Nyt job - Steen Brønlund Olesen

27.5.2009

af

Økonomen, der blev HR-konsulent.

Steen Brønlund Olesen, 35 år, cand.oecon. Har arbejdet som økonom hos Danisco og ABB og derefter som HR-konsulent hos MatchMaker. Pr. 1. februar ansat hos Mercuri Urval.

Er du blevet headhuntet til jobbet?

"Nej, jeg søgte selv på et jobopslag. Jeg havde været i mit tidligere job i fem år i en lignende stilling, men i en mindre virksomhed, og jeg syntes, det var tid til at accelerere min egen udvikling."

Hvordan var ansættelsesproceduren?

"Jeg har selvfølgelig været igennem en grundig proces, da jeg blev ansat - klart den mest grundige, jeg har været udsat for."

Blev du så ekstra glad, da du fik jobbet?

"Det var det eneste job, jeg havde søgt, og jeg ville rigtig gerne have det, så det er selvfølgelig fedt at komme igennem nåleøjet efter så grundig en proces."

Hvordan er en økonom som dig kommet til at arbejde med HR og rekruttering?

"Allerede i studietiden arbejdede jeg hos et konsulentfirma, og jeg har også læst på en MBA-skole i England. Jeg har hele tiden brændt for 'mennesker i organisationen'. Jeg kan godt lide at arbejde med noget håndgribeligt og møde folk ansigt til ansigt og ikke bare sidde og producere et stykke papir. Her i Mercuri Urval taler vi om, at der er tre ting, der har betydning for, om du passer til et job: Personlighed, motivation og faglighed. Og primært de to første er vigtige her. Jeg har andre kolleger, der er djøfere, men også nogle med lederbaggrund, og kolleger fra undervisningsbranchen og kolleger, der har gjort karriere i Forsvaret."

Har du taget nogen særlig efteruddannelse for at kvalificere dig?

"Det meste er en slags mesterlære, men jeg er selvfølgelig uddannet i de test- og interviewværktøjer, vi bruger. Og lige nu er jeg i gang med en intensiv intern uddannelse sammen med andre nyansatte."

Hvad skal du lave?

"Jeg skal blandt andet tage kontakt til potentielle kunder. Stå for rekrutteringsprocesser, lederudvikling, teamudvikling og have fokus på HR i bred forstand. Der sker rigtig meget i vores branche, og dialogen med kunderne og dermed arbejdsopgaverne bliver hele tiden bredere. Lige nu arbejder jeg blandt andet med nogle rekrutteringsopgaver, og der kommer rigtig mange ansøgninger ind bare i forhold til, hvad der gjorde for et år siden."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet