Sådan forhandler du løn i krisetider

27.3.2009

af

Du behøver ikke at holde dig tilbage på grund af krisen, når du skal forhandle løn. Men tænk alternativt og vær forhandlingsparat, så er chancen for et tilfredsstillende resultat størst.

Finanskrisen betyder ikke nødvendigvis, at djøferne skal holde sig tilbage, når de går til lønforhandling - de skal måske bare være ekstra kreative, siger Helene Rafn, chefkonsulent i DJØFs forhandlingsafdeling.

For hvor det indtil for nylig ikke var usædvanligt, at djøferne kunne forhandle sig frem til store lønstigninger - og i særdeleshed, når de skiftede job, så mærker Helene Rafn en vis tilbageholdenhed hos djøferne selv, der nu sjældent er ultimative i deres krav.

"Der er ligesom en psykologisk tilbageholdenhed hos medlemmerne, og de stiller hverken så store eller ultimative krav. Især dimittenderne er bekymrede for, om deres lønkrav kan være en hindring for at få jobbet," siger Helene Rafn.

Men der er ingen grund til panik, for der er stadig noget at hente hos arbejdsgiverne, siger hun.

"Djøferne trækker ofte et stort læs, og det bliver de også honoreret for. Så selv om vi måske ikke ser eksorbitante stigninger lige nu, kan det sagtens lade sig gøre at gå glad fra en lønforhandling. Man skal bare lade være med udelukkende at fokusere på den varige faste månedsløn, for så kan det nemt gå hen og blive en nej-forhandling," siger Helene Rafn.

Hjemmearbejdsdage

Det kan måske godt være, at ens arbejdsgiver er presset lidt på likviditeten og ikke har flere penge på lønbudgettet lige nu og her, men så er der meget andet end ren løn, man kan gå efter, siger hun.

"Det er netop nu, man måske kan forhandle sig frem til nogle flere fridage eller få en aftale om en fast hjemmearbejdsdag, for det koster ikke direkte arbejdsgiveren noget. Og så er der god grund til at kigge på bonus, resultat- og provisionsløn. For hvis det går lidt trægt i virksomheden, kan arbejdsgiveren se en stor fordel i, at han kun skal hoste op med flere penge, hvis der rent faktisk bliver solgt eller produceret mere, siger Helene Rafn.

I DJØFs forhandlingsafdeling har de ikke hørt om medlemmer, der er blevet bedt om at gå ned i løn. Men et medlem har indgået en aftale med sin arbejdsgiver om at få udskudt en del af lønnen, fordi der lige nu er likviditetsproblemer i virksomheden. Det kan dog ikke anbefales at lave sådan en aftale, for man risikerer bare, at arbejdsgiveren går konkurs, og så er pengene tabt, siger Helene Rafn.

Men ellers er der som sagt ikke noget, der tyder på, at djøferne skal afholde sig fra at bede om en lønforhandling, og de kan også godt forvente at få noget ud af den.

"Ifølge de tilbagemeldinger vi har fået fra medlemmer, der har forhandlet løn her i det nye år, er der ikke noget, der indikerer, at lønudviklingen er sat i stå," siger Helene Rafn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet