Finanskrise stavnsbinder djøfere til Danmark

13.3.2009

af

I takt med finanskrisens hærgen er jobmulighederne i mange af verdens metropoler skrumpet ind. Det går hårdt ud over djøfere med drømme om et job og liv under fremmede himmelstrøg.

Særligt i disse regnvejrstunge vinterdage stortrives drømmen om et arbejdsophold i udlandet sikkert hos mange -hverdagsplagede djøfere. Men desværre ser det ud til, at finanskrisen og den generelle økonomiske nedtur også har sat sit fede aftryk på mulighederne for at prøve lykken i udlandet.

På tværs af brancher, lande og jobtyper lyder meldingen, at djøfere med udlængsel har det sværere end set i mange år. Krisen kradser. Og mange steder i udlandet kradser den væsentligt hårdere end herhjemme.

"Vi befinder os i en choktilstand," siger Ole Tjørnemark, partner i rekrutteringsfirmaet Horton International, der har kontorer i 33 lande.

"Lige i øjeblikket trykker alle virksomheder på bremsen. Der er ikke nogen, der går ram forbi. Der reduceres og optimeres i organisationerne - måske også mere end man burde. Det gør det meget svært for danskere, der gerne vil til udlandet at arbejde."

Mange drømmer om et job i udlandet

Ole Tjørnemarks beskrivelse af det udenlandske jobmarked er trist læsning for de mange, der drømmer om en karriere uden for Danmarks grænser. En drøm, der synes at have fået stadig større og større gennemslagskraft i de senere år. 

Ifølge en undersøgelse, som DJØF fik foretaget sidste sommer, går 31 procent af de unge djøfere under 40 år med aktive planer om at søge job i udlandet. Og langt over halvdelen forestiller sig, at de på et tidspunkt i deres karriere tager til udlandet i jagten på nye udfordringer.

Arbejdsmarkedspolitisk chef i DJØF Lars Munck oplever også, at interessen for at bo og arbejde i udlandet er stigende. 

"Det er en klar tendens. Særligt blandt de unge," siger han.

Som et lille kuriosum fortæller Lars Munck, at DJØFs undersøgelse fra sommeren 2008 viste, at mange djøfere bosat i København hellere vil arbejde i Kina end i Jylland.

Kina og Asien i det hele taget er dog ikke topscoren på djøfernes liste over udenlandske arbejdssteder. Trods alt er det stadig de europæiske hovedstæder, som både blandt de mandlige og de kvindelige djøfere trækker mest.

Ødelæggelserne er enorme

Problemet er bare, at flere af de europæiske hovedstæder er blevet særdeles hårdt ramt af finanskrisen. Det gør sig blandt andet gældende for London i England.

Som centrum for store dele af den vestlige verdens finansielle aktiviteter har London i de seneste mange år boomet, hvilket skabte jobmuligheder i hobetal for talentfulde og initiativrige djøfere.

Men da finanskrisen ramte i efteråret 2008, blev der sat en brat stopper for festen. I takt med at store og hidtil velansete banker krakkede, tog fyringsrunderne til i styrke. Tusindvis og atter tusindvis af bankfolk blev sat fra bestilling fra den ene dag til den anden.

Selvom det værste måske er overstået, så er der meget lang vej tilbage til hverdagen, fortæller direktør og indehaver af sin egen investeringsbank Per Wimmer, der har boet og arbejdet i London i de seneste 15 år:

"Det minder om en krigsslagmark. Det kan godt være, at bombningen er overstået, men genopbygningen er kun lige begyndt. Man vil få meget svært ved at finde et arbejde herovre lige nu," siger Per Wimmer.

EU er uberørt

Helt så sort ser det ikke ud i Bruxelles. Det hænger i høj grad sammen med, at mange af de EU-finansierede arbejdspladser endnu ikke er synderligt berørt af krisen, fortæller formand for DJØF Belgien Søren Hyldstrup, der i det daglige er ansat som lobbyist for Dansk Transport og Logistik.

"Man kan dele arbejdsmarkedet op i to: Der er EU-delen, der endnu ikke behøver at skære ned. Og så er der den anden del, der er mere direkte knyttet til de private virksomheders økonomi. Det er lobbyist- og public affairs-funktioner. Her er der større risiko for nedskæringer," siger han.

Det gør sig selvfølgelig særligt gældende i den finansielle branche og i automobilindustrien, der begge har alvorlige økonomiske problemer. Som Søren Hyldstrup siger:

"Kan du ikke sælge dine biler, så har du svært ved at argumentere for, at du skal bruge penge på lobbyarbejde i Bruxelles."

New York er i koma

Fra den anden side af Atlanten er meldingen også, at det gælder om at have en fod indenfor i en af de internationale organisationer.

"De bedst stillede er de, som arbejder i FN eller i en anden af de helt eller delvist offentligt finansierede organisationer. De ser indtil videre ud til at være forholdsvist uberørte af krisen," fortæller Pernille Wichmann Christensen, der er formand for DJØF i New York.

Anderledes forholder det sig med de danske djøfere, der har været så uheldige at arbejde i en af de store amerikanske investeringsbanker. De er på kort tid blevet fritstillet og slås nu med, hvordan de undgår at blive smidt ud af USA.

"Visumreglerne er benhårde. Ophører din ansættelse, så ophører dit visum, og så skal du ud," siger Pernille Wichmann Christensen.

Det er dog ikke kun i bankverdenen, at der er problemer. Nærmest alle brancher er ramt af krisen, så uanset om man er sociolog, jurist eller økonom, vil det i øjeblikket være svært at finde et job i USA. 

Tilsyneladende er det også gået op for de danske djøfere, fortæller Pernille Wichmann Christensen.

"Lige nu er der ikke mange, der søger herover. Så snart krisen er ovre, vil tilliden og jobmarkedet forhåbentlig blive genetableret. Det er bare ikke til at sige, hvornår det sker."

I Beijing fortsætter væksten

Godt og vel 11.000 kilometer fra Manhattans skyskrabere og hidsigt dyttende gule taxier ser situationen noget anderledes ud, fortæller Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der er Danmarks ambassadør i den kinesiske hovedstad Beijing.

"Jeg tror ikke, finanskrisen i særlig grad påvirker jobmulighederne for danske djøfere i Kina."

Jeppe Tranholm-Mikkelsen skriver videre i sin mail, at der lige i øjeblikket kan observeres to modsatrettede tendenser. På den ene side er der flere og flere vestlige virksomheder, som etablerer sig og ekspanderer i Kina. Det giver flere muligheder. På den anden side bliver kineserne hastigt dygtigere og dygtigere, og de fleste ikke-kinesiske virksomheder satser derfor i stigende grad på kinesere frem for udlændinge. Det giver færre muligheder.

"Finanskrisen kan måske marginalt påvirke balancen mellem de to tendenser, da virksomhederne kan spare ved at erstatte udlændinge med kinesere, men jeg tror ikke, effekten vil være særlig stor."

Samtidig er det ifølge Jeppe Tranholm-Mikkelsen også værd at huske på, at selvom finanskrisen også bider i Kina, så forventes væksten stadig at være positiv og måske helt op mod de otte procent, som fortsat er den kinesiske regerings officielle mål og prognose.

Fremtiden tegner ikke lys

Vil man som djøfer til udlandet og prøve lykken, tyder meget altså på, at det gælder om enten at undgå de mest traditionelle rejsemål eller satse benhårdt på en karriere i en af de offentligt finansierede institutioner som eksempelvis EU eller FN.

Bankdirektør Per Wimmer minder dog om, at der selv i den hårdt ramte finansielle sektor er muligheder. Blandt andet er han selv på udkig efter nye talenter til sin investeringsbank.

"Dygtige folk er der altid plads til. Men nåleøjet er meget klemt i øjeblikket. Og kvaliteten af de andre ansøgere, som du kæmper imod, er tårnhøj."

Partner i rekrutteringsfirmaet Horton International Ole Tjørnemark tilføjer ligeledes, at der uanset finanskrisen altid opstår muligheder. Folk bliver fyret. Andre bliver pensioneret. Og pludselig er muligheden der. Han råder de, der ikke kan eller vil slippe drømmen om et udlandsophold, til at væbne sig med tålmodighed.

"Det her er midlertidigt. Før eller siden ændrer det sig tilbage til normalen igen," siger han.


Mange drømmer om udlandet

Over halvdelen af djøferne under 40 år kan forestille sig at arbejde i Europa. Væsentligt færre er klar på en tur til Østen. Så mange af djøferne under 40 år kunne forestille sig at arbejde i:

 Mænd Kvinder 
Øvrige Europa 

62 %

51 % 

USA eller Canada 

50 %

41 % 

Kina eller Asien i øvrigt 

32 %

28 % 

Kilde: DJØF

Kina frem for Århus, Aalborg og Odense

Blandt djøfere med bopæl i København er der flere, der kan forestille sig at arbejde i Kina end i Århus, Aalborg eller Odense. Så mange af de københavnske djøfere under 40 år kunne forestille sig at arbejde i:

Kina eller Asien i øvrigt 

35 % 

Århus 

29 % 

Odense 

15 % 

Aalborg 

10 % 

Kilde: DJØF

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet