Et nyt DJØF

24-08-2009
2 min.

DJØF kommentar.

Når du læser disse linjer, har du måske lagt mærke til, at DJØFs hovedbestyrelse og bestyrelsen for C3 (tidligere Civiløkonomerne) har besluttet at arbejde for at fusionere de to forbund i et nyt DJØF.

Djøfere og C3ere arbejder på de samme arbejdspladser, har samme uddannelsesmæssige baggrund og har de samme forventninger til den service og de tilbud, en moderne faglig organisation skal tilbyde sine medlemmer. Vi har drøftet mulighederne for fusion hen over sommeren og er nået frem til, at der er langt mere som samler end som skiller os. Vores mål, strategier og ambitioner er meget identiske, og vi er helt enige om, at en faglig organisation har ét mål: At fremme medlemmernes muligheder og vilkår i arbejdslivet.

Et nyt DJØF vil samle næsten 70.000 medlemmer, og vi bliver dermed en endnu større og stærkere spiller på arbejdsmarkedet. Den styrke vil vi bruge til at give dig og alle de øvrige medlemmer endnu bedre tilbud.

DJØFs slogan har gennem de seneste år været ”Danmarks måske stærkeste netværk. Nu kan vi fjerne ’måske’. Vi vil være Danmarks stærkeste netværk, hvor endnu flere medlemmer er aktivt involveret og deler viden og erfaringer med hinanden. Du får bedre muligheder for at udvide og styrke dit netværk.

Et andet perspektiv er at gøre vores medlemsservice endnu bedre – individuelt og kollektivt. Excellent service og et klart mål om at sætte nye standarder for opsøgende og effektiv medlemsservice er vores fælles ambition.

Flere medlemmer giver også mere tyngde og indflydelse til, at DJØF som interessevaretager kan påvirke lovgivning og rammer, der påvirker dit arbejdsliv. Work-life-balance, ledelse og beskæftigelse er blot nogle af de emner, et nyt DJØF med større styrke kan sætte på dagsordenen.

70.000 medlemmer gør det nye DJØF til en af sværvægterne på arbejdsmarkedet for højtuddannede. Men vi ved, at der er mange rundt om på uddannelsesstederne og arbejdspladserne, som endnu ikke er opmærksomme på værdien af at være en del af et stærkt netværk. Dem skal vi have fat i de kommende år. Målet er, at vi bliver 100.000 medlemmer i 2015.



Den endelige beslutning om fusion sker i løbet af efteråret. C3 holder ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 20. september og gennemfører herefter en urafstemning blandt medlemmerne frem til den 8. oktober. Den 18. november skal DJØFs repræsentantskab tage stilling til planen. Hvis både DJØF og C3 godkender fusionen, bliver den en realitet fra 1. januar 2010.

Jeg håber og anbefaler stærkt, at det bliver vedtaget. Det vil være den største og bedste beslutning i de snart 25 år, jeg har været medlem af DJØF.

Du kan læse mere om fusionen og de mange spørgsmål, der naturligt rejser sig i kølvandet på så stort et skridt, på vores fælles fusionshjemmeside - klik på linket til højre.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.