Det koster at være kompromisløs

På landsplan er der kun ni kvindelige kommunaldirektører ud af 104. Og man skal ikke tage fejl af det umiddelbart lidt generte og feminine ydre: Birgit Fogh Rasmussen er en målrettet dame. Sådan er det i hvert fald blevet. Men ser hun 20 år tilbage, da hun i begyndelsen af 30’erne skulle gøre studiet i statskundskab færdigt, tænkte hun ikke på den måde. Dengang skulle hun i hvert fald ikke arbejde i en kommune.

”Jeg ville bare ud. Lige så længe jeg kan huske, har jeg haft udlængsel. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle arbejde i Danmark, så jeg søgte job i FN, da jeg var færdig med studiet,” fortæller hun.

Birgit Fogh Rasmussen blev juniorrådgiver på FNs regionale kontor i Bangkok og tog af sted med mand og datter, der på det tidspunkt var seks år gammel. Birgit Fogh Rasmussen nød udfordringerne, og på første udstationering var – i hvert fald datteren – også glad. Hendes mand, der er uddannet biokemiker, kunne derimod ikke finde relevant arbejde.

”Det var hårdt for ham. De var ikke vant til medfølgende mandlige ægtefæller i FN-systemet. Så han rejste hjem igen, og jeg var så alene med min datter det meste af tiden.”

Hvordan var det at være udstationeret og alenemor?

”Jeg havde da dårlig samvittighed. Jeg havde mange møder, som ofte lå om aftenen, og så måtte Henriette være alene med vores barnepige. Jeg stødte ikke på andre enlige mødre, men det var ikke noget, jeg spekulerede så meget på. Det skulle bare fungere. Mine kolleger var typisk mænd og havde hjemmegående koner, der tog sig af familien. Enten var familien med, eller også boede de i Geneve eller New York, mens manden rejste rundt. Det var de to modeller.”

Hvilke ambitioner havde du på det tidspunkt?

”At blive fastansat. Det var svært, for det var et nåleøje at komme igennem. Så jeg gjorde det så godt, jeg kunne.”

Konsekvenser for datteren

Birgit Fogh Rasmussen blev fastansat efter de tre år i Bangkok og tilbudt en stilling som Programme Officer med ansvar for en lille FN-afdeling i Indonesien. Her oplevede Birgit Fogh Rasmussen for første gang, at hendes karrierevalg efterfølgende havde en mærkbar konsekvens for hendes datter.

”Hun var meget ked af at skulle flytte fra vennerne i Bangkok og fra vores barnepige i Thailand. I lange perioder var Henriette jo alene med hende. Jeg var fx på et tre ugers kursus i New York, og da var der kun barnepigen til at tage sig af hende. Hun blev en anden mor for hende. Da jeg så kom til Indonesien, havde jeg den holdning, at nu skulle hun altså prøve at komme i en europæisk skole, for var det amerikanske skolesystem ikke lidt selvforherligende? Og så begik jeg den gevaldige bommert, at jeg insisterede på, at hun skulle i en engelsk skole, og det hadede hun. Hun var så ked af det. Det var med uniform og ’yes sir!’ Hun havde jo været vant til at diskutere og sige ’why?’ Så det havde voldsomme konsekvenser for hende.”

Birgit Fogh Rasmussen besluttede sig for, at Henriette skulle sendes hjem til sin far i Danmark og begynde i en dansk skole. Så hun satte sin datter på flyet.

”Det var svært. Men jeg kunne jo se, at det var det eneste rigtige, for hun havde det skidt, og jeg havde heller ikke nok tid til hende. Jo længere jeg steg i graderne i FN, jo flere repræsentationer var der. Jeg rendte jo til den ene reception efter den anden om aftenen, så hun var forfærdeligt meget alene,” fortæller Birgit Fogh Rasmussen.

Hvordan oplevede du dilemmaet mellem at ville være sammen med din datter og ville gøre karriere?

”Jeg stillede faktisk ikke spørgsmålstegn ved min karriere. Jeg tænkte, at det nok skulle løse sig.”

Udlængslen trak igen

Det løste sig også. FN havde lige åbnet et indkøbskontor i København, så Birgit Fogh Rasmussen søgte om overflyttelse – og fik det. Efterfølgende arbejdede hun fem år i København som Business Development Officer med at øge salget fra de skandinaviske lande og Holland til FN. Men så trak udlængslen i hende igen.

”Min karriere stod jo stille i den periode, og jeg kan ikke fordrage stilstand. Der skulle ske noget, for så længe man er samme sted, sker der jo ikke noget. Heller ikke med karrieren,” siger hun.

Birgit Fogh Rasmussen blev bedt om at være fungerende direktør for FN-kontoret i Litauen i en midlertidig stilling. Året var 1995. Og det sagde hun ja tak til, mens datteren kom på kostskole på Sorø Akademi for en kort bemærkning.

”Men det var alt for tidligt for hende at flytte hjemmefra. Da var hun kun 15 år gammel. Og det var ikke noget godt sted for hende, så hun kom med i stedet.”

Næste stop var Georgien, hvor Birgit Fogh Rasmussen blev udnævnt til vicedirektør, men fungerede som direktør. Det var i 1996, og landet var afskåret fra vand- og elforsyninger efter krigen og løsrivelsen fra Rusland, så om vinteren måtte mand og datter tage tilbage til Danmark, mens Birgit Fogh Rasmussen prøvede at holde varmen ved en lille, stinkende petroleumsovn.

”Det kan være lidt svært at forklare, når man sidder i et trygt land med adgang til vand og strøm, men jeg har frosset helt usigeligt,” siger hun.

FN-posterne i Litauen og Georgien var Birgit Fogh Rasmussens første større lederjobs. Hun kunne lide at være nummer ét og tage betydningsfulde beslutninger. Ikke desto mindre glædede hun sig til, at der blev ansat en ny direktør i Georgien. Det ville nok give en mindre arbejdsbyrde og gøre det lettere at rejse hjem i ny og næ. Men den nye direktør blev grunden til, at Birgit Fogh Rasmussen valgte at sige farvel til FN-systemet efter 12 år.

”Han var det mest mandschauvinistiske, idiotiske fjols, man kan tænke sig. Og det klagede jeg over. Der blev iværksat en undersøgelse, og konklusionen var, at jeg havde ret i mine angrebspunkter. Men de bad mig om at vise lidt tålmodighed eller søge om forflyttelse. Og da var det, jeg sagde: ’Hvis man vil bibeholde sådan en idiot, der kan ødelægge livet for så mange, så vil jeg ikke arbejde i det system’.”

Du havde vel også været vant til at være nummer ét i en årrække?

”Ja, og jeg prøvede også at analysere mig frem til, om det skyldtes dét. Men det synes jeg ikke.”

Stat, amt eller kommune

Samtidig blev Birgit Fogh Rasmussens søster alvorligt syg, og mormoren døde, uden at Birgit Fogh Rasmussen kunne komme hjem til begravelsen. Så Birgit Fogh Rasmussen sagde op og tog hjem til Danmark. Ikke fordi hun savnede sit hjemland, men her var hendes datter og mand.

”Så tænkte jeg: ’Der er tre steder, jeg kan få job i Danmark: Staten, amterne eller kommunerne’. Staten udelukkede jeg, for der ville jeg bare blive en blandt mange hundrede. Det havde jeg ikke lyst til, når jeg nu var blevet vant til at have indflydelse. Amterne har jeg altid været modstander af, så det ville jo være hyklerisk, og så var der kommunerne. Og så måtte jeg jo bide i det sure æble.”

Æblet viste sig nu at være knap så surt. Frederikshavn Kommune ansatte Birgit Fogh Rasmussen som centralforvaltningschef. Den nu tidligere kommunaldirektør i Frederikshavn Karsten Simensen spottede netop Birgit Fogh Rasmussen blandt ansøgerne, fordi hun havde en særlig baggrund.

”Folk med erfaring fra det kommunale system var der sådan set nok af,” erindrer han.

Birgit Fogh Rasmussen var – også med Karsten Simensens ord – hurtig til at sætte sig ind i forholdene, men hun skulle vænne sig til problemernes proportioner.

”Jeg kan huske, at jeg sad ved at sikkerhedsmøde, hvor et af punkterne var de små huller i persiennerne, så man kunne blive blændet, når man sad ved sin computer. Så de ville have gardiner, som kunne dække for hullerne. Jeg var jo kommet lige fra Georgien, hvor folk sultede, og hvor der var skudhuller i murerne. Der tænkte jeg: ’Hold da op, hvordan skal jeg nogensinde overleve i sådan et system?’ Men det vænner man sig hurtigt til. Så bliver man bare en af dem, der synes, at det da også er for dårligt med huller i persiennerne,” fortæller Birgit Fogh Rasmussen.

Mand og datter var med i Frederikshavn, og her fik datteren sin studentereksamen, men Birgit Fogh Rasmussen ville have flere udfordringer, så hun søgte en stilling som kommunaldirektør i Rønne. Siden blev hun kommunaldirektør i Løkken-Vrå kommune, inden hun fortsatte som kommunaldirektør i Lemvig.

”Det sværeste er at være nummer to, for det er jo den, der skal feje op efter nummer ét. Som nummer ét får man det jo som regel, som man gerne vil have det. I hvert fald har man stor indflydelse på det. Man kan jo også definere, hvad det er for arbejdsopgaver, man selv tager, og hvilke andre tager. Så man kan jo egentlig vælge alt det gode og lade de andre tage resten.”

Hvorfor vil du gerne have indflydelse?

”Det ved jeg ikke … Jeg er storesøster! Hvis du spørger min lillesøster, så vil hun nok sige, at jeg altid har villet bestemme. Jeg har bare været sådan en, der altid har organiseret. Også lidt for meget, hvis du spørger min mand. Men at se resultaterne af indflydelsen er også det, der driver mig. Det kan gøre mig helt høj.”

Rip, Rap og Rup

Det er nu ikke altid let for kvinder at få indflydelse i det kommunale system, mener Birgit Fogh Rasmussen. Hun mener, der er en Rip, Rap og Rup-effekt, så man ansætter dem, der ligner en selv.

Hvad er dine råd til dem, der gerne vil være ledere i det kommunale system?

”Man skal ikke være bange for at vise, at man har lyst til ledelse. Heller ikke for at sige det. Men det kan være svært at blive leder inden for ens egen kommune. Derfor skal man ikke være nervøs for at tage det spring at søge til kommunen ved siden af for at få en lederstilling.”

Hvordan viser man, at man har lyst til ledelse?

”Det må man jo gøre ved at være lidt aktiv selv. Og selv tage initiativ. Man skal nok ikke bare pakke tasken klokken 16 og gå hjem. Men at være dygtig er jo ikke det samme som at have lyst til ledelse. For at lede godt skal man i bund og grund være interesseret i andre mennesker. Det må ikke være ens drive som leder, om man er populær, for man skal jo også tage upopulære beslutninger. Derfor skal man heller ikke blive alt for tæt med sine medarbejdere.”

Hvad har omkostningerne været ved at rykke så meget rundt?

”Rodløshed og tab af langvarige relationer til andre mennesker. Jeg kan jo se, at det betyder rigtig meget for folk i Lemvig. De har familie og nære venner omkring sig. Sådan har jeg jo aldrig prøvet at leve. Jeg kan godt se, at det har haft nogle store omkostninger, for jeg har jo mødt utrolig mange dejlige mennesker, og havde det været under normale forhold, havde jeg jo også haft dem som venner i dag.”

Din mand bor på Samsø, og I har i en lang årrække kun set hinanden i weekenderne. Er det ensomt?

”Nej, det synes jeg ikke. Jeg bilder mig jo ind, at jeg ikke har behov for mere. Det er snarere undtagelsen end reglen, at jeg er hjemme til det, man kunne kalde normal spisetid, og så er det jo egentlig en lettelse, at jeg ikke skal sidde og kigge på klokken og tænke: ’Åh, nu har min mand lavet mad’. Men jeg kunne godt forestille mig, at det bliver ensomt, når man bliver pensionist. Så hvis jeg ikke havde min mand, kunne det godt blive ensomt.”

På mange måde har du vel valgt arbejdet frem for parforholdet?

”Arbejdet er jeg jo selv herre over. Parforholdet kan man jo i virkeligheden aldrig være sikker på. Det er ikke en livsforsikring, men det er dit job jo på sin vis. Arbejdet betyder rigtig meget for mig.”

Hvordan har din udlængsel det?