Kan kvindelige værdier redde økonomien?

17.4.2009

af

Islands økonomi er på vej mod fallittens rand, men måske er kvindelig ledelse og bløde værdier det, der skal til for at skabe en ny bæredygtig økonomi. To islandske kvinder har på trods af finanskrise sorte tal på bundlinjen i deres finansfirma.

Det virker som et tegn i sig selv, at ingen i Reykjavik lader til at vide, hvor Islands Børs ligger. Den viser sig at ligge i byens vindblæste yderkant, og på de fire flagstænger foran den futuristiske bygning hænger kun et enligt vejrbidt flag tilbage og blafrer i februarvinden.

Der er ikke meget at fejre i islandsk økonomi anno 2009. Da finanskrisen ramte hele verden i efteråret 2008, ramte den Islands sårbare økonomi ekstra hårdt. Og den lille nordatlantiske ø har ligget på vippen til fallit lige siden.

Det til trods hører man ingen klage sig hos Audur Capital - det kvindeligt ledede finans- og investeringsfirma, der bor dør om dør med den Islandske Børs.

Som den eneste finansvirksomhed i Island er Audur Capital gældfrie, og ifølge Halla Tomasdottir, den ene grundlægger af Audur, hænger det direkte sammen med, at Audur er en kvindeligt ledet virksomhed. Kvinder er efter hendes mening langt mere risikoopmærksomme end deres traditionelt risikovillige mandlige kolleger. Denne 'forsigtighedsstrategi' har sammen med virksomhedens fokus på langsigtede investeringer og bløde værdier været med til at holde Audur oven vande og i stadig fremdrift.

Deal junkies og hurtige penge

Det islandske finanseventyr var på sit højeste, da Halla Tomasdottir sammen med Kristin Petursdottir i 2007 valgte at stige af ræset for at grundlægge Audur Capital (Audur er et islandsk pigenavn, som betyder rigdom, red.). Petursdottir kom fra en række topposter i den ene af Islands store banker, Kaupthing Bank, og Tomasdottir var netop kommet tilbage fra England for at lede Islands Handelskammer. Men Halla Tomasdottir følte, at hun var kommet tilbage til et land og en finanssektor, der var ved at løbe løbsk.

"Jeg fik et chok. Der var en dynamisk 'can do-attitude', som jeg godt kunne lide, men samtidig syntes jeg, at vi var faret vild. Hverken vores etik eller vores fornemmelse for god selskabsledelse var, som den skulle være. Folk var blevet deal junkies. Og vi ville gerne starte en virksomhed, der efter vores mening gjorde tingene rigtigt."

Faktisk var der allerede på det tidspunkt en del advarselstegn i den finansielle sektor. Fx offentliggjorde Danske Bank allerede i marts 2006 deres Geyser-rapport med en analyse af konsekvenserne af overophedningen i den islandske økonomi, men det var de færreste, der ville se kendsgerningerne i øjnene.

Derfor rystede Audur-grundlæggernes kolleger også på hovedet af dem, da de bremsede op. Hvorfor tale om værdier og langsigtede investeringer, når der var hurtige penge at tjene?

Nu er vindene imidlertid vendt i Island, og den før så kendetegnende nationalstolthed er vendt til vrede og bitterhed mod de bank- og regeringsmænd, man føler har ledt nationen i afgrunden. For på mærkelig vis har debatten i Island fået en kønsvinkel. Testosteron er ligefrem gået hen og blevet et skældsord i den islandske mediedebat. I et forsøg på at mildne folkestemningen blev de mandlige bankdirektører i Islands to største banker, Kaupthing og Landsbanki, skiftet ud med kvinder allerede i efteråret 2008, og landet ledes i øjeblikket midlertidigt af en kvindelig statsminister,
Johanna Sigurdardottir.

Kvindelige værdier

For Tomasdottir handler det langt mere om værdier end om hormoner.

"For mig handler det ikke om kvinderne mod mændene, eller at kvinder er bedre end mænd. Det handler om, at der har været en mangel på balance. Finansverdenens værdier har i det store hele været defineret af mænd og har som konsekvens deraf maskuline værdier. Det er ikke specielt islandsk. Sådan er det i investeringsbanker i hele verden," siger Halla Tomasdottir.

Audurs værdisæt er bygget op omkring fem kerneværdier, som de definerer som specifikt kvindelige værdier:

  • Risikoopmærksomhed
  • Følelsesmæssig/menneskelig kapital
  • Uafhængighed (af fx partipolitiske interesser)
  • Profit med principper (fokus på bæredygtige projekter)
  • Straight Talking

"Følelsesmæssig kapital er den sværeste at definere, men hvis vi fx skal evaluere investeringspotentialet i en lille opstartsvirksomhed, vil vi aldrig nøjes med at foretage en økonomisk evaluering. Vi vil også altid foretage en følelsesmæssig værdievaluering. Vi vil se på, hvem menneskene bag virksomheden er. Hvordan er deres værdier og deres virksomhedskultur? Er de progressive nok? Har de forstået, at nogle af de største forretningsmuligheder ligger i det kvindelige marked? Er de etisk og miljømæssigt ansvarsbevidste? Og er de klar over de store forretningsmæssige fordele ved at være det?" siger Halla Tomasdottir.

Faktisk afviser Audur de fleste virksomheder, fordi de ikke lever op til det følelsesmæssige eller menneskelige værdisæt. Til gengæld får de virksomheder, der kommer gennem nåleøjet, mere end økonomisk opbakning med i bagagen.

"En anden måde at definere følelsesmæssig kapital på er, at vi aldrig kun investerer ren kapital i en ny virksomhed. Vi investerer også os selv. Vi bringer en bestemt virksomhedskultur med os. Vi er som regel repræsenteret i virksomhedens bestyrelse, vi rådgiver omkring ansættelse af ledelsesteamet, og vi stiller vores netværk til rådighed."

Et eksempel på en lille, kreativ opstartsvirksomhed, der har nydt godt af Audurs rådgivning, er ELM Design - en designvirksomhed med tre kvindelige designere, der er gået fra at være en lille lokal systue til en mellemstor virksomhed, der afsætter 80 procent af sit salg uden for det islandske marked. På trods af den nuværende forbrugskrise forventer Audur ikke at trække sig ud som investor før om mindst fem år. Deres investeringsstrategier er altid langsigtede som modvægt til de kortsigtede strategier, der har domineret markedet de sidste ti år.

"Vi fokuserer på virksomheder, der er grundlagt, ledet eller ejet af kvinder, eller virksomheder, der fokuserer på det kvindelige marked. Primært fordi det er en god forretning. Vores udgangspunkt handler mere om forretning end om kvinders rettigheder, men samtidig skaber vi mere velafbalancerede virksomheder og dermed et mere velafbalanceret samfund. Penge er magt. Det bryder kvinder sig som regel ikke om at sige, men hvis du vil have indflydelse, som er det ord, vi kvinder som regel foretrækker, er du nødt til at have penge," siger Halla Tomasdottir.

Björk og fremtiden

For nylig har en af Islands mest toneangivende og pengestærke kvinder slået sig sammen med Tomasdottir og Petursdottir om et nyt udviklingsprojekt, der skal være med til at løfte Islands økonomi. Sangerinden Björk har sammen med Audur grundlagt investeringsfonden BJORK, som i løbet af 2009 vil begynde at investere i mindre bæredygtige og kreative virksomheder, der kan skrive under på Audurs værdisæt. Målet er at skabe et langt mere mangfoldigt fundament for den islandske økonomi, hvor al talent og kreativitet i løbet af de sidste ti år blev suget ind i finanssektoren.

For Halla Tomasdottir er krisen i Island ikke en tragedie. Den er en unik mulighed for et paradigmeskift:

"Der er nogle, der mener, at kapitalismen er død. Det mener jeg ikke, men jeg håber da, at den måde, vi har ageret på i det kapitalistiske samfund, er afgået ved døden. Vores værdier var ikke bæredygtige. Det, vi har brug for nu, er et langsigtet, bæredygtigt perspektiv. Der er alligevel ingen, der kommer til at tjene hurtige penge på aktiemarkedet i den nærmeste fremtid."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet