Fiktive møder giver plads til arbejde

Folk jeg kender sukker over alle de møder, de er nødt til at stride sig igennem på en almindelig arbejdsdag, og det forklarer selvfølgelig, hvorfor de er umulige at få fat på. Man ringer og får at vide, at de ’sidder i møde resten af dagen’, men nu ved jeg, at det nok er løgn, de sidder i virkeligheden bare og arbejder.

En raffineret modkultur har lige så stille udviklet sig i Projektdanmark, hvor ansatte hver dag kæmper for at overleve det mødehelvede, der gennemtrænger enhver organisation og virksomhed. Denne tavst accepterede modbevægelse er et indiskutabelt bevis på, at man er nødt til at tage sagen i egen hånd, for det nytter ikke at håbe på bedre mødeledelse eller mødekvoter eller simpelthen nægte at deltage i de mest kedelige og uproduktive møder, nej, man må kæmpe på systemets præmisser.

Som min ven kontorchefen selvretfærdigt siger: ”Fiktive møder er en velkendt strategi – jeg benytter mig også selv af den. Det bedste er at sætte en hel formiddag af til et eksternt møde, så har man nemlig fri til at arbejde rigtigt.”

Folk flyver under møderadaren i stor stil, de sætter timeblokke ind i mødekalenderen, så kollegerne ikke når at lægge beslag på deres kostbare tid; de flygter fra lunken sodavand, dårlig kaffe, slatten PowerPoint og møder om nye møder. Folk er nødt til at gå i skjul, ellers skal de arbejde endnu mere hjemme om aftenen.

Jeg vidste ikke, det var så udbredt, men har stor sympati for selvtægt og pjækkeri, som er langt mere effektivt end dårlige undskyldninger. Noget er jo gået galt, når det er nødvendigt at forlade sig på konsulenter udefra – mødefacillitator – coaches, som kan fortælle om ’værdiskabende mødekultur’ – det er noget med, at man skal møde til tiden og have en dagsorden, og at deltagerne ikke må tale i munden på hinanden.

Et gennembrud, som nærmest har opfindelseshøjde på den front, er ideen om stående møder, den praktiseres i moderne virksomheder og hviler på antagelsen, at heller ikke benmuskler kan bære lange, selvsmagende oplæg og meningsudvekslinger. Men det virkelige problem er og bliver alle de kedelige oplægsholdere - folk som privat også keder deres borddamer og bordherrer til bristepunktet. Det løser man ikke ved at få dem til at stå ret op, også her må deltagerne selv finde ud af at lindre kedsomheden. Vi taler ikke om at falde i søvn, uden at det bliver opdaget, men om små metoder, man kan udveksle med hinanden. Man kan tegne, man kan lege bullshit-bingo, man kan tælle øh’er, forestille sig at de andre i virkeligheden er robotter eller hemmelige agenter, eller at man alene ved tankens stærke kraft kan få deres hoveder til at eksplodere.

Millioner af kroner spildes på ligegyldige møder. En eller anden må have siddet i et møde og lavet sådan nogle beregninger. Måske på Christiansborg, hvor modkulturen har fundet vej, men nu trues af statsminister Lars Løkkes kalenderlov. Den går ud på, at offentligheden ikke længere skal kunne følge med i ministrenes kalendere, idet loven nemlig vil undtage dem fra reglerne om aktindsigt.

”Mødekalenderen har efterhånden tabt sin funktion som planlægningsredskab, når man i dag nøjes med at skrive møde med politikere,” siger Lars Løkke.

Jeg er bange for at loven vil få utilsigtede virkninger, for jeg tror bestemt også, at ministrene har stort behov for at holde fiktive møder, så de kan arbejde rigtigt.