Mailmisbrug eller ytringsfrihed

15.5.2009

af

Seniorforsker Mette Jensen fik et forvarsel - første skridt i en fyringssag - for at spørge sine kolleger om deres holdning til Cheminova og skrive et åbent brev om det. Ledelsen fastslog, at hun havde misbrugt det interne mailsystem.

Udefra set er sociolog Mette Jensen, seniorforsker på Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet, både stædig og frygtløs. Hun turde blive hovedperson i et forløb, som endte med at ryge hele vejen ud på Ritzau, fordi den kom til at handle om hendes ytringsfrihed som universitetsansat.

Stædig, ja, det indrømmer hun, at hun er - og det siger hendes tillidsrepræsentant også. Men frygtløs, nej. Hun har faktisk undervejs været bange for at blive fyret, fordi hun sidste efterår gennemførte en kritisk aktion på sin arbejdsplads mod kemikaliefabrikken Cheminova.

"Men lad være med at kalde mig hverken helt eller offer, for sådan føler jeg mig slet ikke," siger hun til DJØF Bladet, der er taget ud på DMU til Mette Jensen for at høre hendes version af historien.

Det hele starter, da Politiken i juli sidste år bringer en artikelserie om, at Cheminova producerer ukrudtsmidlet methyl parathion, som er ulovligt i EU, og sælger det til blandt andet Brasilien.

"Aarhus Universitet har et økonomisk engagement i Cheminova, og jeg og nogle kolleger fandt det som miljøforskere meget frustrerende både forskningsetisk og fagligt at være en del af Cheminova. Derfor ville vi give vores mening til kende," siger Mette Jensen.

Så Mette Jensen og fire forskerkolleger iværksatte en rundspørge på det interne mailsystem til alle DMU's 480 ansatte. I mailen spurgte de: 'Mener du, at Cheminova bør ophøre med at producere og sælge methyl parathion og lignende produkter? Ja eller nej?'. Der stod også, at besvarelserne ville være anonyme, og at resultatet ville blive sendt til Aarhus Universitets rektor.

Mailen faldt ikke i god jord. DMU's ledelse lagde straks en meddelelse ud om, at man ikke behøvede at svare på mailen. De fem afsendere fik besked på, at de havde overtrådt DMU's interne retningslinjer for brug af netværk/e-mail og brug af data tilvejebragt i den forbindelse. Og at der ville blive taget skridt imod dem, hvis det gentog sig.

DJØF: Det var knægtelse af ytringsfriheden

Mette Jensen valgte alligevel - uden de fire andre medunderskrivere - at sende resultaterne af rundspørgen i et åbent brev til rektor på Aarhus Universitet til offentliggørelse i universitetets avis CAMPUS. Hun mailede samtidig en kopi af sit åbne brev til DMU-direktør Henrik Sandbech.

"Jeg fik 140 svar på trods af, at ledelsen jo faktisk frarådede det med deres meddelelse på intranettet. Af dem var der 128 ja-svar - plus at jeg fik mails med 'JA, JA, JA', 'Ja, på tide', 'Ja, det kan kun gå for langsomt'. Jeg følte, at jeg skyldte alle dem at gå videre med sagen. Jeg følte mig også så krænket, at jeg ikke ville kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg ikke gjorde det. Dét med at vi misbrugte mailsystemet var jo bare et figenblad," pointerer Mette Jensen.

Så hun skrev det åbne brev til rektor. Fem minutter efter hun havde trykket på send-tasten med en kopi til DMU's direktør, blev hun kaldt over til ham. Hun fik besked på, at 'hun havde gjort det igen', og at man nu ville køre en sag på hende. Der ville blive sendt et såkaldt forvarsel til en advarsel til høring i hendes fagforening, DJØF - det skal man gøre, da det kan være første skridt i en fyringssag.

"Jeg var dybt rystet, da jeg kom ud. Jeg følte mig meget intimideret. Og jeg var rigtig bange for at blive fyret. Min mand og jeg satte os ned og regnede på, hvordan vi kunne klare os uden min løn," siger Mette Jensen.

Ledelsen ender med at trække forvarslet tilbage. Men ledelsen og Mette Jensen er den dag i dag ikke enige om hvorfor.

Ledelsen fastholder, at det er, fordi Mette Jensen - før det åbne brev går endeligt i trykken i CAMPUS - indvilger i at rette i sit brev, så det fremgår klart, at hun 'nu udtaler sig på egne vegne - og ikke på vegne af DMU og sine kolleger'.

Det kalder Mette Jensen en skinbegrundelse, og hun er stadig vred over det. Det er DJØFs høringssvar og trussel om at gå videre med sagen, som gør, at advarslen bliver trukket, fastslår hun. Det er hun ikke et sekund i tvivl om, for ledelsen trak først forvarslet tilbage, da de havde fået DJØFs svar.

"Det var et knaldgodt svar," siger hun.

DJØFs jurister skriver, at det 'skinner igennem, at der fra DMU's side er tale om et forsøg på at knægte Mette Jensens ytringsfrihed som medarbejder'.

De begrunder det med, at DMU's 'interne retningslinier' for brugen af e-mails er uklare, og at der savnes en konkret begrundelse for, hvorfor der er tale om misbrug: Handler det om indholdet af mailforespørgslen, eller er det omfanget, der er problemet?

Og at Mette Jensen specifikt i sin første udgave af sit åbne brev til rektor skriver, at hun ytrer sig som ansat ved DMU. Hverken rektor eller læsere af CAMPUS vil kunne opfatte hendes brev som DMU's officielle synspunkt.

Det, hun ikke må, er at udtale sig på DMU's vegne, og det gør hun ikke på noget tidspunkt.

Da sagen blev en mediesag

Sager om offentligt ansattes ytringsfrihed er godt stof i pressen, og hele fem måneder senere lander den på forsiden af Dagbladet Information, som har historien fra Studenterrådets blad Delfinen. I Information bakkes Mette Jensen op af professor i statsvidenskab på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegaard Christensen, der kalder det vås, at hun har misbrugt universitetets mailsystem - og et eksempel på manglende forståelse af offentligt ansattes vidtgående ytringsfrihed. Næste dag ryger historien ud på Ritzau.

"Det er ikke mig, der er gået til pressen. Jeg blev kontaktet først af Delfinen og så senere af Information," forklarer Mette Jensen.

DMU's direktør måtte gå spidsrod i Information og bladet Forskerforum - og endte med at sige nej til at medvirke i en opfølgningsartikel i CAMPUS.

"I dag ærgrer det mig, at jeg ikke i højere grad har formået at holde fast i dét, der for mig var fokus, nemlig Cheminova. Men som sagen udviklede sig, blev ytringsfriheden en vigtig sag i sagen," siger Mette Jensen.

Hun afviser, at hun kunne have rejst diskussionen om Cheminova ad de formelle kanaler - samarbejdsudvalg og så videre.

"Nej! Hvis vi ville ud over rampen med det her, var vi nødt til at gøre det på en anden måde. Det viser hele det her forløb også."

Mette Jensen har været ansat på DMU i 15 år og DMU's direktør har været ansat i 20 år, og Mette Jensen siger bestemt nej til, at der måske skulle være et gammelt nag mellem de to.

"Nærmest tværtimod set fra min side," tilføjer hun.

Stædigheden fornægter sig ikke. Hun er ikke færdig med sagen endnu.

"Det kratter stadig i mig over, at der ikke har været nogen dialog fra ledelsens side med mig om, at de tog fejl. Derfor føler jeg også, at jeg er nødt til at skrive min version af forløbet til rektor - og det er ikke, fordi jeg morer mig ved at skrive den slags. Jeg synes i den grad, det er ufedt, som mine børnebørn siger."

"Det har været en heftig sag for mig. Jeg sad midt i en afrapportering af et stort forskningsprojekt, og på et tidspunkt tænkte jeg: 'Nu melder jeg mig syg. Langtidssyg'."

"Men det var godt, at sagen kom frem, og jeg fik mange mails efter artiklen i Information. Det her viser, hvorfor folk ikke vil stå frem. For det vil man jo ikke, når man ser, at man kan blive truet på brødet for det. Derfor har jeg taget slagsmålet, for jeg mener, det er et virkelig stort problem, hvis vi ikke tør ytre os frit på et universitet," afslutter Mette Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet