Bagmandspolitichef i front

27.3.2009

af

Statsadvokat Jens Madsen kunne have brugt al sin tid i december på optrevlingen af Bagger-sagen. Men nyhedsmedierne er sultne, og Bagmandspolitiet bruger en usædvanlig strategi - pressen får åbenhed og fuld service.

På tredje sal i et kontor med dansk design sidder Bagmandspolitiets chef Jens Madsen, statsadvokat for særlig økonomisk kriminalitet. På etagen nedenunder bliver Stein Bagger jævnligt afhørt. Efterforskningen kører på skinner, og den værste mediestorm har lagt sig.

Det hele begynder søndag den 30. november 2008. Bagmandspolitiets inspektør bliver ringet op af JMI Invest - investor i IT Factory. Inspektøren informerer Jens Madsen om, at det vist er en større svindelsag. Der er aftalt møde mandag den 1. december klokken 7.30. Da Jens Madsen møder klokken 8.15 er der mandagsbriefing for hele afdelingen, mens sagen rulles op i et lokale ved siden af. Klokken 9.00 går Jens Madsen af høflighed ind og hilser på.

I lokalet sidder Jens Madsens chefefterforskere fortsat efter halvanden time med blandt andre IT Factorys finansdirektør, Jeanette Lorenzen. Fire dage før, den 27. november, der er den selv samme dag, som Stein Bagger forsvinder i Dubai, repræsenterer Jeanette Lorenzen IT Factory. De får Ernst & Youngs pris 'Entrepreneur of the Year'. Nu fortæller hun en helt ny historie. Jens Madsen bliver for første gang klar over, at sagen vil eksplodere på hans bord.

"Tilbage på mit kontor er der et telegram om et pressemøde klokken 11.30 hos JMI Invest. Jeg går tilbage og spørger Jeanette Lorenzen, hvad det går ud på. Hun skal selv til pressemødet. Vi laver et presseberedskab. Vi ved, historien breaker efter pressemødet. Jeg skal udtale mig. Det er bedst, at samme person går på, så vi undgår modstridende oplysninger. Vi sætter også 20-25 jurister og politifolk af til efterforskning og ransagninger," fortæller Jens Madsen.

Strategien med ham selv i front fylder Jens Madsens liv i tre uger. Går han ud ad afdelingens hoveddør, møder han en skov af kameraer og mikrofoner. Nogle journalister bruger hans mobilnummer. På gangen kan han høre, at også telefonomstillingen er tæt på nedsmeltning. Nogle råder ham til at holde kæft ud over én pressebriefing hver dag. Den går ikke. Dagsordenen ændrer sig fra time til time. Luften er fuld af rygter, halve og hele sandheder, politikeres reaktioner og krav om handling.

Ny åbenhed

"Vi kører det som en drabssag med en massiv indsats på tværs. Men strategien bliver udvidet med milepæle og konstante briefinger om, hvor vi er. Det er uhørt at sætte 20-25 mand af på én sag. Det er en tredjedel af vores efterforskningsstab. Det hele kompliceres af, at vi i de første ti dage ikke ved, hvor Stein Bagger er. Vi må ud med efterlysninger og sporinger for at sikre værdier. Vi må samarbejde med Justits- og Udenrigsministeriet om udleveringen. Hertil skal vi ransage og håndtere medierne," fortæller Jens Madsen.

Han vælger usædvanligt at være meget åben. Han accepterer endda, at et dokumentarfilmhold følger arbejdet. Når pressen opdager en ransagning, så bekræfter han den frem for ikke at kommentere det. Når nogle ringbind er væk, så beklager han det offentligt (mapperne er siden fundet, red.). Når pressen mener, at KPMG er i politiets søgelys, så afkræfter han det.

Jens Madsen sender et skævt smil. Han indrømmer, at han, hvis man nærlytter kommentarerne i de første uger, udtaler sig temmelig generelt.

"Øvelsen er at give et gran af sandheden - og så ikke sige så meget," påpeger Jens Madsen.

Han er ikke offensiv ved selv at lægge historier frem. Men hvis han ikke reagerer, så kan det betyde oprydning bagefter. Han vil også miste chancen for at styre en smule af historierne.

Jens Madsen fjerner sig dermed fra god juristlatin for traditionalister, som ser med afsky på at diskutere noget som helst uden for retssalene - og i særdeleshed i medierne.

"I dagens mediebillede skal der konstant nye historier på nettet og tv. Ingen kan vente 24 timer. Så vil medierne selv levere historierne - og de kan være forkerte og uden kommentarer fra os," fastslår han.

Han erkender, at der i baghovedet også ligger en chance for en reklameeffekt.

"Vi vil gerne demonstrere, hvordan vi arbejder - og at vi er en åben organisation. Her kan vi placere os positivt i mediebilledet og placerer området økonomisk kriminalitet i den politiske bevidsthed. Vi kan profilere os. Men jeg vælger, at kun den øverste ledelse udtaler sig," siger Jens Madsen.

Efter en uge må politiinspektøren dog også udtale sig. Jens Madsen kan ikke være alle vegne. Tv er dog fortsat forbeholdt ham. Han vil ikke forvirre ved at lade flere ansigter optræde på vegne af Bagmandspolitiet.

I tre uger når han næsten kun at blive briefet af medarbejderne - og derpå udtale sig. Åbenheden synes ny, men den var faktisk en strategi før Bagger-sagen. Den skulle fjerne et tilknappet ry efter modvind på grund af manglende opklaringer for en snes år siden. I Tvind-sagen for to år siden fik Bagmandspolitiet, som reelt assisterede i sagen, også hug for ikke at skære sagen så præcist til, at den holdt helt i retten. En kritik Jens Madsen afviser.

Løse ender

Tester man åbenheden i sagens løse ender, får man dog sat begrænsningerne.

Er det rigtigt, at politiet i året op til sagen overvågede op mod ti mobiltelefoner i personkredsen?

"Det kan jeg ikke kommentere. Men Nordsjællands Politi har efterforsket nogle momsforhold. Hvis jeg kendte til aflytninger, ville jeg ikke sige det."

Har Bagmandspolitiet indefrosset 35 millioner - eller mere - på en konto i Hong Kong?

"Det vil jeg ikke kommentere."

Åbenheden begynder igen, da spørgsmålene mere generelt handler om efterforskningen af de penge, som muligvis er stuvet af vejen. Fire-fem mand søger efter de værdier. Tanken er selvfølgelig, at især Stein Bagger kan have spekuleret i at udstå sin straf - og derefter leve af en formue et eksotisk sted.

Jens Madsen fortæller, at det bliver mere end svært på grund af et internationalt samarbejde mod hvidvask.

Han har ikke fortrudt strategien med at være til rådighed. Den har vist sig at give mere ro på den lange bane. Men fire gange får han spørgsmålet om, hvad statsadvokaten føler, når en sag af den kaliber eksploderer. Panik? Stress? Angst? Eller måske cirkushestfornemmelsen ved lugten af savsmuld? Han får undvigende drejet svarene ind på sagens substans inden det endelige svar.

"Det er faktisk også ret skægt!"

Bagger-sagen beskæftiger fortsat en halv snes efterforskere. Jens Madsen forventer, at der vil foreligge en tiltale efter sommer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet