrdes arbejdsdeling er det således i stadig stigende omfang dem, som står på mål og tager sig af de mange akutte enkeltsager, hvor opposition og presse forventer ministerindsats, selvom der oftest er tale om sager af ringe principiel eller politisk betydning.
Nogle vil sikkert forholde sig kritisk til denne udvikling og tale om et ”konstitutionelt skred” og et behov for, at grænserne mellem politik og forvaltning bør trækkes tydeligere op (igen). Andre ser udviklingen som en nødvendighed i en stadig mere kompleks politisk-administrativ verden. Som en af de interviewede departementschefer bramfrit udtrykker det i bogen:
”Vi har reelt fået statssekretærer, men i en særlig dansk departementschef-variant. Og det skal vi være glade for. Behovet for at styrke ministrenes politiske funktion er indiskutabelt. Men Danmark har simpelthen for lille en talentmasse til ved siden af departementscheferne at rekruttere tilstrækkeligt mange folk fra partiernes bagland med de fornødne faglige og organisatoriske kompetencer”.
(1) Undersøgelsen gengives i et kapitel i ’På Ministerens Vegne. At styre og lede i statens tjeneste’, der udkommer i september på Handelshøjskolens Forlag og er skrevet af H.H.Brydensholt, Jens Kampmann, Christian S. Nissen, Poul Ottosen, Inge Thygesen og Ole Zacchi.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER