Udenlandsk arbejdskraft

27.2.2009

af

Workindenmark er navnet på tre nye jobcentre placeret rundt om i Danmark, der skal gøre det lettere for danske virksomheder og udenlandske jobsøgere at finde hinanden.

I starten af oktober sidste år slog tre nye centre under Arbejdsmarkedsstyrelsen dørene op. De skal hjælpe danske virksomheder med at rekruttere udenlandsk arbejdskraft og ikke mindst også hjælpe udenlandske jobsøgere med at finde beskæftigelse i landet. Workindenmark er navnet på de tre centre, som er placeret i henholdsvis Høje-Taastrup, Odense og Århus.

"Vores opgave er at øge udbuddet af udenlandsk arbejdskraft i Danmark og være med til at løse rekrutteringsproblemet inden for de brancher, hvor vi i dag ikke har nok danske hænder," siger Marianne Hansen, der er kontorchef for Workindenmark-centret i Høje-Taastrup, som i dag har 11 medarbejdere ansat.

Det er især sundhedsområdet, herunder især sygeplejersker, sosu-medarbejdere og læger, der i dag mangler arbejdskraft, men også brancher som jern- og metalindustrien og biotek/medicinal-området-området forventer at mangle hænder i fremtiden.

"Vi står i dag i den lidt pudsige situation, at flere områder, som længe har råbt på arbejdskraft, pludselig er blevet mere tilbageholdende som følge af finanskrisen. Derfor handler en af vores første opgaver faktisk om at skabe et præcist overblik over, hvem der mangler arbejdskraft i dag og ikke mindst også hvilke ledige udenlandske hænder vi allerede har inden for landets grænser," siger Marianne Hansen.

Job og CV-bank

Foruden den konkrete matchmaking mellem virksomheder og udenlandske jobsøgere rådgiver Workindenmark-centrene også begge parter om, hvordan man får forskellige administrative procedurer som fx registreringsbeviser, opholds- og arbejdstilladelser på plads. Og om de forskellige trin i ansættelsesforløbet, som virksomheder skal holde sig for øje. På workindenmark.dk findes - foruden en konkret job- og CV-bank - også mange nyttige informationer om rekruttering af udenlandsk arbejdskraft.

Konkret er centrenes indsats delt op i to. Den ene handler om at agere serviceberedskab over for virksomheder, der selv henvender sig, og den anden består af en mere offensiv indsats, hvor centrene selv tager målrettet kontakt til jobcentre i udlandet for at finde den arbejdskraft, som man mangler i Danmark. Virksomhederne kan også selv have et ønske om at rekruttere fra et bestemt land, og centrene samarbejder med EURES-netværket i EU og ambassader i forskellige lande for at finde de rigtige medarbejdere til virksomhederne.

"Det er en god ide for virksomheder at henvende sig, også selvom man ikke oplever et presserende behov lige nu. Sammen kan vi starte den langtidsplanlægning, der gør, at vi kan handle hurtigt, når og hvis behovet opstår," siger Marianne Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet