Obama kan ikke blive en 'succes'. Da jeg i efteråret 2007 dækkede optakten til præsidentvalget, bemærkede jeg, at USA's næste præsident sandsynligvis ville blive en fiasko - for allerede dengang var udsigterne for USA's økonomi så ringe, at det hverken levnede plads til republikanske eller demokratiske mærkesager. Så ramte krisen. I værste fald er Obama manden, der efter 200 års optur skal forberede amerikanerne på en afvikling af rollen som verdensmagt og overflodssamfund. I bedste fald - hvis alle hans krisetiltag måtte lykkes - bliver det fire år i nedgangsstemning. For selv om konjunkturen knækker i den rigtige retning i god tid før 2012, vil flere af USA's langsigtede problemer til den tid stå endnu tydeligere, end de gør i dag.
Dermed ikke sagt, at Obama bliver en 'fiasko'. For et flertal af amerikanerne er mistroen til republikanerne så levende, at Obama ikke skal lykkes med ret meget for at se godt ud. Og endnu ved vælgerne godt, at krisen startede under Bush. Men fire år er for kort tid til, at Obama vil kunne nå at reetablere velstand som den, USA har været vant til. Derfor skal han endeløst gentage, at han arvede krisen, ikke skabte den. Det bliver ikke let - simpelthen fordi præsidentens job er at være symbolet på tingenes tilstand. Pessimisten vil minde om præsident Carters skæbne i 1980: Vælgerne kan straffe præsidenten som nedturens maskot, selv hvis de rationelt forstår, at han ikke er årsag til den. Optimisten vil derimod tale om Roosevelt: Krisen kan være en enestående mulighed for en demokratisk præsident, der kan flytte rundt på svimlende summer i et politisk system, som ellers er designet til at forhindre præcis den slags eventyr. Det er skæbnens ironi, at den så udpræget rationelle Obama således står i en situation, kun en gennemført gambler ville elske.
Obama skal vælge mellem to strategier:
1: DEN VISIONÆRE. Det vil være en meget stærk fristelse for Obama at bruge krisen som baggrund for hvert nyt politisk tiltag. Men hvis Obama sælger fx sine reformer med henvisning til krisen - 'krisen viser, hvor vigtigt det er, at staten gør X!' - afgiver han hver gang et implicit løfte om, at det konkrete tiltag også rent faktisk 'afhjælper' krisen i en kontant forstand. Det er farligt, hvis også de næste valg står i nedturens tegn - for så vil vælgerne slet ikke tage sig tid til at vurdere den store fine 'samfundsreform'. Jo flere strømlinede projekter, der er blevet gennemført med henvisning til 'Krisen', jo større er risikoen for, at Obama simultant fremstår ideologisk og inkompetent. Republikanernes angreb vil være: At Obama's venstreorienterede eksperimenter har gravet krisen dybere.
2: DEN PRAGMATISKE. Obama kan vælge at neddrosle sin 'vision' og i stedet gå i 'undtagelsestilstand' - dvs. dedikere sig til at afbøde krisens værste konsekvenser og lade 'ideologien' vente. Men det er ingen garanti for, at krisen faktisk bliver mildnet. Med andre ord: Obama kan reducere sine løfter, uden af den grund at kunne holde flere af dem! Og republikanernes angreb vil så lyde: At Obama har vist sig magtes- og retningsløs; som manden, der hverken kan lappe hullerne i jollen eller bygge en ny.
I begge tilfælde er problemet, hvordan Obama skal iscenesætte sig ikke som den størst mulige succes, men som den bedst tænkelige fiasko. Det er en helt ny slags politik i landet, der hader at tabe.
Ledige stillinger