Konkurskongerne

"Det er kommet meget hurtigt, intensivt og med kæmpestore værdier," siger Carsten Ceutz, partner i advokatfirmaet Bech-Bruun.

Lisa Bo Larsen, partner og afdelingskoordinator i Kromann Reumerts insolvensafdeling, siger:

"De store virksomhedsoverdragelser har i lang tid trukket folk, men billedet er fuldstændig vendt. Nu er det vores insolvensafdeling, der løber benene af sig."

I de seneste år har konkursadvokaterne stort set kunnet sidde og passe deres konkursboer, men finanskrisens krak er så omfattende, at det i nogle tilfælde er nødvendigt at udnævne to eller tre advokatkontorer som kuratorer i samme bo. Konkurrenter er med ét slag blevet kolleger, der deler opgaverne mellem sig og hæfter sammen udadtil.

Og internt omrokerer man på fuldmægtige og sekretærer og trækker på andre afdelinger, der yder bistand på alt det andet juridiske udenom selve konkursen.

"Det smitter af på hele virksomheden," siger Lisa Bo Larsen.

Kromann Reumert har slået sine insolvensafdelinger i Århus og København sammen til én national afdeling, og det projektcenter, som firmaet for få år siden oprettede i forbindelse med de store virksomhedsoverdragelser, arbejder nu for insolvensafdelingen.

"Og så har vi fået tilknyttet transaktionsafdelingen som støttefunktion - folk i den afdeling er jo vant til at arbejde på store projekter, der kræver 20 mand," siger Lisa Bo Larsen.

I Bech-Bruun har man bibeholdt en ret stor rekonstruktionsafdeling med 20-30 medarbejdere, og derudover har man omfordelt ressourcerne, så folk med kompetencer på området nu arbejder sammen med kollegerne i rekonstruktionsafdelingen på tværs af faggrupperne.

"For dem, der skal ud at hente nye ressourcer på markedet, kan det efterhånden blive svært at finde gode advokater, for der er stor konkurrence på insolvensområdet," siger Carsten Ceutz.

Som en tyv om natten

Navnlig i USA og Storbritannien kan det blive det travleste år i konkursadvokaternes karriere. Det samme er tilfældet herhjemme, hvor antallet af konkurser sidste år nåede op på 3.708. Det er ifølge Danmarks Statistik det højeste i statistikkens historie. Sø- og Handelsretten afsagde 70 konkursdekreter i januar 2008, i september var tallet 132, i oktober 184, i november 266, i december - en kort måned - var tallet 255. På to år er det samlede antal fordoblet.

"Det mest utrolige er, at det kom som en tyv om natten," siger Torben Kuld Hansen, dommer i Sø- og Handelsretten, hvor man har arbejdet med uændret besætning.

Konkursloven fastslår, at en konkursbegæring så vidt muligt skal behandles inden for to-tre dage. En ukompliceret konkursbegæring tager normalt omkring en halv time at behandle, men i Sø- og Handelsretten var ventetiden før jul helt oppe på fem uger.

"Fem uger er naturligvis uacceptabelt, og derfor henvendte vi os til Domstolsstyrelsen for at få bevilget flere penge til personale," siger Torben Kuld Hansen, der fik bevillingen, inden der var gået 24 timer. Han håber, at Sø- og Handelsretten snart kommer ned på normal berammelsestid, men der skal ikke meget til, før læsset kan vælte igen.

"Problemet er, at vi skal igennem 20 sager samtidig. I de store selskaber kan der være op mod 20 datterselskaber, så vi skal altså igennem en hel stribe selskaber, før vi kan afsige dekretet i hver enkelt sag. En anden ting er, at værdierne i konkursboerne pludselig er blevet meget, meget store. Tocifrede milliardbeløb i nogle tilfælde. Og det kan meget let resultere i slagsmål mellem advokaterne om, hvem der skal have boet, eller om en eller flere kuratorer skal gå sammen og dele det. Slagsmålet bliver afgjort af, hvilke kreditorer der har flest stemmer i forhold til den dividende, de har i udsigt. Vi skal derfor foretage nogle temmelig komplicerede skøn over aktivernes værdi, og det er selvfølgelig medvirkende til at bremse sagen," afslutter Torben Kuld Hansen .

Bestemmer selv honoraret

De fleste konkursboer tager i gennemsnit tre-fem år at afslutte. Én har kørt i 22 år - vist nok en sag om KTAS - sådan en, der undervejs pludselig stritter til alle sider med tvister, som hver især skal turen gennem retsmaskineriet fra byret til Højesteret.

Man kommer uvægerligt til at tænke på den berømte retssag Jarndyce kontra Jarndyce i Charles Dickens' roman 'Bleak House' (1852, red.) - "... dette Fugleskræmsel af en Proces, der i Tidens Løb er blevet så indviklet, at intet levende Menneske kender Meningen af den, og Parterne selv allermindst..."

Kuratorerne har ingen interesse i at afslutte sagerne så hurtigt som muligt, fordi de får fast timehonorar for deres arbejde, lyder kritikken. Ifølge konkursloven skal skifteretten fastsætte honoraret ud fra en vurdering af advokaternes indsats og det opnåede resultat, men det kan i praksis være meget vanskeligt for skifteretten reelt at efterprøve kvaliteten af arbejdet, og derfor kan advokaterne forelægge deres egne timeopgørelser og være forholdsvis sikre på, at de går glat igennem systemet. Konsekvensen er, at de dygtigste kuratorer ikke bliver belønnet for en effektiv konkursbehandling.

Dommer Torben Kuld Hansen afviser kritikken:

"Det er altid svært at vurdere, når man ikke selv har været til stede, men det er mit indtryk, at vores faste kuratorer gør alt, hvad de kan, for at afslutte sagerne. De sender løbende indberetninger, så vi kan følge med, og det hænder da også, at vi nedsætter salæret."

Skabt til finanskriser

Det er temmelig svært at forestille sig, at ledelsen og aktionærerne i Novo Nordisk - hånden på hjertet - fortvivler over, at antallet af sukkersyge stiger på verdensplan. Det øger trods alt efterspørgslen efter insulin, som virksomheden producerer og lever af. På samme måde med konkursadvokaterne. De er dybest set skabt til at håndtere økonomiske tragedier.

"Man kan ikke sige, at det er en sjov periode - men den er interessant juridisk. Det hele bliver selvfølgelig nedtonet på grund af konsekvenserne for den generelle samfundsudvikling," siger Pernille Bigaard, formand for Foreningen af Danske Insolvensadvokater.

Hun mener, at der i dette triste lys har bredt sig en udpræget bevidsthed om, at man som kurator skal forsøge at gøre alt tænkeligt for at redde virksomheder og dermed arbejdspladser.