Ned med skatten på arbejde nu!

Lige efter folketingsvalget i 2007 turde alle skrive under på dette formål, men det ser allerede ud til at knibe gevaldigt, når vi nu nærmer os realiteterne. Der tales om en vanskelig social balance og meget mere. Det er rigtigt, hvis man kun ser på lettelsessiden, men det er jo ikke skattelettelser - det er en fuldt finansieret reform, hvor man omlægger beskatningen fra at være på arbejdskraft til at være på miljøbelastning, gældsætning og kapitalanbringelse.

Det er nødvendigt at se på lettelser i toppen af skattesystemet, når det drejer sig om at skaffe mere af den arbejdskraft, vi har mest brug for. Man kan faktisk kritisere Skattekommissionen for at have ladet dette formål betyde forholdsvis mindre i det samlede reformforslag, idet man har gjort sig meget store anstrengelser for at sikre lettelser for meget store beløb i bunden af skattesystemet.

Det er nok ikke uden sans for de efterfølgende politiske overvejelser, at Skattekommissionen har "pakket" lettelser og finansiering ind i tre selvstændige pakker. Den første er den, der forholder sig til hovedformålet - lettelse af skatten på den dyreste arbejdskraft. Denne pakke finansieres af fjernelse eller begrænsninger af skattemæssige muligheder, som hidtil har været til rådighed for højtlønnede. Og så bidrager ændringer i erhvervslivets beskatning til at finansiere resten af den pakke, som erhvervslivet får en meget stor glæde af: Adgangen til den nødvendige arbejdskraft.

Der er altså ikke en eneste folkepensionist eller sosu-assistent, der kommer til at bidrage. Allerede dér er der en væsentlig social balance. Skattekommissionen fortsætter så med pakke 2 og pakke 3 for yderligere at udbygge bredden i reformen, herunder med et væsentligt bidrag til en mindre klima- og miljøbelastning.