Klimakonferencen - bag kulisserne

En taktisk balancegang

Der skal helst landes en global klimaaftale, når verdens klima- og miljøministre mødes til COP15. Men finanskrisen er kommet lidt på tværs. Statsministeriets Klimasekretariat følger de internationale klimavinde tæt for at kunne lægge den rette strategi.

Ved klimakonferencen i Danmark 2009 skal der findes en afløser for Kyoto-protokollen, som udløber i 2012. Ambitionen om en Københavner-protokol har ikke ændret sig, selv om den globale finanskrise betyder, at den sidste spurt frem mod målet bliver mere knoldet end først forventet.

"Ingen har sagt, at der skulle være en lige vej til målet, hvor alle stod og klappede i hænderne. Men den økonomiske krise er kommet på tværs. Dels tager den en masse fokus, og dels begynder nogle lande at sætte spørgsmålstegn ved, om det er det rette tidspunkt at bruge penge på at nedbringe CO2-udledningen, eller om de hellere skulle komme op til overfladen først," siger Michael Starbæk Christensen, der er souschef i Statsministeriets Klimasekretariat.  

Han og resten af Klimasekretariatet har blandt andet til opgave at vejre de internationale politiske klimavinde og klæde statsministeren på, når han skal møde sine stats- og regeringskolleger til topmøder og konferencer rundt om i verden.

For den danske regering er fortsat opsat på at holde den deadline, der blev sat på Bali, og dermed få klimaaftalen i hus til december.

"Danmark går efter at lande en ambitiøs aftale i København. Ikke bare en aftale der er udtryk for laveste fællesnævner, men en aftale der reelt kan være med til at løse klimaproblemet. Derfor er vi nødt til at sige til de andre lande, at vi ikke må lade klimaarbejdet forstyrre af andre dagsordener. At vi risikerer, at hele projektet smuldrer, hvis vi ikke i fællesskab overholder den aftalte deadline. Og at vi ikke bare kan beslutte, at klimaet ikke længere er et problem, fordi verden også har fået andre problemer."

Det handler om at vejre stemningen

Det er en taktisk balancegang Michael Starbæk Christensen og hans kolleger er ude i. For nok skal den danske regering på den ene side presse på, hvis nogle af de andre lande er ved at trække sig. Men på den anden side må det heller ikke blive emsigt, så de andre landes politiske ledere sætter sig tilbage med korslagte arme og synes, vi er alt for ensidigt fokuserede i Danmark.   

"Det handler meget om at lytte efter, hvor de andre lande bevæger sig hen, og hvor deres bekymringer for problemer ligger. Og så må vi udstyre vores egne politikere med argumenter for, hvorfor vi ikke tror, det bliver et problem eller, hvordan verdenssamfundet kan hjælpe med at håndtere problemet."

I sidste ende handler det dog også om at se, hvad der er muligt, og ikke lade ambitionen om absolut at ville opnå det bedste blive en hæmsko for at gå lidt på kompromis, erkender Michael Starbæk Christensen.

"Vi må selvfølgelig ikke miste modet. I sidste ende er det et politisk spørgsmål, og der må vi forholde os til, hvad andre lande opfatter som deres interesser. Vi kan ikke tvinge noget igennem, som de store lande er imod."

Godt for verden - og for Danmark

Spørgsmålet om klima fylder meget på statsministerens internationale dagsorden. Både fordi Danmark står for at skulle være vært for den største FN-klimakonference nogensinde. Og fordi omverdenens øjne hviler på os i spændt forventning til, hvordan vi løser opgaven.

"Klima er en af statsministerens vigtigste udenrigspolitiske prioriteter lige nu. Udover at en aftale vil være godt for verden, vil det også gavne Danmark at blive kendt for klimasagen. Vi har allerede mange virksomheder, der arbejder med de nye teknologier, og en klimaaftale vil styrke omverdenens billede af os. Så der ligger også en egoistisk interesse i at promovere, hvad Danmark kan på det her felt. Det er en sag, vi meget gerne vil være kendt for fremover."

Noget, der for alvor kan fremme sandsynligheden for en aftale, er, hvis verdens stats- og regeringschefer melder sig under fanerne til klimakonferencen i København. Michael Starbæk Christensen vurderer, at alene forventningen om, at de politiske ledere dukker op, vil lægge pres på de internationale forhandlere for rent faktisk at få en aftale i hus. Men endnu er det for tidligt at spå om deres deltagelse. 

"Stats- og regeringscheferne kommer helst for at fejre en succes, så en aftale skal være inden for rækkevidde, før de melder deres ankomst. Hvis vi først kan få de ti største landes stats- og regeringschefer til at sige, at de kommer, ja så kommer de andre 180 nok af sig selv," forudser souschefen i Klimasekretariatet med et smil.

Artikelserien ‚Klimakonferencen - bag kulissen‘ fortsætter i DJØF bladet nr. 9, hvor kontorchef i Udenrigsministeriet Svend Olling fortæller om de kæmpe logistiske udfordringer, der knytter sig til konferencen.

Fakta

Michael Starbæk Christensen er født i 1967 og uddannet cand. jur. Han er udlånt til Klimasekretariatet fra Udenrigsministeriet, hvor han har været ansat siden 1993. Michael Starbæk Christensen var udsendt til New York, mens Danmark var medlem af FN's sikkerhedsråd. Det har givet ham indsigt i FN-systemet og det indbyrdes forhandlingsspil samt erfaring i, hvordan de store lande varetager deres interesser.

Er du personligt engageret i klimasagen?

Jeg har aldrig været en del af miljøbevægelsen, men jeg tror på sagen og synes, Klimasekretariatets arbejde er en del af noget vigtigt. Sådan er det ikke altid som embedsmand, hvor mange opgaver skal løses, uden at man nødvendigvis brænder for det.

Risikerer du ikke at få blinde vinkler, hvis du brænder for meget for det?

Jeg må ikke blive klima-fantast. Som embedsmand gælder det om at finde løsninger, som kan bære igennem i praksis. Vi er til for at føre regeringens politik ud i livet, ikke for at forfølge egne politiske missioner. Men det hjælper da at tro på det.