FC Polit - her plejes form og netværk

11.8.2009

af

Fodboldholdet FC Polit spiller kun kampe – træning er der ikke tid til. Karriere og familie fylder det meste. Men motion og netværk lokker, så ud af et oldboyshold på 20 mand lykkes det med hiv og sving at stille med 11 mand næsten hver gang.

Mange af spillerne kommer direkte fra arbejdet – især når det er tidligt på sæsonen, og kampene bliver spillet allerede klokken 18.00! Denne aften er der kun to, der ikke har nået at være et smut hjemme efter arbejde. Her i de lyse afteners tid bliver der også først fløjtet til kampstart klokken 19.45. Én har sin datter med, fordi der ikke lige var andre pasningsmuligheder.

Der er mødt 14 mand op – helt usædvanligt, siger kassereren Rasmus Warborg Larsen. Ofte kan det være svært bare at mobilisere 11 mand ud af truppen på 20, når der skal spilles kamp.

”Vi opfører os, som om vi var syv år. Det er ikke nok, at vi får et kampprogram. Vi skal gerne have en mail tre dage inden kampen plus en på selve kampdagen,” siger Rasmus Warborg Larsen.

Jo, formanden Erik Møller bruger godt nok rigtig meget tid og sender rigtig mange mails af sted for at være sikker på, at de stiller mindst 11 mand til en kamp. Og det er ikke sjældent, at han får tre afbud i sidste øjeblik, og så må der tænkes kreativt. Det betyder, at de ofte har gæstespillere med – kolleger til kolleger og gamle venner. Og en gang imellem går det bare ikke op, og så må de aflyse.

Engang var der tid til et par øl

Det var noget andet dengang i 1988, hvor holdet blev startet med udspring i polit-studiet på Københavns Universitet. Dengang var der både tid til træning, byture efter træning og festlige julefester, men det er gået nedad bakke på alle felter. Der er et par stykker på holdet tilbage fra dengang, men ellers er de fleste kommet til hen ad vejen – mange har dog spillet i mindst ti år. I dag består holdet af travle karrieremænd, der også har en familie, de gerne vil være sammen med, og som også må stå til rådighed, hvis ministeren kalder, eller de har en stor og presserende sag, de skal have afsluttet. Så de spiller kun kampe – i udendørssæsonen sådan cirka en hver tiende dag i snit. Træning er der ikke tid til længere, og det har der slet ikke været i det her årtusinde.

”Træner, hvad er det? Det er da bare en titel, er det ikke?” som en af spillerne siger.

Men i aften er de 14 kampklare mand – et så stort fremmøde må helt klart skyldes, at DJØF Bladet er på besøg, lyder det fra flere.

Opvarmning er der ikke meget af, og mest af alt er det snakketøjet, der bliver motioneret, inden fløjten lyder. Det kunne måske ellers være godt med bare en smule opvarmning, for det er ikke sjældent, at én af spillerne bliver skadet – især i starten af sæsonen.

Netværk på sidelinjen

FC Polit sætter godt tempo på helt fra start og presser modstanderne FC Freon, som de ellers plejer at spille nogenlunde lige op med. Og fem minutter før halvleg er der kasse. 1-0 til FC Polit. ”Sådan” og ”Godt,” lyder det fra de tre spillere, der står og puster ud på sidelinjen. Den ene døjer med en gammel fiberskade.

Før, under og efter kampen bliver tiden brugt til meget andet end at snakke fodbold. Nogle skal lige ordne en mobiltelefonsamtale. På sidelinjen går snakken om ’det fede trading market’ og om ’swap spread’. To spillere, der i det daglige er børsmæglere, snakker om, hvordan ’markedet’ lukkede i dag.

Der er halvleg, og spillerne er godt tilfredse med deres føring, for deres modstandere plejer at score lige i begyndelsen af anden halvleg, og så er det jo godt at have et lille forspring. Planen er bare fortsat at klø på, som de gjorde i første halvleg, hvor langt det meste af spillet foregik på modstandernes banehalvdel.

Snakken fortsætter på sidelinjen, og der bliver løbende skiftet ud, mens resten af holdet knokler på.

Kassereren, Rasmus Warborg Larsen, fortæller, at det har sine fordele at spille med nogle, der ’taler samme sprog’ som en selv. For selvom fodbolden er i fokus, når kampen er i gang, så går snakken jo før og efter kampen, og flere mødes også i embeds medfør. Det er godt at vide, hvem man skal ringe til, hvis nu man fx har brug for en kontakt i et specifikt ministerium.

”Og så er der jo en vis forståelse for, at man melder fra til en kamp i sidste øjeblik, hvis der er noget presserende på arbejdspladsen,” siger Rasmus Warborg Larsen.

Jacques Skovgaard, der står på sidelinjen, medgiver, at der automatisk bliver netværket, når spillerne mødes i FC Polit.

”Holdet er lidt af en jobdatabase. Hvis en får et nyt job, er det sket, at han trækker en anden med over på den nye arbejdsplads,” siger Jacques Skovgaard.

En anden fra truppen, Michael Dalby, er også meget bevidst om netværksdelen i FC Polit.

”Vi er jo forgrenet rundt om i danske og internationale virksomheder, og det betyder jo, at man får en masse kontakter, hvis der skulle blive brug for det.”

Så er der mål igen. 3-0 til FC Polit. Men de mister noget af pusten i anden halvleg, og modstanderne får sat et enkelt mål ind. 3-1 er det endelige resultat, da kampen bliver fløjtet af, og det er de godt tilfredse med. Stemningen er i den muntre ende med en del grin og smådrillerier, mens de bader, skifter til civilt og sædvanen tro skåler i dåseøl, som holdleder og formand Erik Møller har medbragt. Men det bliver kun til en hurtig øl, for hjemme venter familierne. De når dog lige at spørge, om DJØF Bladet inklusive fotograf ikke kunne komme en gang imellem og se på, for det er lang tid siden, de har spillet så godt. Og så vil de da også godt lige bemærke, at de godt kan bruge et par mand mere i truppen, for så kan det jo være, at holdlederen får lidt nemmere ved at stille hold til de kommende kampe.


Dagens hold: 

Nr. 1.             Målmand: Henrik Holst, projektkoordinator i Metroselskabet (autodidakt)

Nr. 2:             Jacques Skovgaard, polit. og børsmægler i Nordea

Nr. 3:             Morten Janum, ingeniør og seniorkonsulent hos Corpital

Nr. 4:             Anders Jørning, polit. og afdelingsleder, You See

Nr. 5:             Thomas Due Kay, ingeniør og programme manager i Microsoft

Nr. 6:             Gunner From, cand.merc. og vicepræsident i Danske Bank

Nr. 7:             Jacob Guldager, operation manager i shippingvirksomheden Leth, shippinguddannet

Nr. 8:             Michael Dalby, polit. og strategy manager i E.ON

Nr. 9:             Rasmus Warborg Larsen, cand.scient.pol. og sekretariatschef i Femern Bælt A/S

Nr. 10:           Søren Thorsen, HD i finansiering og børsmægler i Nykredit

Nr. 14:           Dennis Conrad, civilingeniør i Microsoft

Nr. 38:           Erik Møller, jurist og fuldmægtig i Fiskeridirektoratet

Nr. 39:           Henrik Bendixen, polit. og specialkonsulent i Lægemiddelstyrelsen

Nr. 42:           Daniel Fritz, ’altmuligmand’ hos Microsoft

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet