Kvinder har kortere arbejdstid

27.2.2009

af

Jo højere oppe i hierarkiet djøferne er - jo flere timer bruger de på deres arbejde. Til gengæld har kvinderne en kortere arbejdstid end deres mandlige kolleger, uanset hvilken stilling de har.

Det er ikke fordi, Anders Drejer, professor og ledelsesforsker fra Handelshøjskolen, Århus Universitet, mener, at kvinderne ligger på den lade side. Men de bruger i hvert tilfælde færre timer på at klare deres job i forhold til deres ligestillede mandlige kolleger - uanset, hvor i hierarkiet de befinder sig. Og det kunne mændene tage ved lære af. Det kunne kvinderne for den sags skyld også selv - især når de når toplederniveau, siger han.

For ifølge en undersøgelse, som DJØF har gennemført blandt knap 6.500 medlemmer, hvoraf 36 % har svaret, viser det sig, at jo højere oppe i hierarkiet en djøfer befinder sig, jo mere arbejder han eller hun. Således arbejder en topleder/direktør i gennemsnit 51 timer om ugen, mens en mellemleder klarer arbejdet med 45 timer og en fuldmægtig/konsulent har en gennemsnitlig arbejdsuge på lige knap 41 timer om ugen.

Træk stikket ud

Det kommer ikke bag på hverken Anders Drejer eller professor Flemming Poulfelt, Copenhagen Business School, at jo højere position den enkelte djøfer har - jo flere arbejdstimer bliver der spenderet.

"Jo mere du stiger i graderne, jo sværere er det at sondre mellem arbejde og fritid. Mange rejser meget, og der er en forestilling om, at man i højere grad står til rådighed. Og så er der i det hele taget nok en forventning om, at man arbejder mere, når man er chef eller topleder. Om det så er hensigtsmæssigt er en anden diskussion," siger Flemming Poulfelt.

Men som han yderligere bemærker: "Så arbejder de vel ikke mere, end de burde gøre."

Eller gør de? Det vil Anders Drejer gerne sætte spørgsmålstegn ved.

"Det burde da netop ikke være nødvendigt for en topleder at arbejde så meget. Hvorfor uddelegerer de ikke bare de trælse opgaver, så de får tid til refleksion. For det er jo i pauserne, under bruseren, og mens vi tager en lur, at vi får de gode ideer og lader op. Det giver bedre ledere, så jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor at flere direktører ikke sætter aftaler med sig selv ind i kalenderen, hvor de trækker stikket ud," siger Anders Drejer.

Det handler om prioritering

Og det med at trække stikket ud gælder kvinder såvel som mænd. Også selv om DJØFs undersøgelser viser, at kvinderne arbejder færre timer end deres ligestillede mandlige kolleger, uanset hvor i hierarkiet de befinder sig. Kvindelige topdirektører arbejder i gennemsnit lige godt 49 timer om ugen, mens mændene arbejder 52 timer. En kvindelig mellemleder arbejder 45 timer i gennemsnit om ugen, mens en ligestillet mand arbejder næsten 47 timer om ugen. Men kvindernes kortere arbejdsuger er ikke et billede på, at kvinderne er mere dovne end mændene, mener Anders Drejer.

"Det er ikke fordi, jeg er rødstrømpe, men det er stadig kvinderne, der tager den største tørn derhjemme - også kvindelige topledere."

Den antagelse støtter Flemming Poulfelt op om.

"Men det har i det hele taget noget med prioritering at gøre. Kvinderne prioriterer tilsyneladende anderledes. Det siger ikke noget om, at de er mere effektive, men det er et holdningsspørgsmål. Og det behøver ikke kun at være familien, der er afgørende for, at kvinderne bruger færre timer på deres arbejde. Mænd lukker af og arbejder, mens kvinderne tænker sig om," siger Flemming Poulfelt.

Og det er her, han mener, at kvinderne så oftere end mændene når frem til den konklusion, at der er andre ting i livet end arbejde.

Men det handler jo i bund og grund om at tage et bevidst valg, uanset om man er leder eller ikke leder, eller om man er kvinde eller mand, siger Anders Drejer.

Gennemsnitlig arbejdstid

 

Kvinder

Mænd

Topleder/direktør

49,28

52,00

Mellemleder

44,97

46,77

Fuldmægtig/konsulent/lektor/underviser mv.

40,50

41,49

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet