Fremtidens fjender

Svar 1 er ét, jeg tror, bliver dominerende: Fjenden er ikke et land, men et fænomen: Ustabilitet. Vi frygter ikke de stærke stater, men de svage: Dem, der mangler et statsapparat (Somalia), effektiv ledelse (Nordkorea) eller ethvert demokrati (Afghanistan før krigen).

Denne argumentation bliver populær, fordi den kan ses som en forlængelse af tre eksisterende traditioner: 1) Globaliseringen, 2) det klassiske diplomatiske håb om global-fred-og-velstand, og 3) Bush's neokonservatisme i neddæmpet og fortyndet form.

Udgangspunktet er simpelt: Størstedelen af verden er 'lykkedes' - udfordringen er at få resten med. For så længe der er ustabile stater, kan vi ikke være sikre - deres problemer er vores. I Europa/til venstre vil man tænke mere i dialog, i USA/til højre mere i militær.

Det er en rummelig doktrin, der rejser flere spørgsmål end den besvarer. Hvor 'ustabil' skal en stat være for at kræve indgriben?  Med hvilke midler? En 'krig mod ustabilitet' kan derfor rumme folk fra de mest venstreorienterede europæere til de mest højreorienterede amerikanere. Konkret består tesen mest i afvisningen af det andet bud:

Svar 2 er det traditionelt magtpolitiske - vi truer dem, der truer os, dvs. verdens små og større slyngelstater. For den absolutte kyniker er det kun Kina, der er interessant, fordi kun Kina kan true det USA-centrerede-globale-system. Dén frygt har krisen foreløbig skudt pænt ud i fremtiden. I mellemtiden kunne man frygte en helt ny mellemklasse af stater, der nægter at acceptere visdommen fra Washington, men gerne spiller rollen som regional-stormagt-global-gadedreng. Før krisen gjorde Venezuela, Rusland og Iran præcis dét, hjulpet af de tårnhøje oliepriser. Hvad hvis verden udvikler 15-20 aktører i denne kategori, der gerne svigter det gode selskab for at opnå andre politiske/nationale mål?

Set fra ustabilitets-vinklen er farlige stater farlige, fordi de er 'svage' - i stedet for at løse deres problemer, bygger de bomber. Magtpolitik-vinklen interesserer sig derimod ikke for landenes interne forhold: Vi er ligeglade, så længe deres missiler dratter i vandet, før de rammer noget. Magtpolitikken er globaliseringens anti-tese og lyder derfor antikveret. Alligevel får den renæssance nu - simpelthen fordi vesten hverken har råd, tid eller lyst til flere fjender.

Lige meget om den amerikanske præsident havde heddet Obama eller McCain, ville man derfor have set en snævrere definition af USA's egen sikkerhed og flere kompromisser med fjenden (Irak, Afghanistan, Iran, Cuba). Det er et fint paradoks: At den høj-borgerlige Bush stræbte efter en verdens-transformation og den über-progressive Obama genopdager pragmatismen.