Vores nye ledere

Rollebesætningen i dansk politik er skiftet, temmelig gennemgribende på meget kort tid. Syv af folketingets otte partiledere er helt eller ret nye på deres poster: Lars Løkke Rasmussen (2009), Johanne Schmidt-Nielsen (2009), Anders Samuelsen (2009), Lene Espersen (2008), Margrethe Vestager (2007). Helle Thorning-Schmidt (valgt i februar 2005, tre måneder før Villy Søvndal i april) blev ved Fogh’s afgang den næst-længst siddende partileder! Pia Kjærsgaard har – efter 14 år – ca. så lang tids erfaring som resten tilsammen!

Før vi spørger, hvad de har tilfælles, en advarsel. Mange politologiske analyser har en helt u-erkendt tendens til romantik: man længes efter dengang, hvor politikere var ’rigtige’ politikere – überideologer, røde eller blå til benet. Før de blev afløst af kedelige bureaukrater, politik-som-karriere-klatrerne, der af spindoktorerne iscenesættes som slagkraftige personligheder for tv-kameraernes skyld. Risikoen er, at man dermed tillægger fortidens politikere en ideologisk og moralsk lidenskab, de simpelthen heller ikke havde.

De fleste af disse partiledere har fået magten gennem ret udramatiske forløb: de har ofte været positioneret som aftagere; dem, de har afløst, har ikke forladt lederposten i nogen egentlig krise-situation, og de lejre, de ikke selv har repræsenteret, har de forstået at bygge bro til. Der har faktisk ikke været alvorlige rivaler til vinderen. Magtskifterne har generelt karakter af, at én generation overlader kommandobroen til den næste – snarere end at to fløje eller lejre tager et opgør om partilinjen. I ingen af magtskifterne er der indgået virkelig debat om konkrete politiske dilemmaer. Disse forløb finder sted i en verden, hvor partiernes organisationer har tabt i betydning, dialogen også med medlemmer foregår i medierne, og partierne i det hele taget har indrettet sig på at føre evig valgkamp.

Så hvorfor vinder vinderne? Det centrale kriterium: At de skal kunne ’sælge billetter’ – og dette begreb er ikke så entydigt som det kan lyde. Man kan således ikke påstå, at det nuværende hold partiledere virker mindre-ideologisk eller mindre kantet end den generation, de har afløst: partimedlemmerne forstår udmærket, at en partileder ikke kan være så afslebet, at vedkommende ikke kan give modspil og modstand til andre politikere, journalister m.fl. Vinderen er den, der ligner den mest moderne repræsentant for den allerede lagte linje. Man vælger ikke en leder, der skal forny linjen, men en, der ligner fornyelsen i sig selv: lederskiftet ligner enden på fornyelsesprocessen, ikke begyndelsen.

På den måde bliver lederskiftene aldrig til politiske diskussioner. Og dermed bliver det kritiske spørgsmål naturligvis: Hvis ikke de store debatter åbnes, når der SKAL skiftes leder, hvornår så? Er det muligt at partierne nok fremstår ’enige’ som i ’loyale mod ledelsen’– men ikke ’enige’ som i ’ideologisk galvaniseret’? Gælder medlemmernes opbakning formanden – eller strækker den til et-af-formanden-uafhængigt-politisk projekt?

At partilederne er nye betyder, at de endnu kan undgå ansvaret for deres nederlag – fx ved at udlægge fiaskoerne ved EP-valget d.7/6 som sejre, idet de indlæser valgresultatet i en igangværende (re)konstruktion af deres parti. Det kan virke som om de stadig er mere optagede af at Demonstrere Lederegenskaber overfor baglandet end af at markedsføre deres partis politik til nye vælgere. Vælgerne har stadig til gode at se dem i rigtig kamp.