Metroselskabet trækker i arbejdstøjet

1.5.2009

af

En langstrakt politisk proces sluttede, da transportministeren satte sin underskrift på en udvidelse af Metroen i København. Nu kan Metroselskabet endelig trække i arbejdstøjet og starte anlæggelsen af Cityringen.

Med transportministerens underskrift på loven, der godkender Cityringen, lød startskuddet til det største anlægsprojekt i København siden 2. verdenskrig. 15 milliarder kroner er Cityringen budgetteret til, og den forventes færdig i 2018. Byggeriet, som vil vare i otte år, bliver anlagt i den tættest befolkede del af Danmark og vil berøre både borgere, virksomheder og historiske bygninger. Derfor har processen, fra ide til første spadestik, været både lang, kringlet og i perioder politisk højspændt.

"Cityringen er noget, som alle københavnere ønsker, men det er de færreste, der gider have en byggeplads i baghaven. At finde ud af, hvor de nye metrostationer skal placeres, har været en både teknisk og politisk svær øvelse. Det har handlet om at finde de bedst mulige placeringer ud fra, hvor behovet er, og hvad der teknisk kan lade sig gøre samtidig med, at vi også tager hensyn til borgere, erhvervsdrivende og historiske bygninger," siger Andreas Egense, der er cheføkonom og leder af direktionssekretariatet i Metroselskabet.

Fire års forberedelse

Metroselskabet består ud over en række stabs- og linjefunktioner af mere end 100 håndplukkede specialister fra hele verden, der i fire år har arbejdet på at udregne og planlægge det store byggeri. Selskabet er en del af det tidligere Ørestadsselskab og er ejet af staten samt Københavns og Frederiksberg Kommuner. I 2007 besluttede ejerne at udvide de eksisterende metrolinjer med en ringbane.

I 2008 blev byggeriet sendt til høring hos byens borgere. Det fik forskellige borgergrupper til at rejse sig, blandt andet ved Gammel Strand og Nørrebroparken, i et forsøg på at få stationernes placering flyttet. Høringsprocessens mere end 200 indsigelser blev skrevet ind i den hvidbog, der dannede grundlag for den indstilling, som Københavns og Frederiksberg Kommuner lavede til transportministeren. Og den 27. marts i år godkendte transportministeren så endelig linjeføringen og stationernes placering.

"Ud over at drive den eksisterende metro, har Metroselskabets rolle i de sidste fire år primært været at agere rådgiver og konsulent for vores ejere for at få den lange beslutningsproces på plads. Nu kan vi tage arbejdstøjet på og sammen med en lang række entreprenører sørge for, at Cityringen bliver en realitet," siger Andreas Egense.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet