Kom ud af busken

27.2.2009

af

Hvis man som virksomhed gerne vil ansætte udenlandske medarbejdere, kommer man langt med en smule kulturel nysgerrighed, siger Heidi Ås Mortensen, der er rekrutteringskonsulent i Workindenmark.

Vil en udenlandsk medarbejder kunne arbejde lige så selvstændigt som en dansk? Kender udlændinge til frihed under ansvar? Og hvad gør vi, hvis vedkommende ikke taler flydende dansk? Sådan lyder nogle af de typiske spørgsmål fra danske virksomheder, der mangler arbejdskraft, men er tilbageholdende med at gå målrettet efter udenlandske medarbejdere.

"Nogle danske virksomheder kan være bekymrede over, om det er besværligt at ansætte udenlandske medarbejdere. Men bekymringen er altså ofte ret ubegrundet. Det kræver lidt forberedelse at sætte sig ind i gældende regler og lovgivning. Og at man sætter sig ind i de udfordringer, en udlænding har i forbindelse med at få arbejde i et andet land. Men Workindenmark er her jo netop for at fjerne nogle af de sten på vejen, og derfor skal man som virksomhed ikke tøve med at tage kontakt til os," siger Heidi Ås Mortensen, der blev færdig som cand.scient.soc. fra RUC i 2005, og som siden 1. september har været ansat som rekrutteringskonsulent i Workindenmark.

Sprog kan læres

Hun fortæller videre, at noget af det, der typisk kan få virksomheder til at holde sig tilbage fra at søge udenlandsk arbejdskraft, er forventningen om, at de sproglige forskelle kan komme til at udgøre en barriere. Men i dag findes der mange gode og virksomhedstilpassede sprogkurser og derfor gode muligheder for hurtigt at lære udenlandske medarbejdere dansk.

"Ofte oplever vi faktisk, at når vi først har fået en snak med virksomheden om, hvad det egentlig er for nogle jobfunktioner, man mangler hænder til, jamen så betyder det måske ikke så meget, hvis medarbejderne ikke taler flydende dansk, når det kommer til stykket," siger Heidi Ås Mortensen. 

Hun har tidligere både arbejdet med rekruttering og med jobformidling for nydanskere samt rådgivning af ledige dagpengemodtagere. Jobbet som rekrutteringskonsulent i Workindenmark kalder hun for sit bedste nogensinde, da det forener både forståelsen for kultur og for rekruttering for at kunne finde det bedste match.

"Jobbet handler jo især om at matche virksomheder og udenlandske medarbejdere. Men for at få rekrutteringen til at lykkes, kræver det, at vi både udnytter vores viden om at matche behov og kompetencer generelt, men også vores viden om, hvor i udlandet relevant arbejdskraft findes og ikke mindst hvilke eventuelle kulturelle forskelle, man skal være opmærksom på, og det synes jeg er spændende," siger Heidi Ås Mortensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet